Læsetid: 7 min.

Vi mangler respekt for storheden i døden

23. oktober 1997

Prioriteringen af behandlingen af unge fremfor gamle har skabt den baggrundsmentalitet, der overhovedet gør det muligt, at gamle på et plejehjem kan blive ombragt, siger filosoffen Peter Kemp

Peter Kemps far døde, da man ville flytte ham fra det plejehjem, hvor han boede til et andet. Han blev ikke direkte myrdet, men alligevel har den gamle hr. Kemps oplevelser relevans for den aktuelle sag på Vesterbro, hvor 22 plejehjemsbeboere er døde under mystiske omstændigheder.
For sagens kerne var den ligegyldighed med de gamles velbefindende og med kvaliteten af plejehjemmet - som var et godt plejehjem - som politikere og administratorer udviste, og som også er en del af baggrunden - en del, som ikke kan bortforklares - for, at de 22 mord har kunnet finde sted - hvis de har fundet sted.
"De ville lukke hjemmet og sprede de gamle på større, mere moderne - og i øvrigt dyrere - plejehjem," forklarer Peter Kemp.
"Flere gamle døde, da de havde hørt, de skulle flyttes."
"Min far døde den dag, hvor han som den sidste skulle derfra. Det var naturligvis en bedre timing end forudset, men sagens kerne er stadigvæk, at man ikke lægger vægt på, om de gamle har det godt, men udelukkende på de materielle fornødenheder, de teknisk-administrative og økonomiske aspekter. Kærlig omsorg bliver ikke prioriteret, kun at tingene fungerer."
"Vores forhold til pleje er i en alvorlig krise. Vi har udviklet en kultur, der tror, at de materielle fornødenheder er de vigtigste, og det har ført til en forgrovelse af mentaliteten i det hele taget. Der indgår overhovedet ikke omsorg i lægeuddannelsen, den er blevet til en naturvidenskabelig 'bis'-uddannelse, en sideuddannelse".
"De personlige relationer er gledet i baggrunden, og det betyder, at de ikke kan undgå at forfalde. Vi ved efterhånden ikke, hvordan vi skal forholde os, hvis vi ikke kan gøre noget teknisk. Lægerne ved det slet ikke!"
- I en anden aktuel plejehjemssag, den om ISS i Solna i Sverige, blev det sagt, at de gamles velfærd var truet, fordi der ikke var tid til at vende dem, skifte ble på dem og sørge for tilstrækkelig væske. Det vil jo omvendt sige, at velfærden anses for at være sikret, hvis der ikke går koldbrand i liggesårene, folk er tørre og i øvrigt holder vandstanden?
"Det starter et andet sted. Hvis vi havde omsorgen for hinanden, ville man jo skrige op længe før, problemet blev til et spørgsmål om at vende folk i sengen. Det er en forkvaklet måde at stille problemerne på, men den hænger sammen med en generel mentalitet. Der er tale om en forgrovelse i tænkningen."

Udsagn har konsekvenser
- De 22 på Vesterbro er jo ikke et enkeltstående eksempel. De samme er sket flere gange i Norge, det er sket i Østrig, i USA og også andre steder. Hvordan opfatter du denne massive forekomst af eutanasi på plejehjem?
"Hvis det er rigtigt, at der er sket 22 mord på Vesterbro-plejehjemmet, så er det et eksempel på, at det ikke er uskyldigt, hvad man siger. At den måde, man taler om gamle på, har konsekvenser. Det har konsekvenser, at man lader forstå, at de er overflødige, taler om, at 'livslængde og livskvalitet' ikke 'nødvendigvis' hører sammen eller opstiller ekstreme eksempler som spørgsmålet:
Hvis der bliver bragt en 30-årig og en 90-årig ind på skadestuen på samme tid, skal man så ikke tage den 30-årige først? I det sidste tilfælde bruger man et ekstremt eksempel som argumentation for en generalisering, og det er dødsensfarligt, fordi man derved sætter den ind i en anden sammenhæng, og således åbner for muligheden af, at argumentet kan bruges i andre sammenhænge også."
- Det har været fremført, at kvinden er gal. Tror du, man skal være gal for at begå den slags handlinger?
"Dette er ikke et spørgsmål om galskab eller ej. Det at kvinden finder på det, hvis hun er gal, og hvis hun har fundet på det - hun er jo ikke dømt endnu og hun er uskyldig indtil hun er dømt - hænger sammen med det, de ikke-gale siger. Galskab er ikke uafhængig af kultur og miljø. Det er de normales problemstillinger, argumenter og holdninger, der former galskaben."

Baggrundsmentaliteten
"Ingen diskussion er etisk neutral, der er ingen beskrivelse, som ikke er normativ. Hvis man forholder sig neutralt, er man også neutral overfor ting, man ikke skulle være neutral overfor. Der findes intet frit intellektuelt stade, vi har ansvar for, hvad vi siger, og læger og filosoffer har et særligt ansvar. Diskussioner om, hvorvidt man ikke hellere skal bruge pengene på unge mennesker end på gamle er nemlig med til at skabe en baggrundsmentalitet, der giver lidt bedre samvittighed til dem, der drager den konsekvens at give de gamle lidt aktiv dødshjælp. Den type argumentation betyder, at vi langsomt mister sansen for omsorgen for et andet menneske. Man ser bort fra konsekvenserne af sine udsagn på langt sigt."
"Med lægerne er det helt ekstremt. Hvis de ikke kan gøre noget overfor meget syge, går de ofte helt i baglås."
Peter Kemp understreger, at han ikke hentyder til Etisk Råd i denne forbindelse. Rådet har efter hans mening holdt den fornuftige linje hverken at legitimere betragtninger som ovenstående eller udelukke eventuel dødshjælp i konkrete tilfælde."
- Siger du, at det er bedst, at der eksisterer en lovgivningsmæssig gråzone mellem livet og døden?
"Ja, det mener jeg. For man kan ikke lovgive sig ud af et ægte dilemma. Der må de implicerede påtage sig at tage stilling og træffe beslutningen."
- Ser man tilbage, så er det tydeligt, at diskussionen om hjernedødskriteriet og indførelsen af det, fra begyndelsen har været kædet sammen med spørgsmålet om organtransplantation.
"Det er klart, at det er et eksempel på den instrumentelle tænkning, jeg kritiserer, men i det aktuelle tilfælde har det vel ikke haft den store betydning. Gamle mennesker er jo dårlige organdonorer."
"Men selvfølgelig hænger også dette sammen med mentaliteten. Organdonation bør efter min mening ikke være anonym. Er den det, bliver den et samfundsanliggende og en teknisk løsning, og det må den aldrig blive. Men at et menneske kan give et andet noget, kan jo være en meget smuk tanke."
"Hele den kolde måde, vi forholder os på, og som vi tror er 'realistisk' og 'jordbunden' er i virkeligheden en ekstrem åndeliggørelse, hvor man tror, at man kan indtage et intellektuelt stade og vurdere ovenfra og ned. I virkeligheden er det udtryk for, at vi har glemt kropsligheden, det at give og modtage mellem kropslige væsener, der gør det af egen fri vilje. Det kan nemlig selv gamle og eventuelt reducerede folk gøre. Blot ved at være til stede, ved et håndtryk eller lignende. Vi er i den grad blevet en ikke-kropslig kultur, at der ikke går længere!"
- Det hænger vel også sammen med, hvordan vi i vores kultur opfatter døden?
"Jeg vil hellere tale om, hvordan vi opfatter måden at dø på. Det er afgørende, at man ikke bare opfatter det som en funktion, der hører op, men også en afsked, et tab, en given slip på livet. Den, der bliver tilbage kan kun ledsage, være der, sørge for en god atmosfære. Og hvis læger og plejepersonale ikke kan forstå det, bør de holde sig langt væk."
"Nej, som svar på dit spørgsmål vil jeg snarere sige, at det handler om en manglende opfattelse af døden. Der er ingen!"
"At ledsage vil også sige at være til stede, når den døde er død. At våge, at sørge. Blandt andet derfor er hjernedødskriteriet problematisk."
- Der er vel også stadigvæk folk, der gerne vil dø selv og selv bestemme hvordan?
"Også det er meget besværligt. Alene at få en hjemmesygeplejerske, en seng og et iltapparat hjem kan tage dagevis - og så kan patienten være død i mellemtiden. Det er ekstra paradoksalt, fordi det endda er billigere. Men alt skal helst ind på hospitalet, hvad enten det er godt eller ej. Vi har ingen respekt for storheden i hverken fødsel eller død."
"Men jeg vil nødig over i, at man selv kan blive udsat for det samme. Det er ikke en gyldig argumentationsform i mine øjne."
- Jeg tænker mere på, om teknificeringen fører til, at man glemmer sin egen dødelighed?
"Det er rigtigt, at problemet hænger sammen med troen på, at den videnskabelige ånd overlever alt, at den er udødelig. I den aktuelle sag tror jeg også, at det er et problem, at man har afskaffet det samlede lægesyn for hospitaler og plejehjem. Der er ingen, der har ansvar for noget samlet."
"Det står værre til end jeg troede, da jeg i 80'erne begyndte at studere medicinsk etik. Jo mere indblik jeg får i området, jo større viser krisen sig at være for omsorgsbegrebet. Vi trænger til en debat om omsorgsetik," siger filosoffen Peter Kemp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu