Erik Clausens seneste projekt, novellefilmen Tango, er et mangefacetteret portræt af to forskellige lande og deres forskellige kulturer
NY FILM
I Erik Clausens seneste film, Tango, er spillefilmsformatet skiftet ud med novellefilmen, og han blander fakta og fiktion på en måde, så filmen er svær at sætte en altforklarende label på. Og det er faktisk meget velgørende i den socialt og politisk engagerede historie, som følger en af Clausens sædvanlige stille eksistenser, efterlønsmodtageren Ole Jensen, i hans opvågnen til livet efter mange år med sløvsind.
Ole Jensen har ellers givet op. Han er midaldrende, på overførselsindkomst og er blevet forladt af sin kone. Han kommer jævnligt hos sin sagsbehandler, som foregiver at lytte til hans klagesang og forgæves forsøger at aktivere ham. Hans liv består af at lade som om, han har travlt, alt imens han længes efter de glade og politiske 60'ere og 70'ere, hvor han gik på barrikaderne sammen med alle de andre og næsten stoppede Vietnam-krigen.
Så en dag kommer Ole på et tango-kursus, som traditionen tro ender med, at han sidder i et hjørne for sig selv. Men han får - ved et tilfælde - fingrene i en flybillet til Uruguay, hvor han på ægte sydamerikansk maner kan lære sig at danse tango og imponere alle de andre hjemme i tango-klubben.
Velankommet til Uruguay går det dog op for Ole, at tango er andet og mere end bare en dans.
"Alle danser tango, som om, det var deres sidste dans," bemærker han på et tidspunkt og fortsætter, "og det er det måske også."
For Uruguay har, som Ole efterhånden erfarer, ligesom mange af de øvrige sydamerikanske lande en fortid præget af diktatur, undertrykkelse og tusindvis fængslede, torturerede og forsvundne mennesker. Og så starter den store rundtur i landets blodige historie, og unge, gamle, kunstnere, intellektuelle og politikere beretter om Uruguay og om deres engagement og oplevelser under og efter diktatur-styret.
Digt og dokument
Som sagt blander Erik Clausen digt og dokument i Tango, og selvom filmen fortæller en historie om en opdigtet mand, så er dens ærinde, som mange af Clausens øvrige film, at kommentere og kritisere - at vise hvorledes Ole Jensen, ærkedanskeren, efter sin sydamerikanske dannelsesrejse endelig vågner op til dåd og tager en smule ansvar for sit eget liv.
Det dokumentariske indtryk forstærkes af, at udover Clausen selv og Mette Heide som hans sagsbehandler er samtlige Tangos medvirkende virkelige personer, som fortæller deres egen og Uruguays historie. Desuden benytter Clausen sig af et trick med hele tiden at smide små korte oplysninger, slagord og gentagelser af replikker ind i billedet, så vi ikke er i tvivl om, hvad der menes.
Det med tangoen er et påskud for at få historien i gang, men den livfulde dans udtrykker også den folkesjæl, sydamerikanerne ejer, og som har båret dem igennem de mange svære og brutale år, kontinentet er så arret af. Tangoens inderste væsen illustrerer nogle af de forskelle, der er mellem sydamerikanere og danskere - forskelle, filmen forsøger at skildre. Og som går noget i retning af, at indbyggerne i Uruguay og det øvrige Sydamerika virkelig har haft det hårdt, mens vi herhjemme bare tror, vi har haft det hårdt. Derfor er vi heller ikke så gode til at danse tango.
Blegfed dansker
Clausens billede af den typiske danske skeptiker udmønter sig i Tango i instruktørens særegne og lidt grovkornede form for humor, f.eks. i scenerne hvor den blegfede Ole Jensen går undrende rundt i Uruguays hovedstad Montevideo og egentlig ikke synes, at den er så forskellig fra København, og ender med igen at sidde uvirksom hen på en bænk.
Det er humoren, der redder filmen fra at blive for docerende - med for mange rigtige meninger - uden at den dog giver køb på seriøsiteten. Der hersker absolut ingen tvivl om, hvor Erik Clausens sympatier ligger.
Den eneste anke mod filmen er, at den halvejs taber tango-tråden og først til sidst genfinder den for at kunne lave sin lille krølle på historien om undselige Ole Jensen, der vendte hjem som tango-mester. Men generelt er Tango et fornøjeligt lille - og mangefacetteret - portræt af to lande, deres forskellige kulturer og menneskene, som (over)lever midt i det hele.
*Tango. Instruktion & manuskript: Erik Clausen. Dansk (Vises i Filmhuset i København fra i dag)
