'Danskerne er dygtige, og det skal grønlænderne også være' - To videofilm om sprog og kommunikation i Grønland
VIDEO
Er Grønland tosproget? Bør det være tosproget? Hvem vinder, hvem taber i sprogdebatten? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret i en videofilm med titlen Inuttut Oqaatsikka/Mit sprog som menneske. Filmen får premiere i dag ved et debatarrangement i Filmhuset i København og indgår derefter i udlejningen fra Statens Filmcentral.
Jo, Grønland er tosproget, men det betyder ikke, at alle taler to sprog. Det mindretal, som kun taler dansk, har betydelig større magt og indflydelse end det mindretal, som kun taler grønlandsk. Men der er også forskellige vægtninger og dermed karriere- eller indflydelsesmuligheder blandt de tosprogede. Meget af det historisk bestemt.
Filmen, der er instrueret af Karin Parbst, beskriver - i store træk - hvordan billedet tegner sig: De ældste grønlændere taler meget lidt dansk. De gik i skole i kolonitiden, hvor undervisningen ikke var særlig intensiv - og alt foregik på grønlandsk.
Efter grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland i hvert fald på papiret blev dansk, indledtes også i skolen en danificering, som ikke kun førte til en opdragelse til danske værdier, men også en anderledes intens undervisning i dansk. Dansk allerede i første klasse - grønlandsk som fremmedsprog fra tredie klasse. Det var dog ikke altid lige lykkeligt. En af de medvirkende i filmen fortæller. "I første klasse forstod vi slet ikke, hvad de danske lærere sagde. De kunne ikke tale grønlandsk, og vi kunne ikke forstå dansk. Det var mægtig sjovt."
Filmen citerer - pinligt - fra tidens skolebøger: "Danskerne er dygtige, og det skal grønlænderne også være." Efter hjemmestyret er det hele blevet vendt på hovedet. En grønlandsk sangerinde, der i sin tid mest blev undervist i dansk, formulerer det således: Man er ikke længere rigtig grønlænder, hvis ikke man taler grønlandsk.
Det er filmens synspunkt, at 80'ernes grønlandisering er mindst lige så problematisk som 60'ernes danskhedsbølge. Hvis grønlænderne ikke over en bred front kan klare sig på dansk (og helst også på engelsk) vil kun de udvalgte få kunne gennemføre en uddannelse - og Grønland vil få meget svært ved at klare sig.
En dansk arbejdsgiver, der har boet i Grønland i over 25 år uden at gide lære sproget, formulerer det på den måde, at han lukker af, når folk taler grønlandsk. Han hører simpelthen ikke efter. En lærling, der ikke taler dansk, vil ikke få meget ud af at være på hans virksomhed.
Hver gang man har skiftet politik, har man benyttet sproget som instrument eller ligefrem våben - og man har hver gang tabt en masse mennesker i svinget. Filmen mener, at de grønlandske skolepolitikere gør sig skyldige i en nedvurdering af grønlænderne, når de tilsyneladende ikke mener, at grønlandske elever er i stand til for alvor at tilegne sig mere end ét sprog.
Grønlandsk demokrati
Karin Parbst stiller provokerende spørgsmålet: Kan man overleve som demokrati, hvis et flertal i befolkningen ikke behersker embedsmændenes og arbejdsgivernes og de andre magthaveres sprog?
Sponsorfilm - dvs. film produceret for eller af et firma eller en interesseorganisation - er normalt ikke noget, vi anmelder her i bladet. Men der kan da være grund til at gøre opmærksom på en lille video fra TeleGreenland, som netop har haft premiere i Nuuk: Grønland - et informationssamfund, instrueret af Karen Littauer.
Ny kommunikationsteknologi vender op og ned på livet i Grønland. Trådløs transmission af data reducerer afstandene og skaber samtidighed. Et nyt net af satellitforbundne radiostationer er under opførelse, og har allerede nu betydet store omvæltninger: Hospitaler, skoler, erhvervsvirksomheder kan gå i direkte dialog med eksperter, kunder, elever i og udenfor Grønland. En specialist kan sidde på Rigshospitalet og deltage i diagnosticeringen af en fjern patient. Undervisere kan gennem en videokonference kaldes ind fra hele verden - uden at skulle flytte sig fysisk. Lars Emil Johansen rejser i filmen spørgsmålet om demokrati og samtidighed: Hvis grønlænderne vil ud af deres rolle som politiske tilskuere, kan de ikke længere bruge afstandene som undskyldning.
Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om sproget.
*"Inuttut Oqaatsikka/Mit sprog som menneske". Instr.: Karin Parbst. Video, 34. min. Distr.: SFC.
*"Grønland, et informationssamfund." Instr.: Karen Littauer. Distr. i Danmark: Nuka Film, tlf. 31 18 17 22.
