Læsetid: 7 min.

Da landmændene blev kannibaler

1. oktober 1997

Færre brug, større og mere disharmonisk produktion og mere forurening er nogle af resultaterne for dansk landbrug efter danskernes ja til det Fælles Farked i 1972

"De skal have det godt, ellers betaler de ikke for det," siger Willy Lindbjerg og peger på de plettede køer, mens han vandrer over sin lysegrønne mark i morgensolen. Tågen er endnu ikke lettet, og det er stadig tidligt på morgenen.
Willy Lindbjerg har været oppe længe, han har malket køerne og lukket dem ud på græs, og nu er der lige tid til en pause. Han rækker hænderne ud efter de sorte og hvide dyr, der daser og gumler og glor. En enkelt brøler ad ham. Derudover er der kun lyden af et par fugle og de regelmæssige klik fra det elektriske hegn.
Maglemosegaard i Højby, Odsherred, har 40 køer, men de 14 af dem er blevet inde i stalden, for de er drægtige og kan hurtigt få en eller anden betændelse, hvis de går ude," forklarer Willy Lindbjerg.
Køerne går ude fra maj til "de brøler og står ved hegnet, fordi det er tid til at komme indendøre." Det er som regel omkring november.
Willy Lindbjerg og hans hustru har haft gården i 34 år - og som årene er gået, har de bygget til på staldene. Da de flyttede ind, var der otte køer og fem grise - nu er der kun kvæg og mælkeproduktion. Gården består af flere hvide længer og et hovedhus i røde mursten. Omkring gården er der 16 hektar jord med græs - en hektar svarer ca. til 12 parcelhusgrunde - og godt fire kilometer fra gården har familien Lindbjerg endnu 18 hektar med græs, der slås og lægges i silo til foder til vinteren.

Profittænkning
Willy Lindbjerg mener, det er vigtigt, at dyrene har det godt - især når han ser på nogle af kollegerne, for hvem penge er det eneste vigtige, og hvor dyrene lever under forhold, der er langt fra deres oprindelige miljø. Det bryder han sig ikke om. Udviklingen mod større og større brug og ren profittænkning i landbruget, har fået Willy Lindbjerg til at stoppe op. Han er næsten sikker på, at de rungende ja'er han har afgivet ved folkeafstemningerne om EF og EU siden 1972, skal afløses af et nej næste gang. Og han tror, at mange landmænd med ham alvorligt overvejer at stemme nej.
"EU har ødelagt et godt og sundt erhverv med de mange støtteordninger. Vi lyttede til dem højere oppe i systemet, da vi skulle stemme i 1972. De lovede bedre priser på landbrugsvarerne, og det fik vi, men vi fik også for meget mad og bedrifter, som ikke er økonomiske. Vi har fået dårligere og dårligere fødevarer - nu er det blevet industriproduktion i stedet for landbrug."
"Der er ikke mange bønder tilbage, nu er det industrifolk, som er styret af kapitalen," siger Willy Lindbjerg som forklaring på, hvordan landbruget er blevet forandret, efter danskerne stemte landet ind i det europæiske fællesmarked i 1972.

Halvdelen er ædt
Der er sket meget med det danske landbrug de seneste 25 år. Willy Lindbjerg er blandt de heldige, der har overlevet strukturforandringerne, som har betydet, at godt halvdelen af de danske landbrugsbedrifter er blevet ædt af de andre undervejs. Hvor Danmark havde 140.000 bedrifter i 1970, er der i dag kun ca. 65.000 tilbage - dem, der er forsvundet, er købt op af de andre. Landbrugsarealet er nogenlunde det samme i dag som dengang. I gennemsnit forsvinder syv danske bedrifter om dagen.
Dèn udvikling har EF/EU's landbrugsordninger sin del af skylden for. Men ikke alene, forklarer Søren Kjeldsen-Kragh, der er økonomiprofessor på Landbohøjskolen i København.
"Udviklingen, mens vi har været i EU, har betydet større og færre brug i Danmark," siger Søren Kjeldsen-Kragh. "Det hænger sammen med den teknologiske udvikling, og så hænger det sammen med EU's landbrugspolitik."
"Politikken har fremmet udviklingen i retning af større brug, for støtten har hængt nøje sammen med produktionen: jo mere du producerer, jo mere støtte. Det er naturligvis et incitament til at udvide og til at dyrke mere intensivt," siger Søren Kjeldsen-Kragh.
Det betyder, at 80 pct. af landbrugsstøtten i dag går til 20 pct. af landmændene - til dem med de største brug.
Og danskerne får en stor del af støttekagen i forhold til mange andre EU-lande. De danske landmænd tjener ca. 15 mia. kr. årligt via de 30 EU-markedsordninger. Danmark har netto fået penge fra EU-kassen, men indtjeningen er faldet og vil på længere sigt blive til en nettoudgift.
Sammenlagt betyder det, at hver landmand får ca. 500.000 kroner i støtte om året fra EU, men pengene kan ikke mærkes på det almindelige budget. De materialiserer sig i forhøjede jordpriser.
"De, der var landmænd, da vi meldte os ind i '72, har fået en betydelig gevinst ud af medlemsskabet, for deres indkomst steg, og det smittede af i form af højere ejendomspriser - dvs. den dag de sælger får de en højere kapitalgevinst, end de ellers ville have fået," forklarer Kjeldsen-Kragh. "Men de højere ejendoms- og jordpriser betyder, at de nye landmænd, som skal købe gårde, kommer til at betale en højere rente."

Høje garantipriser
Det var ikke dét, der var meningen med EF's landbrugsstøtteordninger.
Landbrugspolitikken havde den målsætning at gøre Europa selvforsynende med madvarer - dengang kunne Fællesskabets landbrug kun dække 80 pct. af forbruget. Krigens mangel på fødevarer stod stadig lysende i erindringen, og støtten til landmændene blev udmøntet i faste, høje priser på varerne. Landbrugsstøtten skulle samtidig løse landbrugets indkomstproblem.
Da Danmark trådte ind i Fællesmarkedet, kunne de danske landmænd pludselig sælge deres mælk, korn og kød til de andre EF-lande til langt højere priser, end de ellers kunne få på verdensmarkedet. De faste høje priser har betydet en fast høj overproduktion af landbrugsvarer, så EU's lagre til tider har været fulde af kornbjerge og smørpukler. Og de kunstigt høje priser har medført, at forbrugerne har betalt meget mere for landbrugsvarerne, end de i virkeligheden koster.
Sådan er systemet endnu - men en reform er undervejs.
Oven i de kunstigt høje priser får landmændene et tilskud fra EU, når de sælger deres varer uden for EU. Landmændene sælger overskudsvarerne til en billigere pris på verdensmarkedet og henter merprisen i EU-kassen. Men nogle landbrugsvarer får flere penge bundet i halen end andre, og det har været med til at ændre selve dyrkningen.
"Landbrugspolitikken i EU har - udover at tilskynde til intensiv dyrkning - også fremelsket specialisering. Der er sket en forvridning i strukturen, sådan at den animalske produktion er blevet løsrevet fra den vegetabilske - det jeg vil kalde en disharmonisk udvikling. Hvor man tidligere gødede jorden med dyrenes gylle og lod dyrene spise det foder, der kom fra marken, så har man i dag rene planteavlere eller rene svineavlere," siger Kjeldsen-Kragh.
"Kornprisen var på et tidspunkt så høj, at man gik væk fra den animalske produktion, og så nøjedes man med kun at dyrke korn. Det er en utilsigtet virkning af en administrativ højprispolitik.
Han forklarer, at en specialisering af driften har den virkning, at det yderligere sætter skub i retning af større brug, "for det er man nødt til for at udnytte arbejdskraften fuldt ud."
Specialiseringen har også været med til at halvere beskæftigelsen inden for landbrugssektoren i Danmark på de 25 år, der er gået.
Willy Lindbjerg mener nu ikke, at det er så forfærdeligt med specialiserede brug. Det er mere det, at landbrugsvarerne har fået en stadigt dårligere kvalitet, der generer ham. Hos Willy selv lever køerne et frit liv og spiser græs på marken, men det er efterhånden de færreste steder, at dyrene går ude.
"Industriproduktionen i landbruget i dag er svær at konkurrere med, og derfor må mange af os små med højkvalitetsprodukter lukke. For mig at se har danske landmænd sænket kvaliteten for at producere mere," siger Willy Lindbjerg.

En høj miljøpris
En konsekvens af EU's landbrugspolitik har oven i strukturforandringerne været en langt større forurening af vand- og jordmiljøet i Danmark, mener Søren Kjeldsen-Kragh.
"I mange år har de høje kornpriser betydet, at man har dyrket mere intensivt med mere gødning og pesticider," siger Kjeldsen-Kragh. "På grund af prisrelationerne mellem det, man får for færdigvarerne, og det, man betaler for kunstgødning, koster det ikke noget at poste gødning på - det er rationelt ud fra en økonomisk betragtning. Jo dyrere en vare er, jo mere vil man dyrke - jo mere presser man citronen."
Willy Lindbjerg er enig. Det er derfor, den europæiske fest må slutte, mener han. Mens han stryger en af sine køer over snuden, så den kommer helt tæt på ham, forklarer han, hvad det er, Danmark skal have i stedet for EU:
"Hvis vi havde kvalitetsvarer, behøvede vi ikke køre så hårdt på, så kunne vi sælge varerne til en højere pris. Jeg vil have bondekulturen tilbage. Nu er der kun økonomi."
Og måske kunne han have fået det, som han ønsker, hvis Danmark ikke havde været med i det europæiske fællesskab.
"Hvis vi ikke havde haft landbrugsstøtten i EU, ville vi have haft et helt andet prisniveau for fødevarer - de ville have været langt billigere for forbrugerne, men landmændene ville også have fået væsentligt lavere eksportpriser," siger Kjeldsen-Kragh.
"Vi ville ikke have haft en så stor landbrugsproduktion som nu, vi ville ikke have haft så store bedrifter som i dag, men omkostningerne ville også have været mindre. Slutresultatet af det regnestykke behøver ikke at blive så stor en nedgang i indkomsten for landmændene. Derudover ville vi sandsynligvis ikke have haft så stor en disharmoni i brugene - og vi ville utvivlsomt have haft mindre forurening, fordi den intensive dyrkning er et klart produkt af EU's politik," siger Kjeldsen-Kragh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu