Læsetid: 3 min.

Multietnisk parti dannet i Sydafrika

2. oktober 1997

I spidsen står en tidligere general fra ANC og en skuffet afrikaaner

CAPE TOWN
Et nyt, multietnisk parti har set dagens lys i Sydafrika. Dets navn, United Democratic Movement (UDM), og logo (i grønt, gult og rødt, Afrikas farver) blev afsløret af de to nye ledere Roelf Meyer og Bantu Holomisa ved en ceremoni, der var iscenesat som en folkefest. Den første er en 50-årig afrikaaner med blå øjne, den anden en tidligere ANC-aktivist.
For første gang siden præsident Mandelas African National Congress (ANC) vandt valget i 1994, har et nyt oppositionsparti gjort sin entré på Sydafrikas politiske scene - med det erklærede mål at lave om på spillereglerne.
"Alle de andre politiske grupperinger afspejler endnu i dag den racedeling, der er en arv fra apartheid," sagde Roelf Meyer ved stiftelsen i lørdags.
Den nye bevægelses originalitet skyldes frem for alt af de to grundlæggeres personlighed. Som udgangspunkt er de hinandens modsætninger: Med sit udseende som enhver svigermors drøm gjorde Meyer karriere inden for National Party (NP), der var ved magten under apartheid. Den 42-årige Holomisa er en tidligere general i den sydafrikanske hær, som udviklede sig til en karismatisk folkefører med populistiske tilbøjeligheder.
I 1988 tog han ved et kup magten i Transkei, et af de såkaldte hjemlande for Sydafrikas oprindelige befolkning. Denne helt igennem kunstige størrelse, skabt af apartheid-regimet, var et tilflugtssted for ANC-aktivister, som kæmpede mod det racistiske styre i Pretoria.
For fem år siden gik Holomisa officielt ind i ANC. Dengang repræsenterede Meyer NP i de forhandlinger, der førte til afskaffelsen af apartheid.

Uheldig forbundsfælle
Det er de to mænds oprør mod deres oprindelige ståsted, der har fået dem til at nærme sig hinanden. I 1996 gik Holomisa i krig mod korruptionen i sit eget parti og anklagede bl.a. ANC for at have modtaget penge af Sol Kezner, ejeren af flere sydafrikanske kasinoer. Han mistede sin post som vicemiljøminister og blev ekskluderet af ANC i juli 1996.
Nogle måneder senere indledte Meyer sin kamp. Han havde fået til opgave at udtænke metoder til at føre NP bort fra det reaktionære og racistiske image, som passer dårligt til "det nye Sydafrika", men hans løsninger var for radikale for partibosserne. Da han blev desavoueret, forlod han selv partiet i maj i år, og snart indledte han et samarbejde med Holomisa.
De to mænd supplerer hinanden godt: Meyer tager afstand fra oppositionens forældede holdninger, Holomisa beskylder ANC for at have forrådt revolutionen. Den første vil tiltrække vælgere blandt de hvide og farvede, som ikke identificerer sig med noget af oppositionspartierne. Den anden forsøger at samlede de sorte township-beboere, der er skuffede over udviklingen.
I deres søgen efter forbundsfæller har de ikke altid været lige heldige: De bekendtgjorde deres alliance med en lokal leder i KwaZulu-Natal, som senere blev anklaget for mord, og accepterede støtte fra Lucas Mangope, den tidligere leder af hjemlandet Bophuthatswana, der nu retsforfølges for svindel. Begge disse sympatisører har nu fået karantæne fra partiet.
Måske er der tale om en begynderfejl. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det nye parti - ved at spille på sydafrikanernes desillusionering tre år efter det første demokratiske valg, samtidig med at det er fast forankret i den progressive lejr - vil ændre et politisk landskab, som endnu præges af fortidens splittelser.

© 1997 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu