Jan Stages krigsreportager er farlig journalistik og nødvendige fragmenter til forståelse af krigens, borgerkrigens, statskuppets eller revolutionens natur
JOURNALISTIK
Det var meget lettere i gamle dage. Dengang krig var krig, mænd var mænd, og de gode bekæmpede de onde.
Dengang krigskorrespondenter bar uniform, var en del af den ene parts væbnede styrker og en villig og integreret del af dens propagandaapparat. Dengang sandheden var så dyrebar, at den måtte omgives af en livvagt af løgne, som Churchill så rammende udtrykte det. Det var kun i helt usædvanlige tilfælde, at krigskorrespondenterne slap forbi livvagten. Oftest var de iklædt livvagtens uniform.
De moderne krige er komplicerede, hadfyldte og brutale konflikter, hvor ven og fjende skifter roller i overensstemmelse med stemninger og taktiske nødvendigheder.
Løgnens livvagter bliver måske de eneste, der er tilbage af den churchillske metafor, fordi sandheden simpelthen ikke længere er konkret. Måske - hvad ved vi - er der så mange sandheder, at overblikket, præcisionen og den endegyldige analyse er en umulighed og selv forsøget på at foretage den er dømt til at mislykkes.
At vælge side
Krigene - og journalistikken om dem - har grundlæggende ændret karakter i de sidste årtier - ikke mindst efter murens fald. Opgøret med den traditionelle, rapporterende journalistik kom i form af new journalism i 70'erne, hvor journalisten satte sig selv i centrum i en fabulerende, meget velskrevet blanding af reportage og analyse.
I dag er der opstået en central og meget relevant diskussion om journalistik, fremprovokeret af den jugoslaviske borgerkrig: Journalism of attachment - et forsøg på et opgør med den traditionelle neutrale iagttager-journalistik.
Debatten blev igangsat af den førende britiske krigsreporter, BBC's Martin Bell. Bells holdning er, at der findes situationer og konflikter så enestående brutale, at journalisten ikke kan tillade sig at være neutral. Derfor traf han den særdeles u-journalistiske beslutning at vidne ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Martin Bell er i øvrigt nu forhenværende reporter og Underhusets eneste medlem uden partitilknytning, idet han stillede op imod et konservativt parlamentsmedlem, der var gennemkorrupt.
Kongerækker og krige
Halvfemsernes informationsbombardement - fra folkeskolen til hybridnettet - er i større og større grad baseret på oplevelser. Tv, der er det moderne gennemsnitsmenneskes allervigtigste informationskilde - er et oplevelsesmedie. Skolerne lægger større og større vægt på oplevelserne. 60'er-generationens opgør med udenadslære af kongerækker, tyske grammatiske remser og den, der skriver d i gjort, han skal ha' sin ende smurt, er fuldført. Lidt groft kan man hævde, at vi i dag har en ny generation, der på bestemte fokuspunkter har en stor oplevelsesviden.
Til gengæld mangler den en historisk sammenhæng. Overblikket over det historiske er ofret til gengæld for oplevelsen af det historiske.
Den sidste påstand er Jan Stages. Fremsat en stegende varm sommereftermiddag over et glas rødvin omgivet af stokroser i en baghave på Nordfalster. Danmarks førende (eneste?) krigskorrespondent par excellence blev 60 i begyndelsen af året.
Mens størstedelen af denne verdens krigskorrespondenter (denne korrespondent inklusive) allerede i 40 års-alderen eller tidligere begynder at skifte spor, fordi kynismen lurer, de yngre korrespondenter truer, familien forpligter, helbreddet bekymrer eller en anden karriere lokker, har Jan Stage ikke ladet sig forpligte, lokke, true eller bekymre. Han har konsekvent forfulgte to mål på samme grundlag. At blive en bedre skribent både som journalist og skønlitterær forfatter.
Den bedste stilist
Hans udgangspunkt er altid krigene. Både på hjemmefronten og udefronten. Hvis der da overhovedet findes fronter i moderne krige.
Hans formidlingsmæssige styrke er uantastelig. Den evige konflikt mellem det litterære og det journalistiske gør ham sårbar overfor den skråsikre finlitterære kritik - og tilsvarende sårbar overfor en gammeldags, traditionel journalistisk analyse. Sandheden i hans fantasi er lige så kontroversiel som fantasien i hans journalistik.
Hans seneste bog Krigskorrespondent er en antologi over hans korrespondentvirksomhed - udvalgt og sparsomt kommenteret (heldigvis!) af ham selv. Hans produktion som journalist er naturligvis langt større - og strækker sig længere tilbage end det, som bogen indeholder. Stages forfængelighed har forbudt ham at tage eksempler med fra de (gode?) gamle dage, da han skrev bøger som Se, det er altså Cuba eller Algeriet, år 12 i 60'erne.
Hvis man sammenligner dem med hans seneste bøger og denne imponerende samling af reportager, kan man se en bastant udvikling af form og indhold. Næsten svarende til de udviklingstrin, som journalistikken har gennemgået i de forløbne 35-40 år. Tilsat en sproglig udvikling, som har gjort Jan Stage til måske Danmarks bedste stilist på området.
Den nødvendige tvivl
Krigskorrespondent bør være obligatorisk læsning for journaliststuderende på det stigende antal journalistiske uddannelsessteder. I øvrigt også for de, der interesserer sig for, måske endog studerer det danske sprog, som Jan Stage mestrer med en næsten manipulerende overlegenhed.
Men også vigtig læsning for de, der ønsker at komme i tvivl. Og de, der bør komme i tvivl. I den konstante jagt efter en eller anden form for sandhed, er tvivlen den bedste hjælper. Jan Stage skaber både direkte og indirekte denne nødvendige tvivl.
Forsøget på at finde frem til sandheden i en konflikt, hvor de menneskelige tragedier tærer lige så meget på iagttageren, som iagttagerens konstante kamp for at holde sig selv i live og nå frem til nærmeste telefon. I Bosnien, Zaïre, Uganda og Afghanistan findes der så mange konkrete sandheder, at den vigtigste information for oplevelsesgenerationen bliver stemninger, mennesker, dialoger og små fine detaljer.
Her er Stage ikke bare dygtig - i flere tilfælde bliver beskrivelserne og dialogerne mesterværker. Ligesom den perfekte radioreportage er enestående, fordi den giver lytteren mulighed for at lave sine egne billeder af en virkelighed, giver Jan Stage os den samme chance.
Dilemmaets tid
En af journalistens traditionelt væsentlige opgaver er at bringe orden i kaos. Han skal stige lodret op i den journalistiske helikopter og nå den højde, hvor både overblikket og detaljen fastholdes.
Et væsentligt problem for journalistikken i dag - uanset om emnet er krige, politik eller økonomi - er, at på trods af et journalistisk skarpt blik bliver emnerne mere og mere kaotiske. Journalisten griber derfor automatisk til kikkerten og tele-objektivet. Det er lettere, mere salgbart, mere slagkraftigt. Detaljerne tegner sig fint, personerne er genkendelige. Men situationerne bliver mere og mere kaotiske og komplicerede.
Sandheden findes måske et eller andet sted på internettets milliarder af bits eller hundredetusinder af databaser. Men journalistikken bliver til glimtvis erkendelse, fragmenter af et overblik.
En klog mand fra Århus sagde for et par år siden, at den moderne journalistik i langt højere grad bliver beskrivelser af dilemmaer end beskrivelser af sandheder.
Fra alle fronter
Set i det lys er den 60-årige Jan Stage en meget moderne journalist. Han har for egen regning (og risiko) skabt en form for journalistik, der forener dele af den gamle, traditionelle og konkrete reportage med egne oplevelser, egne private stemninger og holdninger i new journalism og den Martin Bellske Journalism of Attachment.
I Stages univers lurer kynismen konstant i baggrunden - hans reportager om krigene er også reportager om hans egne private krige - inklusive den, der glimtvis raser inde i ham selv.
Stages opgør med hjemmefronten - eller er det hjemmefrontens opgør med ham? - tilføjer en nødvendig dimension til hans intense opvågnen fra og opgør med med den cubanske revolutionsdrøm - måske bogens stærkeste afsnit.
Stage trives bedst i den kaotiske konflikt. Golfkrigen med dens totalt kontrollerede og manipulerede "løgnens livvagter" var ikke noget for ham. Mens hans oplevelser af Golfkrigen fra en villavej i Washington D. C. bidrager betydeligt mere til forståelsen af denne konflikt end talrige beretninger om våbentyper og Nintendo-videoer af smarte bomber, der rammer hver gang.
Og midt i alle oplevelserne og stemningerne fornemmer læseren, at skribenten kan sin kongerække.
Uafviseligt
I stilen, holdningerne og indholdet har Jan Stage hentet inspiration hos to andre skribenter. I stilen og den latinamerikanske fabuleren hos Gabriel Garcia Marquez - og i indgangen til krigsreportagen hos den fremragende polske journalist og forfatter Ryszard Kapuscinski. Det er ikke nogen tilfældighed, at Jan Stage har oversat dem begge til dansk.
I langt de fleste tilfælde er antologier af denne type vanskelige. Journalistik lever ifølge sagens natur ikke meget længere end næste dags avis eller tv-nyhedsudsendelse. Selv god reportagejournalistik forekommer uendeligt out-of-date efter kort tid. I Danmark ser vi kun meget få af dem, fordi landets størrelse og købekraft stiller store krav til forlæggeres mod på dette område.
Tilfældet Krigskorrespondent er undtagelsen, der bekræfter regelen. Måske fordi det ikke bare er journalistik. Det er farlig journalistik, fordi den bevæger sig i yderzonen mellem journalistikken og litteraturen. Der, hvor risikoen er størst og mulighederne endnu større. De, der vil have rene linjer, forklaringer, analyser, og stringente holdninger får det svært med Stage, ligesom han tydeligvis har det svært med dem.
I en tid, hvor dilemmaer og oplevelser spiller en større og større rolle, er Jan Stages oplevelser og dilemmaer både relevante og provokatoriske.
De kan afvises som fiktion, men er fastlåst i en virkelighed. De kan afvises som her-og-nu journalistik uden perspektiv eller relevans for den dybere forståelse.
Men de kan ikke afvises som nødvendige fragmenter til forståelse af krigens, borgerkrigens, statskuppets eller revolutionens natur. Både i og udenfor Danmark.
*Jan Stage: Krigskorrespondent. Udvalgt af forfatteren. 320 s. 299 kr. Forlaget Møntergården
Lasse Jensen er journalist og har tidligere arbejdet som krigskorrespondent - ved flere lejligheder sammen med Jan Stage
