Læsetid: 5 min.

Musikkens helende kraft

4. oktober 1997

Den amerikanske digter, sanger og tekstforfatter Patti Smith fortsætter sit sololøb med endnu en stærk plade, der bekræfter, at hun for alvor er tilbage som en kreativ kraft på 90'ernes scene

NY CD
Trods de pluralistiske 90'eres mange nye og stærke kvindestemmer, er det alligevel svært at finde nogen, der helt matcher digteren, sangeren og tekstforfatteren Patti Smith - indenfor hendes felt, i hvert fald. For rigtigt er det at hun ikke som f.eks. en Björk udstikker et nyt musikalsk territorium, eller som Alanis Morrisette sælger millionvis af plader, fordi hun tør synge om blowjobs og andre velsignelser, eller som en Lisa Germano næsten ingen plader sælger ved at være hudløs, sårbar - og stærk som bare fanden.
Hos Patti Smith trækkes der på tre traditioner, som ret beset ikke burde kunne fusioneres - de sidste 150 års modernistisk poesi i forskellige aftapninger, en spirituel/ panteistisk søgen og de sidste 30 års garagerock. På papiret ligner denne fusion en hård nyser, noget, der kunne være udtænkt ud på morgenen af en flok fordrukne teologistuderende et sted på dødsruten.
I praksis har det udmøntet sig i ét af rockens store sololøb, som uanset tidens trends og tendenser har noget at byde søgende sjæle af enhver orientering - under forudsætning af at de har interesse i noget af det ovennævnte. For man kan nemt vende tingene på hovedet og hævde, at dén der Smith-bitch excellerer i tågetale, et spinkelt melodimateriale og en uindbydende sangstemme, backet af et jævnt gennemsnitligt band, hvor der ikke findes én solist, det er værd at nævne. Folk med dén holdning henvises til Michael Learns To Rock, Joe Satriani og Mariah Carey for musikalske kicks.

Brændende sind
Da Patti Smith debuterede i 1975 med den uforglemmelige Horses, forvarslede hun punken, rent musikalsk, mens hun fra starten lå et andet og mere avanceret sted rent tekstligt. Den rå og uforfalskede garagelyd, som viste hendes tilknytning til miljøet omkring klubben CBGB's på Manhattan, stedet, hvor den amerikanske punk udklækkedes, mens hendes tekster med al ønskelig tydelighed demonstrerede afsættet i visionære digtere og skribenter som Blake, Rimbaud, Artaud, Céline, Genet, Burroughs og Ginsberg, for at nævne de mest åbenlyse.
Teksterne kredsede om såvel spirituel søgen efter fred og forløsning som til traumatisk opvækst og ungdommelig revolte, hvilket førte til brug af psykedeliske stoffer og sex samt forsøg på udfrielse gennem rock'n'roll, oprørspoesi og det vilde liv på kanten. En frugtbar dualisme, som gav sig udslag i yderligere tre albums i 70'erne, samt en række noget oversete digtsamlinger, der på samme måde som pladerne måske ikke altid var lige egale, men til gengæld var gennemsyret af et brændende sind i oprør i en sådan grad, at de trods alt overbeviste - med en næsten fysisk kraft.

Stærkt comeback
Så kom de for Patti Smith stille 80'ere, hvor det kun blev til et enkelt album, mens hun opdrog sine børn fra ægteskabet med den tidligere MC 5-guitarist Fred Smith.
Det var først ved dennes alt for tidlige død i midten af nærværende årti, at hun for alvor vendte tilbage til scenerne med sidste års stær-
ke comeback-album, Gone Again. Man skal være varsom med at tale om comeback i rockbranchen, hvor der er gået voldsom inflation i udtrykket, men hun beviste på samme års Roskilde Festival, at det i dette tilfælde var berettiget: Ikke blot var Smith tilbage, hun var bedre end nogensinde.
Og det indtryk forstærkes såmænd kun af den aktuelle Peace And Noise, hvor Smith fortsætter hvor hun slap med Gone Again: Benenkel, men omhyggeligt arrangeret rock-musik med elementer fra de nordamerikanske indianeres percussion- og chant-drevne urudtryk, tilsat hendes som altid illuminerende og flammende tekster, som er blevet tonet ned med årene, uden dog at have mistet deres glød. Der har dog altid løbet en understrøm af ydmyghed og undren i hendes bedste tekster, og det er den tendens, som forstærkes på Peace And
Noise.

Spændingsfyldt rock
Siden Gone Again er keyboardspilleren Luis Resto blevet udskiftet med guitaristen Oliver Ray, hvilket forstærker garagepræget, selvom den akustiske guitar med årene bliver stadig mere fremtrædende i lydbilledet. Der er mere refleksion og mindre aggression over udtrykket med årene, hvilket på mange måder er en lykkelig udvikling, som inviterer nye lyttere indenfor i et aldrig mindre end udfordrende univers. Når Patti Smith åbner munden, forventes lytteren at gøre det samme med ørerne - der er ikke meget lydtapet over Peace And Noise, det er sikkert.
Blandt pladens 10 sange finder man otte 'straighte', men ikke desto mindre spændingsfyldte mellemtemponumre med såvel fremdrift som ro, hvor den nu om stunder noget mindre hysteriske stemme udgør et naturligt centrum for uspektakulært, men effektivt holdspil.
Nogle af numrene er naturligvis bedre end andre, men selv de svagere melodier fremføres med en inderlighed og overbevisning, som stadig virker inspirerende og animerende. Læg dertil en flot fortolkning af Allan Ginsbergs "Footnote To Howl" - den med "Holy! Holy! Holy!" der ud af i femte gear - og den ni minutter lange improvisation "Memento Mori", én heftig, sproglig bevidsthedsudladning fra Smith, hvor bandet har travlt med overhovedet at følge med - og man har en plade af stor spændvidde og ganske forrygende intensitet.

Hinsides ironi
Døden hviler også over denne plade, men hvor det på Gone Again var venner og elskede, der var væk, er det her idolerne Ginsberg og Burroughs' - hvem pladen er tilegnet - bortgang, der præger foretagendet.
Den dybt personlige smerte er erstattet af en mere almen, hvilket måske gør Peace And Noise til en mere 'åben' plade end forgængeren. Men ikke mindre stærk eller uvedkommende. Som sagt tidligere - blandt den håndfuld helt originale stemmer, som rocken har frembragt, indtager Patti Smith sin helt naturlige plads blandt folk som Bob Dylan, Lou Reed og Michael Stipe - uden sammenligning, i øvrigt.
Patti Smith er en urkraft, helt hinsides postmodernistiske spidsfindigheder og billig ironi: Hun tror. På musikken og ordenes helende, katarsiske kraft. Og tvinger i processen lytteren til at tage stilling til egne følelser og egen tro - af hvilken karakter den måtte være.

*Patti Smith: Peace And
Noise (BMG/ Arista 07822 18986 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu