Læsetid: 6 min.

Mindet om en lille, stor krig

10. oktober 1997

Der er noget med det år, Che Guevara kæmpede i Bolivia, som vrider alt ud af en hver form for dimensioner

Derude
HISTORIEN UDVÆLGER SIG ofte sine helte med stor omhu for der efter at skaffe sig af med dem på en underlig adspredt måde. Som om den ville sige, at det er meget godt med helte, men ikke for længe og ikke for mange ad gangen.
Det var det, jeg egentlig havde lyst til at fortælle kaptajn Pedro Vargas fra det bolivianske flyvevåbens 21. luftbårne Gruppe, da han lagde sin Cessna 206 i krydshøjde og styrede maskinen stik syd fra Santa Cruz og ned mod Camiri, en stegepande på denne årstid, et støvet hul, en straf og et stykke civilisation, der intet godt lover for fremtidens syn på det tyvende århundrede.
Men lufthullerne og en bleg angst for, at Cessnaens venstre luge vil åbne sig og styrte mig fire kilometer ned i den verden af forstenet krat, præ-historiske brudflader og røgskyer fra påsatte brande, der får denne region af Bolivia til at ligne et mini-Indonesien, ja denne angst får mig til at afstå fra al historiefortolkning. Og jeg beder i mine flossede tanker blot kaptajnen om at sætte sin maskine nogenlunde sikkert ned på Camiris landingsbane. For jeg er ikke kommet så langt for at dø, men for at bevidne, hvorledes det officielle Bolivia fejrer 30-året for tilfangetagelsen af Che Guevara, også kaldet "sejren i Nanoahuazu", den kløft, den modbydelige spalte i jordskorpen, fyldt med kryb og giftige insekter og snavset vand, men, af gode grunde ubefolket, hvorfra Che Guevara agtede at gennemføre den latinamerikanske revolution til dens yderste konsekvens, men hvor han altså efter 11 måneders kampagne blev fanget og myrdet.
Det er det, der nu skal fejres på behørig vis i Camiri. Og der skal afsløres et monument for "den heltemodige anti-guerillasoldat". Der faldt 56 bolivianske soldater, og et tilsvarende antal guerilleros blev dræbt, likvideret eller tortureret til døde. Ikke nogle imponerende tal. Men igen: Der er noget med det år, Che Guevara kæmpede i Bolivia, som vrider alt ud af en hver form for dimensioner. Dette faste blik, den sorte baret med kommandantstjernen, Dagbogens lakoniske beretning om en march ind i intetheden, dødsforagten, hans post mortem kristus-lignende ansigt - alt dette har et tyndtbefolket, fattigt land med hundrede års militære nederlag og et par hundrede statskup bag sig svært ved at sætte på Historiens brøkstreg.

Men det skal der nu rettes op på. Og det vil ske her i Camiri, som er guarani-indianernes betegnelse for "lave bakker". Og næppe har kaptajn Vargas parkeret sin Cessna og fået os alle ind i skyggen, før præsidentens fly lander og militærorkestret så rørende falsk spiller nationalhymnen en halv snes gange. Og der er ministre og værnschefer og honoratiores og præster og nonner med små buketter og fem høje, ranke herrer, som er kommet tilrejsende i et fly af en kategori og af en standard, der sjældent ses på disse kanter, og som på begge sider bærer indskriften "United States of America".
Og så hilser flere hundrede opstillede soldater præsidenten med råbet "God morgen, señor Presidente". Og så skridter præsidenten fronten af. Og han er jo en rigtig præsident. Pensioneret general Hugo Banzer Suarez. I halvfjerdserne ganske vist kup-general og en mand med "andre metoder". Men nu forfatningsmæssig præsident efter et valg for nogle måneder siden, som han vandt med 22,5 procent af samtlige afgivne stemmer bag sig.
Med en ildelugtende støvsky bag sig haster præsident Banzers kortege ind mod Camiris centrum. De er alle med i bilerne: værnscheferne, præsterne, Amtmanden og borgmesteren og dem fra "Det kristne Korstog". Der mangler kun en: Banzers bedste ven og protege gennem mange år: Klaus Barbie, nazi-bødlen fra Lyon, som Historien har taget sig af og indhentet, men som sikkert ville have vidst at værdsætte denne rejse tilbage til fortiden.

Og så står de der, de unge soldater, der skal flankere præsidenter, når han trækker i snorene og fjerner den røde dug fra monumentet. Og de er nitten år gamle og aner ikke, hvorfor de står her, eller hvilken "sejr" der er, da skal stå ret for i timevis og sænke deres faner og rette ind til højre og besvime i middagsheden og få genopvækkende citronsaft af sygeplejerskerne bag deres geledder.
Og så er der en oberst, der uddeler beviser og ordner, Andes-bjergenes Kondor-orden, til de faldnes efterkommere, som nu, tredve år senere kun har en tåget erindring om, hvad det egentlig var, der skete den gang. Og obersten går videre i sin tale, og han omtaler "Castro-kommunismen". Men han siger også med klar og fast stemme, at alt det den gang skyldtes den kolde krig, og at verden nu ser helt anderledes ud.
De civile tilhørere begynder at sive væk, hjem til frokosten og siestaen. Soldaterne står tilbage, skulder ved skulder. Nationalhymnen atter et par gange. Den sædvanlige hund, der kommer luskende ned langs geledderne. Trommehvirvler. Faner, der pakkes sammen. Geværkolber, der støder mod asfalten. Giv agt! Rør. Hvile under tajibo-træernes skygger. Præsidenten kører bort. Er nogen blevet klogere? Den pensionerede general, Gary Prado Salmon, som den gang tog Che Guevara tilfange, men som nu sidder lænket til sin rullestol, og som er en af æresgæsterne, stirrer tomt op på monumentet. Så bliver han skubbet hen til et ventende køretøj.
Han ser sig ikke tilbage.

Cessnaen kæmper sig atter gennem turbulensen, da den flyver nordover. Kaptajn Vargas lander i Valle Grande, hvor Ches gennemhullede krop blev udstillet for 30 år siden.
Her fejrer hans tilhængere dagen. Ingen parader, intet militærorkester, intet råb fra hundredvis af struber, der ønsker præsidenten en god morgen.
Valle Grande er rammen omkring Che-tilhængernes højtideligholdelse af 30-året for hans død: rockorkestre, Danielle Mitterrand, der taler om, hvad hun ville have gjort, da hun var ung, nemlig at følge Che, hvis hun havde været i stand til det.
Og hippier strandet i tidsmaskinen. Og boder med t-shirts og lightere og postkort og Ches samlede værker og aviser med "hidtil ukendte fotos af Che", og plakater og argentinske grupper med langt hår og Che-baretter og guitarer og de lokale, der sælger empanadas og lejer værelser ud, og biler fra Peru og Chile, på hvis frontruder der står skrevet: "Bare rolig, Che, vi er her!" Og der er en smuk, svensk kvinde, der fejlagtigt tror, hun bliver hyldet, fordi hun er kommet så langt borte fra, men som ret beset bliver tilbedt på grund af sit udseende. Og i aften skal der være rock-koncert på den lokale sportsplads. Og der er foredrag om "den historiske optimismen falskhed" eller om "kommunismen efter Perestroika". Og der bliver solgt, og der bliver handlet. Og alt er så ungt, som verden endnu bør være.
Og så ser jeg pludselig kaptajn Pedro Vargas fra det bolivianske luftvåbens 21. Gruppe, som jeg uforvarende har lokket ind i alt dette her, dette gedemarked af meninger og drømme, ja, jeg ser ham stå foran en bod og blade i en bog om Che Guevara. Han blader længe i den. Så lægger han den tilbage uden at købe den. Og så ser han på sit ur og siger, at vi snart må se at komme hjem til Santa Cruz og hans base.
Men han siger også noget andet. Han siger: "Det var fint nok med den sejr over ham Che Guevara. Men amerikanerne forhindrer os jo stadigvæk i at være selvstændige, velfungerende samfund."
Og så letter vi fra Valle Grandes lufthavn og undgår et par æsler, der stædigt krydser startbanen. Og under os lyser Rio Grande som en sølvåre, og brudfladerne er af samme farve som blod. Og jeg fordriver tiden med at læse dagens udgave af La Estrella, hvor der er et close-up af Ches Rolex-ur. Det er gået i stå den 28. i en eller anden måned klokken 11.14.
Og lænken er vredet af en eller anden, som absolut ville rive det af hans hånd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her