Læsetid: 4 min.

Manden som brugte sit liv

9. oktober 1997

I disse politisk korrekte tider er det irriterende med denne cigar- og piberygende Che Guevara, som lever sit eget liv 30 år efter sin død

KOMMENTAR
Tiden er politisk korrekt. Det vil historikerne sandsynligvis en gang inde i det næste årtusinde skrive om de sidste årtier af dette århundred. Det vil være deres signalement: de politiske korrekte år. Derfor er det også irriterende med denne cigar- og piberygende Che Guevara, som stadig dukker op.
Hvad skal alle disse bøger og biografier gøre godt for - lige fra den amerikanske forfatter og journalist Jon Lee Andersons 814 sider digre værk til tegneserien "Che for nybegyndere". En snes i alt. Rundt regnet. Bare i løbet af indeværende år, trediveåret for Ches død i Bolivia.
Hvad er det for noget, mener hans kritikere. Set i bakspejlet var det jo ikke imponerende, hvad han fik udrettet. Han deltog i en revolution på en ø i Caribien, der dengang, sidst i 50'erne, mest og kun i USA var kendt for kasinoer, pachanga og bordeller. Europæerne vidste lige så lidt om datidens Cuba, som Columbus gjorde, da han gik i land.
Følger man den tankegang, der er gængs blandt Ches kritikere, så er det jo rigtigt, som de hævder, at Che Guevara var med til at ødelægge den cubanske økonomi i den forstand, at han både som industriminister og nationalbankdirektør aldrig rigtigt og sådan dybt inderst inde var interesseret i sine høje embeder med tilhørende kontorer og privilegier.
Og han var også med til at retsforfølge og dødsdømme en række af den styrtede diktator, Fulgencio Batistas hærofficerer og højtstående politifolk. Der var blod på hans hænder. Og under oktoberkrisen i 1962 var han tilmed bidragende til at bringe verden på randen af en atomkrig, i den forstand at han ville beholde de sovjetiske missiler i Cuba.
Og således fortsætter den magtfuldt og dokumenteret. Anti-myten. Hans taler i FN og under de store tredieverdenskongresser først i 60'erne var konfliktsøgende og konfrontationsskabende i den grad, at de, selv om de vakte helt hysteriske bifald, fik de fleste af tilhørerne til at ryste på hovedet. Og resultatet, hvad blev det? Blev Den Tredie Verden måske en bedre verden at leve i? Næppe. Deri har kritikerne også ret.
Og hans tid i Afrika, hvor han ville gennemføre revolutionen, ikke den socialistiske men den mere uspecificerede, hvad fik han ud af det tiltag blandt slanger og overtro? Intet, udover at han endte alene på et hotelværelse i Dar Es Salaam uden en sag og uden et fædreland, han kunne vende hjem til. Atter et nederlag. Det kan ikke benægtes.

Værre forholdt det sig med Bolivia. 11 måneder i en glemt egn i et glemt land på et kontinent, Europa i hvert fald ikke interesserede sig meget for. Ingen tilhængere eller sympatisører. Små sejre i begyndelsen, men så nederlag på nederlag. Og så døden og i tredie år en ukendt grav. Altsammen et forløb der har nederlagets triste intethed over sig! Både i helhedsbilledet og i detaljen har kritikerne således inderligt ret. Det paradoksale er bare, at jo flere fejltrin, kritikerne kan påvise, desto større vokser myten Che sig. Det unddrager sig jo enhver fornuft!
Forklaringen er den ganske enkle: Che ville noget med sit liv. Han brugte det. Myten har sit kommercielle element. Men der er noget andet. Og dette andet opdager især unge mennesker. Og mens de ældre, belæste kritikere dør ud, fred være med dem, vokser nye årgange op, og de er, måske ikke hurtigt bedømt men et eller andet sted inderst inde, godt trætte af udsigten til et livsforløb med e-mail, internet og drømme, som kun de elektroniske medier og ugebladene drømmer for dem.
Og så vil de have noget andet. De vil have beretningen om et menneske, som ville noget andet og mere. For det vil unge mennesker. De vil noget andet og noget mere, før de år kommer, hvor de kun får stene for brød. De vil, om det så kun skal være gennem ganske få måneder, gøre oprør, stille spørgsmål ved gamle værdier, tvivle, søge, fraskrive sig alt og rejse ud i verden, vælte på motorcykel, komme godt fra alt muligt, finde en sag, sejre eller dø som Che Guevara gjorde det.
Det er en drøm, ja, ja. Men hvem har ikke drømt den drøm? Den politiske korrekthed, lige meget hvor korrekt den end måtte blive, ja, om så den udarter sig til at blive et politisk parti med flertal i folketinget, om så den har en talsmand og hver et eneste gadehjørne og en repræsentant i hver eneste boligblok og parcelhuskvarter, vil aldrig kunne bortviske denne drøm om at være det helt specielle og unikke, et menneske er og altid vil være, når det tager hånd om sin egen skæbne.
Det er forklaringen på myten Che Guevara. Den har, i alle de år, hans knogler lå i en massegrav i Bolivia, frigjort sig fra ideologien, fra dogmerne og fra sagen. Og den er vokset ud over og bort fra den tid, den historiske tid, hvor Che Guevara levede. Den er blevet tidsløs og universal. Den er blevet til det stof, drømme er skabt af.
Og siden de politisk korrekte endnu ikke har tiltaget sig så megen magt, at de effektivt kan forbyde unge mennesker drømme, så kaster de sig, surt og irriterende ud i et forsøg på at slå en død mand ihjel.
Men misforstå nu ikke! Jeg ved godt, at ethvert ungt menneskes oprør ikke begynder på den måde, at han eller hun en skønne aften smækker med døren og går ud i verden og hen over skulderen råber: "Jeg vil være som Che Guevara!"
Nej, råbet lyder: "Jeg vil være noget! Jeg vil bruge mit liv! Jeg vil gøre en forskel!"
Og det er sgu svært at kritisere!

Jan Stage fortsætter i Information lørdag i sporet på
Den sidste myte

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu