Læsetid: 9 min.

I mørket, i mudderet, med flasken

1. oktober 1997

Et tilbageblik over 23 års samarbejde mellem europæiske miljøorganisationer

Hvor var det europæiske miljøsamarbejde? Jeg styrtede rundt og ledte, på caféer, restauranter og i alt, hvad der lignede offentlige bygninger. Men forgæves.
Det skulle ellers være min debut som dansk deltager i bestyrelsen for European Environmental Bureau (EEB), de europæiske miljøorganisationers fælles sammenslutning. Jeg var kommet skramlende med toget fra Venedig til Bassano del Grappa, en middelalderby, der fremstår forbløffende intakt i betragtning af, at Første Verdenskrigs italienske front bølgede frem og tilbage på sletterne omkring den.
Mødeindkaldelsen havde ikke angivet andet end et hotel, og da jeg checkede ind en tidlig formiddag på en solgnistrende junidag i 1985, fik jeg at vide, at de andre var gået over for at holde møde "derovre": Receptionisten viftede mod hånden over mod den varmeflimrende middelalderby.
Jeg havde pligtskyldigst fra de danske miljøorganisationernes bagland indsamlet ønskesedler til mere aggressive miljøkrav over for EF. Danmark havde ført en tilbagetrukken tilværelse i det europæiske græsrodssamarbejde. Rimeligvis, fordi det virkede fjernt og uoverskueligt, og fordi der var udbredt bekymring ved udsigten til at rode sig ud i noget, der kunne give bagslag i den indre danske EF-polemik. Men den tilbagetrukne selvgodhed havde en ny ledelsesgeneration besluttet at sætte sig ud over. Nu skulle der gang i den, skulle der.
Tænk, hvor flovt det ville være at returnere over Alperne for at fortælle, at Operation fuld fart frem ikke var kommet ud af stedet, fordi den udsendte ikke havde kunnet finde den kompetente forsamling.
Det var med skjorten svedklæbende mod kroppen, jeg spænede rundt og rundt i gadelabyrinten omkring torvet med det majestætiske klokketårn: Hvor er de, hvor er de? Typisk også for de disorganiserede sydeuropæere, at de vælger et mødested i den blå luft!
Bedst som jeg opgivende havde sat mig ved et cafébord for at indhente noget af væsketabet, dukkede en meget tværeuropæisk udseende forsamling op i gåsegang i den snævre gade.
Jeg strøg hen til den og fik bekræftet, at jo, det var dem.
"Hvor har I dog været? Jeg har ledt i timevis."
Den italienske repræsentant kiggede forbløffet på mig:
"Oppe i klokketårnet, selvfølgelig! Hvor ellers kan man holde ud at holde møde på en så varm dag? Brisen, udsigten, eh!"

Karakteristisk for europæisk samarbejde udsprang dannelsen af en fælles organisation for kontinentets miljøorganisationer af et amerikansk-canadisk initiativ.
I januar 1973 havde miljøorganisationer fra USA og Canada inviteret repræsentanter for europæiske søsterorganisationer til en sammenkomst i Brighton i Storbritannien. Det var midt under oliekrisen, der faldt sammen med en langtrukken britisk kulstrejke.
En af deltagerne, professor Gerrit Vonkeman, dengang repræsentant for den hollandske Stichting Natuur en Milieu, fortæller:
"Atmosfæren var perfekt. En nødtørftigt oplyst by, med stearinlys alle steder og højtalere, der gentog budskabet: SOS, switch off something."
Vonkeman beretter videre:
"Vi diskuterede større fælles emner, energiproblemer, herunder med kernekraften, havforurening, internationale konventioner, lobbyvirksomhed over for internationale organer, og udarbejdelse af Vurderinger af Virkninger på Miljøet (VVM)."
Ud af de transatlantiske drøftelser opstod ifølge Vonkeman blandt repræsentanter fra de da ni EF-lande en fornemmelse af, at en eller anden form for samarbejde blandt dem ville være en fordel. Især miljøfolkene fra Benelux-landene og Storbritannien så muligheder i at skabe en fælles organisation.
Denne inderkreds virkede for, at der i det følgende år kunne afholdes et mere formelt stiftende møde, den 14. og 15. december 1974 i Bruxelles. Også her spillede repræsentanter fra lande uden for EF, nemlig den svenske naturfredningsforenings direktør og to udsendte fra den amerikanske Sierra Club, en betydningsfuld rolle i at bringe EF-partnerne sammen.
Det tegnede ellers ikke lovende. Vonkeman husker det således:
"Den første del af mødet foregik i en spændt atmosfære og rejste forventninger om fiasko. Diskussionerne var teoretiske, bygget på 'principper' og 'tænkning efter rette linier' og havde en undertone af mistillid. Kulturforskellene, ikke mindst forskellene i møde- og diskussionskultur, var ekstremt tydelige."
Gerrit Vonkeman fortsætter:
"Men så indtraf et mirakel. Vi var inviteret til middagsselskab hos Madame Tassin-Pollet - som skulle blive vor første kasserer - i hendes hjem ude på landet. De ikke-belgiske repræsentanter blev transporteret i en bus, som drejede forkert og sad fast i gult mudder in the middle of nowhere. Det var en mørk, kold og regnfuld decemberaften. Vi blev efterladt i bussen, mens chaufføren og den belgiske organisator drog ud for at tilvejebringe et redningshold med lamper og støvler."
Og derpå skete det - i bussen, i mørket - forklarer Gerrit Vonkeman: "Den menneskelige oplevelse og nogle delte flasker tax-free whisky ændrede stemningen totalt og forandrede deltagerne fra 'repræsentanter' til 'den samme slags good guys and dolls'. Den næste dag blev EEB stiftet uden større vanskeligheder. Personernes betydning snarere end repræsentanternes har aldrig været klarere end i det øjeblik."

Da jeg antraf EEB's bestyrelse under Bassanos klokketårn, havde organisationen eksisteret i elleve år. Den havde fået opbygget et beskedent sekretariat i Bruxelles og havde omkring 80 medlemsorganisationer fra de da ti EF-lande. (I dag er medlemskredsen vokset betydeligt, også geografisk). Jeg blev formelt indvalgt som bestyrelsesmedlem de næstfølgende elleve år og lærte efterhånden at finde vej til mødestederne og gennem Europas miljøorganisatoriske landskab.
De kulturelle forskelligheder mellem de forskellige landes foreninger er stadig så store, som Vonkeman oplevede dem i 1974.
Lidt enkelt sagt er miljøorganisationerne i det protestantiske nordvesteuropa forholdsvis store, velordnede og med økonomien nogenlunde i stand. Samtidig har de en tradition for et civiliseret samarbejde, både indbyrdes og med deres landes myndigheder.
Mest velordnede, civiliserede og artikulerede er de i Storbritannien. Her var der imidlertid under de mange års konservativt styre fra 1979 i den særlige situation, at regeringen behandlede miljøorganisationerne med en udsøgt foragt og ligegyldighed.
I andre lande ville det måske have radikaliseret miljøbevægelsen, men de britiske græsrødder valgte - true to form - at besvare fornærmelserne med høflighed og i stedet anvende en meget betydelig del af deres snilde på påvirkning af det europæiske apparat i Bruxelles. Her er i øvrigt en række af de mest manøvredygtige bureaukrater frembragt af britisk administrationskultur - og de har det forspring frem for deres hovedkonkurrenter, franskmændene, at de ikke har noget imod at tale engelsk.
De britiske miljøorganisationer scorede i Bruxelles en række spektakulære sejre over Thatchers og Majors regeringer. Både Ministerråd og Kommission brugte organisationernes velartikulerede klager og forslag til at ærgre og irritere de stadigt mere ildelidte tory'er med.
Netop dette spil betingede, at de britiske miljøorganisationer var overordentligt interesseret i en stærk fælleseuropæisk sammenslutning, som de dels kunne dække sig bag, dels bruge som affyringsrampe for nogle af deres missiler mod hjemlandets stivnakker.

Til gengæld er de to dynamoer i det europæiske samarbejde - Frankrig og Tyskland - på en mærkelig måde fraværende i de europæiske græsrødders samarbejde.
I Frankrig er miljøorganisationerne fortrinsvis organiseret på regionalt niveau. De overbygninger, de har i Paris, er svage - også økonomisk - og pr. tradition knyttet til én af de politiske partigrupperinger. Særligt under cohabitation mellem en præsident af én partifarve og en regering af en anden giver det sig udslag i, at de franske organisationers landssammenslutninger er mest optaget af at forsvare 'deres egnes' miljøpolitik.
Samtidig foregår diskussionen blandt franske miljøaktivister på et meget højt og principielt plan. Franskkyndige har fortalt mig, at det er den mest kvalificerede miljødebat, der føres noget sted i verden, men den når ikke meget længere end Seinens venstre bred.
De indbyrdes trakasserier mellem de franske organisationer gør, ikke de ikke under hinanden den platform, det kunne være med en stærk repræsentation i EEB's bestyrelse. Derfor bliver kompromiskandidaten oftest en person, der kun har base i en fjerntliggende egn af landet, eller - endnu bedre - en, der ikke kan et kuk engelsk, som er organisationens arbejdssprog.
EEB's bestyrelse består af en repræsentant for medlemsorganisationerne i hvert af EU-landene, nu også udvidet til at omfatte landene i EØS-samarbejdet og Østeuropa. Kan det pågældende lands organisationer enes om kandidaten, er vedkommende automatisk valgt. Kan de ikke det, træffes afgørelsen af alle landenes repræsentanter på årsmødet i Bruxelles.
Trods al indbyrdes kævl lykkedes det dog franskmændene selv at finde deres kandidat, så de undgik den tort, at andre lande skulle indsætte trikolorens bannerfører.

Valgreglen fristede imidlertid til at lege med tanken om at sætte lus i skindpelsen mellem de tyske organisationer.
For de mere pragmatiske bestyrelsesmedlemmer fremstod det, som om en meget fundamentalistisk kreds af tyske organisationer - med tilknytning til partiet De Grønnes rabiate fløj - havde sat sig på udpegningen af den tyske repræsentant. Han var så fundamentalistisk, at han levendegjorde de værste beskyldninger, som de øvrige bestyrelsesmedlemmer fik fra deres landes miljøfjendtlige politikere og medier.
Han lå i evigt klammeri med de tyske myndigheder, og tysktalende medlemmer af EEB's stab måtte lægge sig imellem, når bestyrelsen mødtes med tyske politikere, der ellers var sympatiske over for dens arbejde.
Et møde med den besindige danske miljøminister Chr. Christensen fra Kristeligt Folkeparti var nær ved at løbe af sporet, da vor tyske kollega helt uden for den aftalte dagsorden gav sig til at belære ministeren om, at de europæiske storbyer ikke stod til at redde, før alle benyttede tog og cykler:
"Auch Sie!" råbte han og pegede anklagende på ministeren og departementschefen.
Så meget, som synspunktet kunne have for sig, var dets højlydte fremførelse ikke egnet til at befordre bestyrelsens bestræbelser på at blødsnakke den danske regering til at frafalde sit veto mod EU's direktiv om Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM). At det lykkedes, blev mere til gavn for det øvrige Europas miljø end for det danske, for efterfølgende regeringer har vedholdende sjoflet direktivet, mest larmende i forbindelse med beslutningen om en Øresundsbro.

Også for udpegningen af andre landes bestyrelsesmedlemmer spillede hjemlige politiske forhold en afgørende rolle, selv om de måske ikke i første række drejede sig om miljøet.
I Belgien er alt og alle delt i den flamsk-vallonske sprogstrid. Hvis et belgisk bestyrelsesmedlem viste sig så velegnet, at den øvrige bestyrelse ikke var indstillet på at lade vedkommende glide ud igen efter den belgisk aftalte toårige rotation mellem sprogene, måtte prisen betales i form af en opsupplering af bestyrelsen, så begge sprogstammer sad ved bordet.
Spaniens miljøorganisationer er lige som de franske fortrinsvis organiseret på regionalt niveau, men den spanske deling er så dybtgående, at bestyrelsen jævnligt blev underholdt med spanske krav om en post til hver af regionerne. 16 spaniere i én bestyrelse!
Den spanske situation blev yderligere speciel ved et nært forhold mellem spanske og tyske organisationer, der gjorde, at de tyske miljøfundamentalister lejlighedsvis kunne sætte en i Tyskland boende spanier fra fundis-lejren ind på den spanske plads.
I Portugal er miljøorganisationerne meget små og voldsomt stridende, vistnok efter partidelelinier. Den portugisiske bestyrelsespost måtte traditionelt besættes af årsmødet, fordi national enighed var uopnåelig.
Situationen i Italien var indtil den kolde krigs ophør præget af, at nogle af organisationerne var en del af det kommunistiske apparat. Omverdenen havde svært ved at finde ud af hvilke. De sagde alle, at det var de andre.

Økonomien var EEB's store og tilbagevendende problem. At drive det nødvendige sekretariat koster penge. Men de små middelhavsorganisationer modsatte sig kontingenter af blot nogen størrelse. Forståeligt nok, for de havde ingen penge. Men de modsatte sig også, at de rigere organisationer fra Nord betalte, hvad de faktisk formåede, for det ville give dem en uforholdsmæssig stor indflydelse, sagde Syd.
Noget af mankoen kunne drives ind blandt velvillige regeringer: Den hollandske, den tyske, den britiske, minsandten, og - efter Svend Aukens tiltrædelse - den danske.
Resten måtte i sagens natur hentes hos EU. Kommissionen brugte bevillingen til at intrigere ihærdigt i de indre forhold. Og så var den kronisk bagud med alle betalinger, til glæde for belgiske bankers kassekreditter.
Det forlyder nu, at EU-parlamentet er villig til at tage miljøorganisationerne direkte under sine budgetvinger. Det vil frigøre megen energi til nyttigere gøremål.
Til styrket miljøpolitisk indsats, f.eks.
At vende nedbrydningen af de europæiske landes miljø står som den opgave, der frem for nogen kan bringe folkeslagene sammen, uanset deres kulturelle forskelligheder. Det må naturnødvendigt ske i et retligt forpligtende samarbejde som EU's. Ellers fuser det bare ud, sådan som det mellemstatslige konventionssamarbejde til overflod har vist.
Men trægt er det gået. Politikerne har vist sig meget dygtige til at overtage miljøorganisationernes sprogbrug. Og nogle af de værste synlige skampletter er fjernet. Men trenden i landbrug, trafik, anvendelsen af miljøfremmede stoffer...
Sommetider kan man opleve det, som om miljøorganisationerne stadig sidder som i Gerrit Vonkemans decembernat i 1974:
I mørket, i mudderet, og med flasken og det dertil knyttede selskabelige samvær som eneste opmuntring, mens nogle er forsvundet ud i natten efter undsætning.

David Rehling var medlem af bestyrelsen for European Environmental Bureau 1985-96 og organisationens vicepræsident fra 1987-96.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu