Læsetid: 6 min.

Lyset fra Småland

28. oktober 1997

I går modtog den knap 90-årige Astrid Lindgren Wilhelm Hansen-prisen. Vi hylder en stor forfatter med små læsere

Måske får den knap 90-årige Astrid Lindgren i næste måned, hverken Nobelprisen eller Nordisk Råds Pris. Mærkeligt nok. For bortset fra, at hun som noget enestående for en stor forfatter især har små læsere, har vel få nulevende forfattere haft større gennemslagskraft end netop Astrid Lindgren. Hendes bøger er oversat til mere end 60 sprog, og hendes enorme daglige fanmail viser, at børn fra Timbuktu til Senegal forstår hvert ord.
For hendes danske læsere må det så i disse dage være en trøst, at den smålandske fortællerske i går modtog Wilhelm Hansen-prisen. Og en anledning til herfra at prise en forfatter, der viste os hvad kunst kan være, længe før vi blev i stand til at læse bøger for voksne.
Ti, tyve og tredive år efter, at vi for første gang læste Mio min Mio, kan mange af os stadig genkalde os udvalgte yndlingssteder og må kæmpe med et dugget blik og bævende mundvige, mens vi læser den op for vores egne børn. "Jeg skriver for barnet i mig selv," sådan har Astrid Lindgren selv udtrykt sin forunderlige evne til at indstille sin indre fortæller nøjagtigt på et bestemt alderstrin, og så fortælle løs derfra.

Begyndte for 50 år siden
Det hele begyndte en dag for mere end 50 år siden, da Astrid Lindgrens datter Karin lå syg med feber. "Fortæl en historie," bad det feberhede barn, "fortæl om Pippi Langstrømpe!" Noget senere, da Astrid Lindgren selv sad hjemme med en forstuvet fod, fandt hun på at skrive Pippis eventyr ned og sende dem til et forlag, - "i det håb, at De ikke melder mig til Børneværnet," som hun skrev i det vedlagte brev. Afslaget blev venligt, men bestemt. Af moralske grunde valgte Bonniers ikke at udgive den undergravende sag om et skrækkeligt pigebarn, der bor alene og nægter at underlægge sig de voksnes meningsløse verden og gå i skole for at lære pluttifikation.
Til gengæld er den fregnede pige i stand til at spise en lagkage på en gang, hvis hun ikke lige er i færd med at gå baglæns på gaden eller opfinde nye ord og begreber. For som hun siger: "Lever vi måske ikke i et frit land?".

Pippi Langstrømpe
Da Pippi Langstrømpe endelig udkom i 1944, let omarbejdet (og på et andet forlag), var Astrid Lindgren allerede i fuld sving med et forfatterskab, der både revolutionerede børnebogen og det udbredte syn på børn som en art ufuldkomne voksne. Pippi indvarslede nemlig, samtidig med A. S. Neills opsigtsvækkende pædagogiske teorier, århundredets nye barn: Kompetent, selvstændig, drømmende, eventyrlysten, modig og generøs.
Allerede i 1940'erne, da Pippi, de tre Bulderby-bøger og den første bog om mesterdetektiven Kalle Blomkvist, med korte mellemrum så dagens lys, skabte Astrid Lindgren en ny målestok for den litterære børnebog, en bog, der rummer poesi og spænding og samtidig tager barnets verden og følelser alvorligt. Og i samme hug befriede Astrid Lindgren børnebogen fra det moraliserende morads, der i ældre børnebøger ofte lod en festlig dag slutte med tæv og anden voksenafregning.
Selv i Bulderby-bøgernes højt elskede, men lidt ferske idyller er synsvinklen konsekvent: Ingen voksne forstyrrer børnenes legeverden.

Karlsson på Taget
50'erne stod fadder til to nye figurer. For det første den nævenyttige Karlsson på Taget, der med sin parodiske enhver-er-vel-sig-selv-nærmest-logik sjovt nok blev et kæmpehit i den daværende Sovjetunion. Den hæmningsløse og fornøjelige Karlsson må have været modbilledet til alt, hvad der i øvrigt ansås for politisk korrekt opførsel hos kommunismens børn og voksne.
Men ud af den kolde krigs lammende atomfrygt sprang også mesterværket Mio, min Mio, et grusomt og gribende eventyr om et svigtet barn, der i fantasien besejrer det ondes princip i skikkelse af den skrækkelige Ridder Kato. I slutningen af romanen er lykken genoprettet. Atomvinteren er brudt, græsset spirer atter frem og Mio kan vende hjem til sin fader, Kongen i Landet i det Fjerne. "'Han er i landet i det Fjerne,' siger jeg. 'Og han har det så godt, så godt!'." Sådan slutter bogen - og de besværgende kursiver skal sikkert bortvejre den voksne læsers sørgmodige mistanke om, at Prins Mio stadig hedder Bo Vilhelm Olsen og på sin bænk i Frederiksberg Have udskyder det tidspunkt, hvor han er nødt til at gå hjem til sine sure adoptivforældre, hvis stenhjerter han netop har drømt om at forvandle.
Bogen blev en slags politisk allegori om at udvinde styrke og mod af svaghed og ensomhed. Men også en bog om al den smerte, det indebærer at være menneske. Og det er i barndommen, det går op for én - for første, men ikke sidste gang.

Udødelige Emil
I 1960 blev en ny udødelig skikkelse født: Emil fra Lønneberg, en ungdomsoprører, der ud af sit gode hjerte, sit sociale sindelag og sin sindsoprivende foretagsomhed konstant kommer i konflikt med sine omgivelser.
Emils eventyr er angiveligt inspireret af Astrid Lindgrens fars oplevelser i 1880'ernes Fattigsverige. Men endnu mere er Emil et ægtefødt barn af de kåde 1960'ere, hvor autoriteterne vaklede og brød sammen i egen latterlighed, på samme måde som Emils far ustandselig ender med en musefælde om storetåen og blodig palt-dej i ansigtet ("'blurp', sagde far i palt-dejen"). "Tænk, hvor forfærdeligt!" udbryder fortælleren chokeret, som om hun var ganske uskyldig i at have sat begivenhederne i scene. Astrid Lindgrens rødder i folkelig tungen-i-kinden-fortællekunst er lige så åbenlyse som hendes geniale leg med alt det, sproget kan gøre med virkeligheden, hvis virkeligheden ikke tager sig lidt i agt.
Dog - samfundsomstyrtere er hverken Emil eller Pippi. Emil blev sognerådsformand som voksen, må fortælleren gang på gang forsikre os om, og Pippi som voksen kan hverken Pippi eller vi rigtigt forestille os.

Jeg er demokrat
Amazonen Ronja Røverdatter, Astrid Lindgrens sidste store barneskikkelse og en slags varm fusion af Pippi og Emil, er som noget enestående i Astrid Lindgrens forfatterskab både forelsket og på vej i puberteten. Astrid Lindgrens indtagende børnegalleri har nemlig ikke bare overvægt af ni-årige, men deler også et særligt androgynt præg: Drengene er følsomme, pigerne modige, og disse tiltalende egenskaber gør ikke bare bøgerne lige populære hos begge køn. Tilsammen inkarnerer de også Astrid Lindgrens menneskelige ideal, hvor barnet bliver symbol for al den uskyld og livsvilje, der ustandselig fødes ind i verden af selv de mest umulige forældre.
"Jeg er demokrat, og det håber jeg, man kan se i alle mine bøger," har Astrid Lindgren erklæret. Det kan man også, og det er blodig ironi, at netop hun skulle komme i politisk modvind, da 1970'er-hovedværket Brødrene Løvehjerte næsten blev knust under vægten af 70'ernes krav om at afmontere fantasien. Toneangivende pædagoger og børnebogskritikere spurgte i ramme alvor, hvad det skulle gøre godt for at lade Jonatan og Tvebak kæmpe mod drager, når virkeligheden bød på problemer nok.

Idealistisk forfatterskab
De overså ikke kun, at Lindgren faktisk sætter fantasiens og følelsens kræfter ind i kampen for det gode i verden. Men også, at drømmen og fiktionen simpelt hen giver en nydelse så stor, at det ubærlige bliver til at bære. Ikke blot livsvilkår som døden, angsten og ensomheden, men også den frygtelige, knugende fattigdom, der lyser ud af en novelle som Søndeneng. Her forlader et par forældreløse småbørn frivilligt snedriven og elendigheden for at gå ind i den evige sommers vidunderlige rige, hvor børn har lov til at lege og alle børns mor serverer pandekager for dem. Og ganske, ganske sagte lukker de døren efter sig...
Også Brødrene Løvehjerte slutter i en Spielbergsk apoteose, da Tvebak springer i døden med sin elskede bror på ryggen: "Jeg ser lyset!". Kampen mellem godt og ondt, mellem angsten for døden og angsten for ikke at forsvare det gode, der er til, det er den, Astrid Lindgren har beskrevet i alle sine bøger, både de sjove og de sørgelige.
Derfor svarer hun faktisk mere end de fleste andre til Nobelprisens idé om at belønne et idealistisk forfatterskab. Og de kan jo nå det endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu