Læsetid: 4 min.

Mellem Tussaud og Disney

21. oktober 1997

Glimt fra dødens temapark - Den såkaldte Brit Art-bølge holder sit indtog på Manhattan

DERUDE
Siden Jeff Koons' herostratisk berømte udstilling Made in Heaven på det mondæne Sonnabend Gallery i 1991 er der få begivenheder i New Yorks kunstliv, der har vakt så megen forargelse som de britiske Dinos og Jake Chapmans show hos Gagosian Gallery dette efterår.
Koons skabte røre ved at udstille en serie pornografiske glansbilleder, der uden at lægge fingrene imellem viste hans rosenrøde seksuelle eskapader sammen med sin daværende hustru, den italienske pornostjerne og politiker Cicciolina. Mens den amerikanske kunstner således hyldede kærligheden, seksualiteten og banaliteten, har de to briters værk anderledes dystre undertoner.
Six Feet Under er titlen på den bizarre totalinstallation, der fylder hele det store galleri, fra gulv til loft. Værket er udformet som en dyster katakombe, en dødens og mutationernes temapark, der befinder sig et eller andet sted mellem Madame Tussaud's vokskabinet og Disneyland. Som hos Koons er alt perfekt udført, en slags lydefri pervers gru, og det kan være svært at blive klog på, om der er tale om overdreven snuhed med kommercielle undertoner, eller om det, The Chapmans bedriver, blot er en akavet neo-popkunst for den genmanipulerede generation.
Publikum ledes ind på et område, der synes at være bunden af en kæmpemæssig grav. På gulvet ligger gigantiske, træfarvede kranier af samme type som de objekter, Dinos og Jake Chapman udstillede på sommerens Biennale i Venedig. Ud fra de jordbrune vægge stritter knoglestumper og mindre kranier, og på forhøjninger oppe under loftet - oppe på 'jordens overflade' - anes en Edens have befolket af Chapman-brødrenes karakteristiske, muterede monsterbørn, nøgne voksmannequiner med for mange lemmer, anusåbninger i stedet for hoveder og kønsorganer strittende ud de mest uventede steder på kroppen.
Nogle af børnene er vokset sammen som siamesiske tvillinger, eksempelvis med en kvindelig kønsåbning mellem de sammensmeltede hoveder og peniser i stedet for næser. Og i et helt grotesk tilfælde er en buket af hoveder vokset sammen omkring et anus, mens kroppene er borte.
Har man lyst, kan man iføre sig en munkekutte, inden man træder ind i dette freakshow af genetiske misfostre, alle iført splinternye gummisko.
Dinos og Jake Chapman afsluttede deres uddannelse på Royal College of Art i London i 1991, og siden har de gjort lynkarriere med deres skulpturelle objekter, deres såkaldte 'zygotic children', misdannede børn, der på den ene side vækker forundring eller ligefrem afsky med deres åbenlyse dysfunktioner og perverse polyseksualitet, men på den anden side også udstråler en klinisk form for uskyld.
Sammen med deres jævnaldrende britiske kolleger stormede de frem i første halvdel af 90'erne og markerede sig internationalt med en styrke, så man ligefrem begyndte at tale om en bølge af Brit Art, ligesom man tidligere har talt om Brit Pop.

Perfekt kunst
I Danmark er Chapman-brødrenes værker blevet mødt med nysgerrighed og begejstring, men ikke uventet er de realistisk udførte børn med voksne kønsattributter skrap kost for amerikanerne.
Anmelderen ved ugeavisen Village Voice, David A. Greene, opfordrer ligefrem Chapman-brødrene til at opgive deres karriere, og han sammenligner deres 'perfekte kunst' med en anden kunstform, krig, hvor perfektion i form af atombomben viste sig at være for farlig. Vi forbød det 'perfekte våben', atombomben, fordi vi kan lide en almindelig, beskidt krig, lyder argumentet, og derfor bør The Chapmans også afholde sig fra at lave 'perfekt kunst'.
Dog slutter Greene af med at opfordre til, at man generelt ikke tager kunsten for alvorligt: "Kunsten eksisterer kun, fordi vi ønsker, den skal eksistere - og fordi rige mennesker smider penge efter den, og fordi unge, der ikke er i stand til at indpasse deres excentriske intellekter andre steder, betragter den som et fristed. (...) Guderne skal vide, at der findes mennesker, som tror, at kunst er et vigtigt levende fænomen; men i realiteten er det blot en interessant, og til tider endda kraftfornyende kulturel artefakt, et eller andet sted mellem golf og rock'n'roll."
Med tungen i kinden kan man godt give Greene medhold i, at den britiske kunst i 90'erne opererer i området mellem golf og rock. Under alle omstændigheder er den britiske kunst karakteriseret ved inddragelse af relationer, gestik og sproglige figurer fra både hverdagslivet og populærkulturen i et omfang, som ikke ses andre steder.

Fra East End
Dette gælder ikke mindst for Gillian Wearing, som i dette efterår har sin første soloudstilling i New York (Jay Gorney Modern Art, 100 Greene Street, t. 25. okt.).
Gillian Wearing var nomineret til dette års Turner Prize, og hun har ved flere lejligheder kunnet ses i Danmark, bl.a. på Louisianas udstilling NowHere med videoen Dancing in Peckham, og på Statens Museum for Kunsts Elektroniske Understrømme med installationen My Favourite Track.
I de fleste af sine videoer og fotoobjekter blander Wearing amatører og professionelle i situationer, der er hentet ud af hendes umiddelbare omgivelser i Londons East End, og værkerne bibringes dermed et dokumentarisk element, som fungerer side om side med den konceptuelle kunstneriske vinkling. Det gælder også de nye værker i New York.
Mest interessant er videoen 10-16, der vises som en meget stor projektion på væggen i et mørkt rum. Udgangspunktet er syv interviews med børn og teenagere mellem ti og seksten år, der taler åbenhjertigt om deres seksuelle fantasier og forhold til kroppen. Wearing har taget de unges stemmer og ladet professionelle voksne skuespillere mime til dem, således at en fedladen halvskaldet mand ligger henslængt på sofaen og - med barnestemme - fortæller om, hvordan han plejer at sidde og drømme i sit legehus oppe i et træ, mens en forretningsmand iført jakkesæt i detaljer beretter om sine forestillinger om sex og om, hvor stolt han er af sin stive penis.
Wearings udstilling er på samme tid mere enkel og mere kompleks en Chapman-brødrenes, og helt fortjent er den gået rent ind hos de amerikanske anmeldere.
En tredje brite, Jonathan Monk, der flere gange er blevet vist hos Galleri Nicolai Wallner, udstiller indtil 8. november hos Casey Kaplan Gallery (48 Greene Street).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her