Læsetid: 7 min.

Mandlighedens positioner

14. oktober 1997

Mandekunst? Næppe, men kunst skabt af fem mandlige kunstnere, der tager livtag med de store begreber, kan ses i det Københavnske i efterårsferien og videre frem

RUNDT I KUNSTEN
Overskriften er affødt af det faktum, at kunstrunden sjældent eller aldrig omfatter kunst, alene skabt af mandlige kunstnere. Hertil er der ganske enkelt for mange gode kvindelige kunstnere.
Fem udstillinger er imidlertid ekstra seværdige, uanset kønnet, der har frembragt dem. Således den epokegørende udstilling Dopo la storia (efter historien) med Christian Lemmerz' nye værker. Epokegørende ikke mindst, fordi han for første gang i mange år har anvendt et for billedhuggere ganske traditionelt medie, som unge kunstnere ellers for længst har lagt bag sig: Den hvide marmor fra Carrara. Og at han mestrer den kunst at håndtere en mejsel, kan ingen betvivle efter at have set hans to glatte 'hoveder' på deres høje jernpiedestaler i galleriets hvide kube.
Galleriets hvide tomhed blænder næsten betragteren. I hvert af de to rum hænger to grunderede, hvide lærreder i kæmpeformat. Og midt i rummene står de to nævnte, næsten ens hoveder i perfekt hvid marmor. 'L'una' (den ene) danner profil mod 'Emet', som betyder sandhed på hebraisk, mens 'Der Zwilling' (tvillingen) er placeret foran 'Met' (død på hebraisk), oversætter galleristen for undertegnede analfabet, der ikke læser hebraisk. Fra siden ser man de to hoveders profiler op imod de tomme, hvide lærreder. Skulpturer og lærreder trækker forbindelseslinjer tilbage til Lemmerz' firser-relieffer 'Im Wasser geschrieben', hvor han lod fingrene 'male' i den hvide gips.
De to hvide lærreder repræsenterer altså både sandheden og døden, og da de er identiske, kan man hurtigt afkode kunstnerens semiotiske pointe; at de visuelle ligheder ophæver de metaforiske forskelle. Tegn og betydning går i èt; forskellen mellem sandhed og død ophæves.
Betragteren rammes - og lammes næsten - af den sakrale stemning, der hersker i galleriet. Den hvide marmor, de 'nekrosankte', næsten identiske ariske tvillingehoveder, der er 'spiddet' på de høje søjler af jern, som hovedjægerne gør det i Borneo, og de store hvide lærreder danner tilsammen et dødens stille rum. Det er stærkt og som altid, når Lemmerz folder sig ud, helt enkelt, og dog ikke for begyndere på det konceptuelle plan. Han har udtalt, at han med titlen hentyder til "landskabet før katastrofen, hvor alt frygter nye begyndelser, hvor alle værdier, gestus og æstetikker står for at få deres første betydning". I denne sammenhæng kan måske også opfattes et signal om, at han er i fuld gang med at give marmoret en renæssance her på kanten til det nye årtusind. I Louisiana står således hans ni tons tunge marmorskulptur 'Platons hule' foran indgangsportalen og vidner om, at vi kun har set begyndelsen til denne marmorets renæssance i 90'erne.

Melding fra de dødes rige
Marco Evaristti blev behørigt præsenteret her i bladet i et interview den 4. september. Nu udstiller han i København, i det nyåbnede Galerie Susanne Højriis, beliggende over Galerie Mikael Andersen på den celebre Bredgade-adresse nr. 63. 'Broadway' er efterhånden blevet et begreb i dansk kunstliv, for her ligger ikke mindre end seks gallerier, der viser nogle af dansk kunstlivs mest interessante udstillinger. På udstillingen Talking Silence tematiserer Evaristti tavsheden før og efter døden i en række malerier, litografier og bearbejdede negativer, der alle optræder i serier på seks og med kunstneren selv som motiv.
Det er barske sager det her. Denne gang maler han ganske vist ikke med blod, men alle værkerne afspejler på uhyggelig vis døden. I litografierne medvirker forfatteren Bent Q. Holm, som i nogle tætte lyriske tekster sætter ord på døden: "Lidt skosværte, min fine hvide skjorte/ ønsk mig god rejse" eller "Når øjnene først har vænnet sig til mørket/ ser du kælderen hvor du skal bo", lyder den makabre melding fra de dødes rige.
Samtlige billeder viser Marco Evaristti med en form for 'mundkurv' på. Enten er hans læber sammensyede, eller han har fået påsyet en lynlås, en hængelås, læberne penetreres af stifter etc. Her ses piercing-generationen i en pervers konsekvent udgave. I maleri-installationen 'From Statements to Postulates of Fiction', der består af seks gange fire malerier indrammet af sorte stålrammer, er motivet igen hans ansigt, men dette ansigt forsvinder efterhånden, og tilbage i asken ligger nu kun ikke-nedbrydelige materialer som lynlåse og hængelåse.
For Evaristti er konceptet overordnet i forhold til den kunstneriske frembringelsesproces, formovervejelser m.v. Alligevel fornægter hans æstetiske sans sig ikke, men man kan måske indvende, at budskabet er lovlig tydeligt. Ligesom på hans nyligt afholdte udstilling i Galerie Andersen & Jul i Aalborg, hvor han malede med blod og viste en stor fotostat af automobiluheld i Bangkok, er det hans ønske at fortælle os, at døden er allestedsnærværende: At man kan bruge den som en mulighed for fornyet liv, ligesom vi kan risikere at dø hver eneste dag. Hvis nogen skulle have glemt det.

Skyggebilleder
Peter Mandrup viser i Galleri Christian Dam en række malerier og tegninger fra de seneste to år på udstillingen Skyggestempler. Hermed peger han på et paradoks. Skyggen er flygtig som fuglen. Den lever kun i kraft af lyset og skikkelserne. Kunne den have en materiel side og sætte et bevidst og villet aftryk, der - afgjort på forhånd - blev siddende for altid?, synes kunstneren at spørge. Men måske har udstillingen også fået sin titel, fordi Mandrups malerier og tegninger har de karakteristiske, brækkede kulører i overvejende grå. Skyggegrå. Herpå maler han gestisk, ekspressivt og intuitivt sine 'tegn' eller skygger, overvejende i sort. Det er 'doodles' - krusseduller - eller 'gitre', som rammer fladen ind og nogen gange bliver et vildnis af streger. Inden da har han gnedet maling i forskellige nuancer ud på fladen, som derved bliver 'mudret'. Resultatet er et maleri, der er beslægtet med den abstrakte ekspressionisme, som vi kender den fra for eksempel Troels Wörsel, men der er også referencer til Baselitz og Penck (som Christian Dam nu udstiller i sin nyåbnede Oslo-filial).
Peter Mandrup arbejder lagvis og opbygger billedet, således at de underste lag 'snakker med' og afgiver betydning til billedets fortælling. Mandrups nye billeder og tegninger afviger - trods deres ens tonalitet - meget fra hinanden med en stor individuel variation til følge.

Skybilleder
Peter Sommerlund arbejder videre med sine æteriske malerier. Han udstiller nu 22 malerier med skymotiver, der ligger et lidt andet sted end hans tidligere, mere romantiske skybilleder: Han tillader sig at lave en hel række 'faut-pas'er' i form af sort maling, der klatter, eller som løber ned ad lærredet og danner 'gitre', således at det store, rene kosmos brydes af noget taktilt, noget der forstyrrer harmonien og skaber dramatik og uro. Der er virkelig ved at ske noget i Sommerlunds billeder, hvis motiver synes at gestalte hele verdens begyndelse - eller hele dens slutning, om man vil. Noget afgørende er ved at ske, hvad enten vi benævner dette udefinerlige implosion, eksplosion eller skabelse. Og smukt og følsomt er dette store malet.

Foto uden paparazzi
Vi har i de forgangne måneder hørt nok om indiskrete paparazzi-fotografer, der med deres mega-zoom overskrider kendte menneskers urørlighedszoner og udstiller deres liv i massernes foretrukne organer: Frokostaviserne og ugebladspressen. Det er derfor tankevækkende at se samme fotografiske teknik anvendt i et mere filosofisk ærinde: Beat Streuli, der er født i Schweiz, har ved hjælp af sin telelinse zoomet ind på helt tilfældige mennesker, der bevæger sig rundt i metropolerne på vej til arbejde, møder eller måske helt uden mål. Enten portrætterer han dem gruppevis, eller også fremstår de som enkelt-individer, der - uvidende om, at de bliver portrætteret - gerne fanges i et følsomt eller eftertænksomt sekund. Her er en mand fra Tokyo på vej over gaden i sin karrygule cardigan med en indadvendt glæde i blikket, dér sidder nogle arbejdere i rygvendt profil og funderer over tilværelsens mørke sider.
Da fotografierne er i kæmpeformat, giver de associationer i retning af renæssancens store fyrsteportrætter. Her er fyrsten dog skiftet ud med massemennesket, med os selv, når vi går på gaden. Og fotografierne kunne være taget i en hvilken som helst storby, idet de specifikke urbane kendetegn er bortvisket på grund af zoomet på ansigter og torsoer. Det er således en pointe, at vi dykker ned i tilfældighedernes hav og dér ser subjekter defilere forbi, der - nøjagtig som os selv - går rundt og rummer en hel, indre verden.

*Christian Lemmerz: Dopo la storia. Galleri Faurschou, St. Strandstr. 21, 1. sal. Ti.-fr. 11-18, lø. 11-14. Til 8. nov. nMarco Evaristti: Talking Silence, Galerie Susanne Højriis, Bredg. 63, 1 sal. Ti.-fr. 13-17:30. Til 25. okt.
*Peter Mandrup: Skyggestempler. Galleri Christian Dam. Bredg. 23. Ma.-fr. 11-18. lø. 11-16. Til30. okt.
*Peter Sommerlund: 22 nye malerier. Galleri Edeling. Ma.-fr. 11-17:30, lø. 11-14. Til 30. nov. Lukket 7.-18. nov. p.g.a. Köln-messen.
*Beat Streuli: Nye fotografier fra New York, London og Tokyo. Galerie Mikael Andersen. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-15. Til 1. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu