Marianne Høgsbro funkler i Anders Bodelsens menneskeerfarne teaterstykke om familiens nødvendige overbærenhed
TEATER
Anders Bodelsen er på færde igen. Og med sin vanlige tæft for både psykologi og krimi har han nu kastet sig over et drama i intet mindre end fire akter for teatret, hvor levende skuespillere fremsiger hans spiddende ord mellem mennesker, der gerne vil kommunikere, men som ikke altid kan.
På mange måder virker hans Privat Skifte på Hippodromen som en fortsættelse af radiospillet Gaven fra 1992.
Temaet er det samme - den ældre generations forhold til deres voksne og dominerende børn.
Og det er virkemidlerne også: Musikken, som får erindringerne til at blusse op, og skiftet mellem en tåget nutid og en forklarende fortid.
Men i Privat Skifte har Bodelsen villet fortælle lovlig mange historier på én gang: To søstre mødes efter moderens begravelse og skal dele arven - ved 'privat skifte'.
Men i det gamle hus mellem møbler og omhyggeligt gemte breve bliver fortiden lyslevende, og snart oprulles også forældrenes hemmeligheder fra tiden omkring Besættelsen.
Og så er der lige spekulanten, der gerne vil opkøbe grunden og bygge i forskudte planer...
'Succes'-generationen
Bodelsen er en garvet tekstjonglør, så selvfølgelig får han flettet de strittende ender.
Og imponerende nok fremstår dramaet faktisk til slut som en nærværende og aktuel historie, både om den gamle forældregeneration og om den nuværende 'succes'-generation, der sidder i skilsmisser og fri lykke til halsen.
Også denne gang er Bodelsens instruktør Emmet Feigenberg. Men hvor Feigenberg i det prisbelønnede radiospil formåede at lade lydkulisserne veksle med underfundigste effekt, så går stykket på scenen næsten i stå. Instruktionen reducerer det til taleteater, hvor man står stille, mens man taler - men allerhelst sætter sig ned.
Alligevel fascinerer og pirrer forestillingen med sin dagligdags tone - suppleret symbolsk af Lars Juhls scenografi, der skaber den 'hverdagsmystik', som instruktionen ikke helt formår.
Søsterparret Ann-Mari Max Hansen og Marianne Høgsbro rammer præcist de søskendekonflikter, der så ofte viser sig at være meget mere dominerende i en familie end egentlig forældrenes forhold til børnene; også selv om Marianne Høgsbro har så indlysende bedre fat på sin London-verdensdame end Ann-Mari Max Hansen har på sin fraskilte sundhed-og-samvittighed-søster.
Forskellen i spillestil mellem Høgsbros funklende intimteaterrealisme og Max Hansens cabaret-stilisering er skrigende. Og instruktionen bliver decideret til skilt sovs, når Anders Hove dukker op med oplæsningsdiktion som moderens gamle elsker, og Flemming Sørensen karikerer en fortravlet mobiltelefon-entreprenør som en forslidt revy-figur.
De afdøde gengangerforældre bliver tilsvarende uegale. Kim Harris' rolle som faderen er for ufærdig fra Bodelsens side til at kunne bære yderligere tolkning end Harris' diskrete korrekthed. Derimod lykkes det for Julie Wieth som moderen at skabe den dødsgennemsigtighed og indestængte sorg, som Bodelsen har ønsket at skabe gennem hendes replikker.
Skal breve brændes?
Det spørgsmål, der fik det (pensionistdominerede) publikum til at holde vejret, var tydeligvis:
Må man læse mors gamle breve - når der uden på kuverten står, at de skal brændes ved hendes død?
Eller er det netop en bøn om at blive læst, så en hemmelig fortid kan nå at komme frem i lyset?
Hos Bodelsen er der ingen løftede pegefingre. Til gengæld er der både humor og menneskeerfaring - og dén overbærenhed, der er så nødvendig i enhver familie. Derfor rammer stykket trods skønhedspletterne sin tilskuer - og bliver relevant.
Også for os, der ikke kender problematikken fra egen krop - os, hvis forældre forhåbentlig viser sig at være udødelige.
*Privat skifte af Anders Bodelsen. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Lars Juhl. Hippodromen på Folketeatret til 8. nov.
