Læsetid: 4 min.

I love you, Woody

24. oktober 1997

Heldigvis står Woody Allen parat i kulissen og formaner os, at vi ikke skal tage det så tungt, for hele livet er midlertidigt

Byens lys
Jeg kan ligeså godt indrømme det: jeg er en af disse håbløse Woody Allen fans, der styrter hen i biografen, så snart hans nyeste film kommer til byen. Og jeg bliver aldrig skuffet, skønt mine forventninger plejer at være skyhøje. Selvfølgelig finder jeg nogle af hans film bedre end andre, men ikke desto mindre, bliver jeg hver gang - i biografens mørke - beruset af den specielle Woody Allen-cocktail, som er en rig blanding af alvor, ironi, dybde og lethed.
At se en Woody Allen-film er for mig ensbetydende med at se 'livets ulidelige lethed' udfolde sig på det hvide lærred - hvor de tragiske og komiske aspekter flettes ind i hinanden og indfanger livets mening og meningsløshed i ord og billeder, som bærer præg af såvel alvor som humor.
Som for eksempel i en af hans ældre film, hvor han spiller den dybt neurotiske søn i en jødisk familie, hvis identitetsproblemer udmønter sig i, at han i hvert fald midlertidigt vil droppe jødedommen og gå over til kristendommen. Forældrene er chokerede.
"Are you crazy?" råber faderen.
"Don't worry! It's only temporary!..." siger sønnen beroligende til sin far.
"Of course it's temporary!" raser faderen, "..the whole life is temporary..."

Åndeligt slægtskab
Den befriende og forløsende effekt, Woody Allen-film har på mig, og som gør, at jeg er så vild med ham som kunstner, skyldes muligvis, at jeg som jøde føler mig åndeligt beslægtet med Woody Allen, som er vokset op i Brooklyn i en småborgerlig jødisk familie af østeuropæisk herkomst.
I mange af sine film tager han udgangspunkt i det jødiske univers præget af ghettomentalitet, som afspejler sig i angst, fortrængninger og mindreværdsfølelse - karaktertræk som jeg sagtens kan nikke genkendende til - og som han tit gør grin med i sine film i form af ironiske replikker og groteske scener. Det kan jeg slet ikke stå for, ikke mindst fordi jeg pludselig kan se mit eget liv gennem Woody Allens ironiske briller, og det gør, at jeg kommer til at grine af mig selv, hvilket både er befriende og forløsende...

Komik og tragik
For nu bare at give et eksempel: Når man herhjemme spørger en eller anden person:
"Hvordan har du det?" forventer man at høre noget i retning af: "Jeg har det fint..." også når det slet ikke er tilfældet.
Men når nogen spurgte min far, som var holocaustoffer: "Hvordan har du det?" plejede han at svare: "Gid alle mine fjender ville ha' det sådan, som jeg har det...", og så vidste man, at alle uddybende spørgsmål var overflødige. Og selvfølgelig var det et meget stærkt svar, som gemte på stor smerte, men det var også et svar i ægte Woody Allensk ånd, med både tragiske og komiske undertoner.
Men man behøver selvfølgelig ikke at være jøde for at føle åndeligt fællesskab med Woody Allens helte eller måske snarere antihelte. Som den universelle kunstner han er, rammer han noget centralt hos alle mennesker ved at fokusere på de større eller mindre skavanker, vi allesammen har, for som bekendt - ingen er fuldkommen.
Han er kun én af de mange amerikansk-jødiske kunstnere, som tager udgangspunkt i deres personlige univers, og som ved at gå i dybde med sig selv afdækker den menneskelige natur, skrøbelig og tøvende, som den er.

Selvironi
Det gælder for eksempel forfattere som Philip Roth og Saul Bellow, som hver på sin måde går i dybden med deres neurotiske barndom og ungdom, og som de igen og igen prøver på at analysere ved hjælp af selvironi og distance - uundværlige redskaber når man som kunstner ønsker at skrælle flere og flere lag af den psykiske smerte, man bærer på.
I en af sine bøger udtrykte Saul Bellow det engang på den måde:
"Livet er inddelt i to dele. Den første del går med at pådrage sig psykiske skader og skavanker og den anden del går med at forsøge at få skaderne repareret... så er livet gået..."
Et pessimistisk livssyn, vil nogen sikkert sige, men også et realistisk syn, for hvem kan ikke nikke genkendende til det. Men heldigvis står Woody Allen parat i kulisserne og formaner os, at vi ikke skal tage det så tungt, fordi hele livet er midlertidigt.

Distance
Og det er måske ikke mindst det, som kendetegner en stor kunstner: Evnen til at se det hele på afstand og til at lade den intellektuelle dimension gå op i en højere enhed med den emotionelle dimension, som jeg synes, Woody Allen formår at gøre det i sine film. Det kan man ellers ikke sige om ret mange intellektuelle kunstnere herhjemme, som synes at have koblet den emotionelle dimension fra, og dyrker den intellektuelle side af sig selv med ekstrem selvtilfredshed og selvhøjtidelighed. Og så er det, at man får lyst til at minde dem om at "the whole life is temporary", for nogen gange får man faktisk indtryk af, at det har de midlertidigt glemt. Med andre ord: de trænger til en Woody Allen-cocktail.
Den sidste Woody Allen film hedder Alle siger: I love you.
Jeg kan naturligvis ikke udtale mig på alles vegne, men jeg kan kun sige: I love you, Woody...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu