Læsetid: 2 min.

Muskler af stål

4. oktober 1997

Den virtuose, romantiske klavertranskription er atter på vej ind i varmen

NYE CD'ER
Der er rigtigt spændende sager blandt de nyeste klaver-cd'er. Vidunderet Evgeny Kissins indspilning af Beethoven-koncerter er forventeligt glimrende. Men der er også mere usædvanlige ting.
En anden ung russer har valgt at starte sin pladekarriere med svulmende klavertranskriptioner i Liszt-stil. Arcadi Volodos spiller lige op med Horowitz i virtuos tangentbeherskelse. I klarhed overgår han både ham og alt andet, jeg har hørt. Det er lige før man savner en smule af det romantiske tågeslør, der driver over scenen på coverets modlys-foto af Volodos i aktion ved flyglet.
Man forstår reklameudsagnet om mandens 'muskler af stål', når man hører hans Carmen-variationer, som pianisten har lyttet af efter Horowitz (1968-versionen). For en gangs skyld står der noget fornuftigt i pressematerialet. Også Liszts Ungarsk Rapsodi nr. 2 har Volodos afluret Horowitz - og så lige pyntet lidt ekstra på. Resultatet er en vild kombination af bravura, bøffer og brillant klaverbehandling. Af egen tilvirkning præsenterer Volodos to udmærkede transkriptioner af Rachmaninov-sange samt et vammelt opkog af Mozarts Rondo alla turca. Man bør holde sig fra at transkribere netop Mozart ad modum Liszt. Yderst interessant er derimod Volodos' imponerende gengivelse af Feinbergs respektfuldt-virtuose transkription af scherzoen fra Tjajkovskijs 6. symfoni, der fungerer djævleblændt godt i denne distinkte, overskudsprægede gengivelse.

Nerven hos Schubert
Mens Volodos kun lige kommer rundt om det kæmpestore kapitel i klavertranskriptionens historie, der hedder Liszt-bearbejdelser af Schubert-sange, har den tyske pianist Thomas Duis fyldt en hel cd med Liszt/Schubert.
Duis koncentrerer sig om Winterreise - halvdelen af sangene - og slagere som 'Ständchen' og 'Die Forelle'. Bortset fra opvisningsstykket 'Erlkönig' med dets oplagte bravura-oktavspil er cd'en dermed koncentreret om de mere indadvendte arrangementer, der overraskende udgør velfungerende koncertmusik. Melodien - nerven hos Schubert - som Liszt virtuost flytter rundt mellem de to hænder, bærer fint igennem. Det høres, at arrangementerne er gjort af kærlighed til Schubert, der i Liszts tidlige turnédage endnu var mindre påagtet end nu.
Louis Moreau Gottschalk var samtidig med Liszt og regnes af mange for den første rigtige amerikanske komponist. Hans liv var eventyrligt, og hans klavermusik rummer eksotiske træk. Gottschalks Grande Fantaisie triomphale sur l'hymne national brésilien lyder som Liszt på en dårlig dag. Men der er andre af komponistens salonstykker, der bestemt er værd at lytte til, for klaverbehandlingen er altid indforstået og velklingende.
Det kan man forvisse sig om på vol. 3 af pianisten Philip Martins udgivelse af Gottschalks klavermusik. Her kan man - sammen med religiøse meditationer som The Dying Poet og The Last Hope - høre Thalberg-eleven Artur Napoleãos arrangement af andanten fra Gottschalks symfoni nr. 1, La Nuit des tropiques. Inspireret af Berlioz' parisiske monsterkoncerter gik den caribisk baserede Gottschalk i gang med at arrangere sine egne ditto - blandt andet med opførelse af sin egen 1. symfoni, der kræver 150 medvirkende og gør brug af både sambarytmer og caribiske folkeinstrumenter. Andanten lyder nu ikke særlig caribisk i Napoleãos klavertranskription, men den klinger smukt under Philip Martins kærlige klaverhænder.

*Volodos - Piano Transcriptions. Arcadi Volodos, klaver. Sony Classical SK 62691.
*Klaviertranskriptionen Liszt/Schubert. Thomas Duis, klaver. Capriccio 10771.
*Gottschalk piano music, vol. 3, Philip Martin, klaver. Hyperion CDA66915.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her