Læsetid: 5 min.

Fra medlemspleje til stemmefiskeri

29. oktober 1997

Lars Biles nyttige bog om 35 års udvikling i de politiske partier argumenterer for dårligt for, at partierne og folkestyret ikke er i krise

Ny bog
Lars Billes bog Partier i Forandring egner sig ikke til godnatlæsning, men det har heller ikke været formålet. Den til tider lidt tørre gennemgang af det store empiriske materiale, der ligger til grund for Billes hypoteseundersøgelser, indeholder imidlertid mange spændende deltaljer om de politiske partiers udvikling og det billede, de tilsammen tegner af partier i forandring.
Billes bog har to gennemgående temaer. For det første at følge udviklingen i de politiske partier i perioden 1960-1995 for at vurdere, om der er fremkommet en ny partitype. For det andet at vurdere, hvilken indflydelse eventuelle partiforandringer har haft på partiernes placering det danske folkestyre.
I et indledende afsnit om "Partier og demokrati" er Lars Billes hovedpåstand, at der er en tæt sammenhæng mellem folkestyre og partistyre. "De politiske partier er det eneste bindeled mellem vælgerne og de valgte, der i vort demokrati er placeret på den elektorale arena samtidig med, at de er placeret i Folketinget og i regeringen, hvor de skal træffe bindende beslutninger med gyldighed for hele samfundet," skriver Lars Bille, som i forsøget på at opstille en definition på et politisk parti må nøjes med en minimumsdefinition: "Et politisk parti er en gruppe personer, som under en fælles betegnelse opstiller kandidater til offentlige valg til de politiske forsamlinger, og som typisk er i stand til at få indvalgt kandidater heri."
Med den definition har Lars Bille ikke sagt for meget! Mere kan han måske heller ikke sige, for de politiske partier er forskellige, som det fremgår af bogen, hvor fire gamle - Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det radikale Venstre - og fire nye partier - Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti - sættes under lup.
En af de klassiske definitioner på et politisk parti, som Lars Bille refererer, er Edmund Burkes fra 1770. Den understreger partierne betydning som menningsfællesskab med en fælles ideologi. En sådan definition på et parti giver selvsagt ikke megen mening over for f.eks. CD, der gør en dyd ud af ikke at have nogen ideologi.

Billes hypoteser
Lars Bille opstiller i alt otte delhypoteser, som bliver undersøgt. Konklusionerne er meget kortfattet:
Partierne har haft en stor medlemsmæssig tilbagegang. De politiske partier havde 600.000 medlemmer i 1960 - i 1995 kun 200.000.
Medlemmernes indflydelse på partierne i den pågældende periode er ikke blevet mindre set i forhold til repræsentation på landsmøder/kongresser.
Medlemmernes indflydelse på partiledervalget er uændret.
Medlemmernes indflydelse på valg af folketingskandidater er ikke blevet formindsket
Medlemmernes betydning for partiernes finansiering er faldende, og betydningen af den offentlige finansiering er vokset specielt for de gamle partier og i lidt mindre grad for de nye partier. Når det gælder organisationsstøttens relative betydning er den svagt faldende for de store gamle partier, men Lars Bille må på grund af hemmelige partiregnskaber indtil "lov om private bidrag til politiske og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber" blev gennemført til dels bygge dette på formodninger. Lars Bille påpeger i øvrigt en lapsus i forhold til nævnte lov. Personer uden for partierne har ikke pligt til at offentliggøre regnskaber for anvendelsen af den offentlige partistøtte. Så Jacob Haugaard er altså sluppet for at udarbejde regnskab over uddeling af øl og pølser m.v. for skatteborgernes penge!
Med nogen usikkerhed i forhold til materialet konkluderes, at de de vælgerorienterede aktiviteter ikke er blevet forøget på bekostning af de medlemsorienterede.
Antallet af professionelle og specialister i partierne er steget - fortrinsvis i parlamentspartierne fremfor medlemspartierne.
Med et kvalificeret skøn vurderer Lars Bille, at partiernes afhængighed af frivilligt arbejdskraft er faldet, mens brugen af ekstern ekspertise er steget. Lars Billes hovedkonklusion er på den baggrund, at partiorganisationerne har bevæget sig "fra at være medlemstunge organisationer med en stærk artikulation mellem en klart afgrænset kreds af sympatisører og et lederskab, der i vid udstrækning var afhængig af og ansvarlige over for medlemmerne gennem de interne partikanaler hen imod centraliserede og professionelle eliteorganisationer, hvor partiledelserne i stigende grad er blevet mere optaget af at pleje vælgerkorpset og medieverdenen end af at pleje medlemmerne for at sikre sig ressourcer, støtte og godkendelse."

Krisen ikke tilbagevist
I bogens afsluttende kapitel genoptages diskussionen om partierne og demokratiet. Her forsøger Lars Bille at ramme en pæl igennem myterne om, at partierne og dermed demokratiet er i krise. Det gør han ikke særligt overbevisende!
Men det afhænger naturligvis af, hvordan man ønsker, de politiske partier skal varetage funktionen som bindeled mellem vælgere og folkevalgte, og hvilket demokrati vi vil have.
Netop fordi partierne, med Lars Billes udtryk, er unikke som bindeled mellem vælgere og folkevalgte, er det efter min mening et kæmpemæssigt demokratisk problem, at stadig færre deltager i de politiske partiers arbejde endsige er medlem af et politisk parti. De politiske partier repræsenterer stadig færre og rekrutteringsgrundlaget for valg af kandidater bliver mindre.
Jeg forstår ikke, at Lars Bille kan og vil være så sikker i sin påstand om, at partierne og demokratiet ikke er i krise, når han i øvrigt konkluderer, at partiledelserne i stigende grad er optaget af at pleje vælgerkorpset og medierne!?
I den forbindelse skal det være min påstand, at udformningen af partistøttereglerne i høj grad er med til at øge vælgerorienteringen, fordi det er antallet af vælgere, der giver udbetaling ved kasse ét!

Kommende forskning
Jeg savner derfor i bogen en drøftelse af forskellige muligheder for tildeling af partistøtte. Med de nuværende regler, hvor partistøtten tildeles efter antal stemmer ved valgene, så er reglerne med til at fremme partier, der i endnu højere grad søger at blive effektive valgmaskiner. Det bliver på bekostning af medlemsplejen. Hvad med bl.a. at lade partistøtten afhænge af antallet af partimedlemmer eller medlemsrelaterede aktiviteter?
Uanset min uenighed med Lars Bille, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt partierne og demokratiet er i krise, så giver hans bog et godt overblik over forandringen i de politiske partier, der er sket i perioden fra 1960-1995. Bogen er også med sine mange tabeller et fint opslagsværk at have stående på hylden.
Lars Bille påpeger, at der ligger en stor forskningsopgave og venter på at blive løftet, når det gælder om at se på den reelle udvikling i styrkeforholdene og medlemsindflydelsen i partierne. Mere skråsikker er han ikke, fordi undersøgelsen vedrører f.eks. den formelle medlemsindflydelse jo ikke nødvendigvis afspejler den reelle, hvilket Bille selv gør opmærksom på.
En undersøgelse af dette vil imidlertid kræve et ganske andet materiale end det, som Lars Bille har undersøgt og tilvejebragt i Partier i Forandring, og et nyt forskningsprojekt.
Mens vi venter på, at den nye forskeropgave bliver løftet, kan forventningens glæde stemmes ved at læse Lars Billes bog.

*Lars Bille: Partier i Forandring - En analyse af otte danske partiorganisationers udvikling 1960-1995. Odense Universitets Forlag, 386 sider, 298 kr. Udkommer i dag

*Jann Sjursen er formand for Kristeligt Folkeparti og tidligere energiminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu