Læsetid: 12 min.

Mytteriet i Havana

11. oktober 1997

Castro var i en no lose-situation: Fik Che Guevara stukket ild til hele Latinamerika, ville han stå som den ideologiske fader, og Che ville ikke længere sidde og småbrokke sig i Havana. Og blev Guevara besejret og dræbt, ville Castro sidde tilbage med en myte, der kunne vise sig nyttig på mange måder

Den sidste myte 2
Piero ringer op til mit værelse. Han undskylder, at han er kommet lidt før, vi har aftalt. Hvis jeg ikke er klar, skal jeg bare tage den med ro. Han venter gerne i lobbyen. Hotel Habana Libre er det eneste sted i byen, hvor man endnu kan få sig en anstændig rom. Jeg svarer, at det er helt fint. Jeg kommer. Jeg skal lige have skrevet de sidste par linjer i en dræbende kedsommelig artikel om årets sukkerhøst, der tegner ti at blive endnu en katastrofe, selv om Castro har lovet nye rekorder. Det er marts 1967. Der er stadig løfternes tid.
Da jeg kommer ned, sidder Piero under palmerne med tre tomme glas foran sig. Trods sin skæbne er han en glad mand. Han er overbevist "fidelist" og trives fint i Cuba, selv om han foragter de sovjetiske teknikere og militære rådgivere.
Han har sine grunde. Piero var en ung partisan i krigens sidste år. Og han var medlem af det italienske kommunistiske Partis mest uregerlige fløj. Han var også med i den gruppe, der pågreb og henrettede Mussolini og hans elskerinde for næsen af partiledelsen og amerikanerne, der lagde meget vægt på, at Il Duce blev stillet for en slags italiensk Nürnberg-domstol. Det var et risikabelt tiltag, og de fleste i gruppe blev likvideret efter krigen på bestilling fra Partiet eller af hævngerrige fascister.
Men Piero havde held med at komme i eksil i Prag, hvor han levede mange år under KGB's beskyttende vinger, indtil han blev sendt videre til Cuba med et brev om, at han var en fremragende tekniker i jernindustrien.
Og nu er han en af disse besynderlige skæbner, der i lighed med Trotskijs morder, Ramon Mercader, lever i en slags åbent fængsel i Havana.
Det er den 13. marts 1967, og vi har aftalt at gå sammen op til Universitetet for at se og høre Castro tale. Der er tradition for, at han i den årlige 13. marts-tale gør op med reelle eller imaginære fjender af Revolutionen.
"Der er noget i gære," siger Piero, da vi er kommet ud på gaden. "Bare vent. Castro er rasende på Sovjetunionen."
Vi taler også om Che Guevara og alle de andre kommandanter og medlemmer af Centralkomiteen, der er forsvundet på mystisk og uforklarlig måde. I hele to år har der været tavshed omkring ham. Mange tror, Che er død. Men ingen ved noget. Og det er mærkeligt. Cuba er en lille ø. Alle snakker. Det eneste, Castro har sagt, er at Che er "et eller andet sted, hvor Revolutionen har brug for ham". Er han faldet i unåde, som det ikke er ualmindeligt i Castros inderkreds? Sidder han i fængsel? Plukker han tomater?
Lidt senere står vi skulder ved skulder sammen med tusinder af cubanere og lytter dybt forbavsede til et udfald, ikke direkte mod Sovjetunionen og den socialistiske lejr, men mod de latinamerikanske kommunistpartier. De udgør en mafia, råber Castro oppe fra podiet. De er forrædere. De er feje. Højreorienterede. Defaitistiske. Og de arbejder på at forlade den væbnede kamps vej, som er den eneste, der fører til Revolutionen.
Efter talen går vi ned ad 23. gade til Malecon og sætter os på balustraden og ser ud over havet. "Det er Che, han tænker på," siger Piero. "Jeg kan mærke det. Vi går store tider i møde."

Der går ikke to uger, før Castro er klar med næste udspil, denne gang mere subtilt, men stadig ikke til at tage fejl af. Omkring den 1. april spreder det statslige Boginstitut et lille skrift over hele Havana. Alle læser det, fordi de ved, at Boginstituttet kun udgiver bøger med Castros velsignelse. Det er den unge franske akademiker Regis Debrays essay Revolution i Revolutionen?
Men den faktiske forfatter er Castro. En lang monolog, som Debray kun lægger navn til, og som atter angriber de latinamerikanske kommunistpartier for at være dogmatiske, bureaukratiske og sekteriske. Og de vil aldrig kunne gennemføre revolutionen i Latinamerika af den simple grund, at de holder til i metropolerne, mens kontinentets virkelige problemer plager de elendighedshærgede landdistrikter. Kun guerillaen kan danne en folkehær. Slut med det politiske arbejde. Længe leve den væbnede kamp.
"Den bedste propaganda er en vellykket militær operation," skriver Debray/Castro. Og makkerparret fortsætter længere fremme i teksten med at forkaste den europæiske klassekamps metoder og undsiger strejker og demonstrationer som vejen til arbejderklassens magtovertagelse.
Moskva forholder sig tavs, men hjemkalder sin ambassadør til "konsultationer". Det franske kommunistparti kalder Debray og dermed indirekte Castro "en lille, borgerlig opportunist". Det italienske parti advarer mod at bruge Revolution i Revolutionen? som en lærebog.
Men nu er banen kridtet op. Næste runde følger den 15. april. Og nu kommer Castro med en virkelig overraskelse: Et langt "budskab" fra Che Guevara som med afsenderadresse "et eller andet sted i verden" skriver, at den socialistiske lejr svigter vietnameserne i deres kamp mod den amerikanske imperialisme.
"Når vi analyserer vietnamesernes ensomhed, tynges vi af bekymringer over dette ulogiske øjeblik i menneskehedens historie", fortsætter han. "Den nordamerikanske imperialisme er skyldig i aggression. Vi ved det indtil hudløshed, mine herrer! Men også de er skyldige, som i et afgørende øjeblik tøvede med at gøre Vietnam til en del af det ukrænkelige, socialistiske område."
I slutningen af sit budskab mener Guevara, at verden står over for en lang krig, og ingen bør være i tvivl herom, når han begiver sig ud i den. Og ingen bør tøve med at påbegynde den af frygt for konsekvenserne, for krigen er de revolutionæres eneste håb om sejr!
Mytteriet i Havana er begyndt.

I dag, nu over 30 år senere lyder alt dette helt uligevægtigt og forrykt: En opfordring til verdenskrig fra en mand med skæg og riffel "et eller andet sted i verden", og nogle flammende taler fra en anden mand, en enehersker isoleret fra resten var kontinentet på en ø i Caribien.
Men såvel Che Guevara som Fidel Castro skal bedømmes og forstås på baggrund af deres samtid. Og det var en verden, der stod stille og var stivnet i den kolde krig. Latinamerika blev misregeret af en række absurde diktatorer: Batista i Cuba, Trujillo i Santa Domingo, Somoza i Nicaragua, Perez Jimenez i Venezuela og Juan Domingo Peron i Argentina - for blot at nævne nogle. Amerikanerne gik i land i Libanon, englænderne beherskede Suezkanalen, Algeriet var fransk og Angola og Mozambique var portugisiske kolonier. Sovjet kvalte den ungarske opstand i blod, Patrice Lumumba blev myrdet i Congo, og den franske kolonihær kæmpede i Vietnam og led sit afgørende nederlag ved Dien Bien Phu.
Det var i den verden, fra først i halvtredserne til først i tresserne, Che Guevara og Fidel Castro blev formet. Og de fik deres holdning bekræftet, da de i de sidste dage i 1959 jog tyrannen Batista ud af Cuba og senere så kolonimagterne på tilbagetog over alt i verden. De måtte nødvendigvis tænke: Vi kan ikke tage fejl. Og så blev de hængende i deres univers, mens omverdenen langsomt begyndte at forandre sig. Da Che Guevara drog til Bolivia, så man i Havana stadig diktatorer, kolonimagter og sammensværgelser over alt, og verden kunne kun frelses gennem den væbnede kamp. Den fredelige sameksistens var et nederlag for socialismen. Det havde oktoberkrisen i 1962 vist med beklagelig tydelighed.

Fra det fjerne Havana bakker Castro således Guevara op under hele Boliviakampagnen. Og man kan således ikke sige, at han "forrådte" sin kæmpende kammerat. Og tilmed befandt han sig i den bekvemme position, at lige meget hvad der skete, ville han kunne drage fordel af det. Han var i en no-lose-situation: Fik Guevara stukket ild til hele Latinamerika, ville han stå som den ideologiske fader, og Guevara ville få nok at se til og ikke mere sidde og småbrokke sig i Havana. Og blev Guevara besejret og dræbt, ville han sidde tilbage med en myte, der muligvis kunne være anvendelig på mange måder. Der lå således en stemning af "lad-os-se-hvad-der-sker" over det hele.
Men den 27. juni 1967 fik Castro et uventet og lidt ubehageligt besøg: Den sovjetiske regeringschef, Aleksej Kosygin, kom på lynvisit efter i Glassborough, USA, at have haft et lille topmøde med præsident Lyndon B. Johnsson. Cubanerne modtog Kosygin med isnende kulde. Ingen storstilet modtagelse i lufthavnen. Intet triumftog ind i Havana. Ingen omfavnelse fra Castro. Og hvad der var mere indikativt: kun små notitser i det cubanske partiblad Granma.
Kosygin kom for at gøre det helt klart for Castro, at de sovjetiske lån til Cuba ikke var af ubegrænset størrelse og varighed, og at Sovjetunionen så med bekymring på udviklingen såvel i Cuba som i Latinamerika. Og ved at sende og sponsorere oprørsgrupper såvel i Bolivia som i Venezuela kunne han skabe storpolitiske problemer. Endvidere kom Kosygin ind på brændstofrationering og bedre økonomisk planlægning i Cuba. De sovjetiske olieleverancer kunne ikke fortsættes i deres hidtidige omfang.
Alt sammen noget Castro kun kunne opfatte som en blanding af trusler og advarsler.
Kosygin kørte atter næsten ubemærket ud til lufthavnen og fløj hjem til
Moskva.
En måned senere kom Castros udfordrende svar: Under et massemøde den 26. juli erklærede han, at Cuba i tilfældet af en aggression ville kæmpe, "om så vi står alene."
Samme dag skriver Guevara i sin dagbog: "Om aftenen holdt jeg en lille tale om betydningen af 26. juli, rejsning mod oligarkerne og de revolutionære dogmer. Fidel kom med sin lille omtale af Bolivia."

En uge efter Castros tale åbner den såkaldte Latinamerikanske Solidaritetskongres. Et mystisk tiltag, hvis sigte imidlertid var klart nok: at samle alle de meste Castro-tro elementer på hele kontinentet og samtidig isolere og håne de traditionelle kommunistpartier.
Hotel Habana Libre er traditionen tro rammen. Og under meterhøje portrætter af Simon Bolivar, Jose Marti og Che Guevara fremlægger cubanerne et dokument, der for Latinamerikas vedkommende undsiger "den fredelige overgang til socialismen." Kontinentet skulle erobres med våbenmagt, som Simon Bolivar havde gjort det i kampen mod spanierne i forrige århundrede. Og nu var timen kommet til at fortsætte ad den vej, for midt i kontinentet stod der en ny Bolivar: Che Guevara!
Solidaritetskongressen udarter sig hurtigt til at være en hvas kritik af
Moskvas revolutionsteorier og de leninistiske principper. I de latinamerikanske lande er "det nationale borgerskab" for dovent og for korrupt til, at de sande revolutionære kan regne med det. Og det er halsløs gerning at vente på, at proletariatet alene kan befri kontinentet for elendigheden.
Det er altså nogle helt andre kræfter, der skal gennemføre revolutionen: de små beslutsomme grupper af "internationalister" med deres væbnede aktioner. Og hvem er det fornemmeste symbol på disse grupper? Hvem har stillet sig i spidsen for denne revolution, der skal vende op og ned på alt? Hvem har modet? Svaret kan ingen være i tvivl om: Che Guevara!

Solidaritetskongressen slutter i Havanas Chaplinteater. Castro taler i timevis. Hans opstart er blid og forsonlig. Men der går ikke mere end en halv time. Så kan han ikke styre sig længere: Han kritiserer Sovjetunionens rolle i Latinamerika og dens handelsforbindelser med og bistand til Brasilien og Colombia. Teatret er ved at koge over af raseri. Der bliver piftet af de sovjetiske diplomater. Repræsentanterne for de moskva-tro partier i Latinamerika sidder med bøjede hoveder. De klapper slapt, da Che Guevara afslutningsvis bliver hyldet med stående ovationer.
Dagen efter skriver han i dagbogen:
"Regnet fra den dag, jeg ankom, er det nøjagtigt ni måneder siden, gruppen blev dannet. Af de seks første er de to faldet, en er forsvundet, og to er sårede, og jeg selv med en astma, jeg ikke ved, hvordan jeg skal stoppe".
Og næste dag hedder det: "Om aftenen kaldte jeg alle sammen og fortalte dem følgende: Vi er i en vanskelig situation, som alle nøje bør gennemtænke, og de, der ikke føler sig i stand til at stå den igennem, bør sige til. Det er et af disse øjeblikke, hvor man må tage store beslutninger, denne kampform giver os muligheden for at uddanne os som revolutionære, menneskeslægtens højeste trin, men den gør det også muligt at forme os som mænd. De, der ikke kan nå disse to stadier, bør sige det og træde ud af kampen. Alle cubanere og nogle bolivianere erklærede, at de ville fortsætte til enden..."

I Havana er der fest for særligt indbudte i Revolutionspaladset. Castro samler en lille gruppe europæiske intellektuelle omkring sig og siger: "Ja, den kommunistiske bevægelse har sandelig lagt meget bag sig. Når man tænker på dens forløb, er det ikke så sært, at den er blevet til, hvad den er i visse lande. Alt havde været anderledes, om alle kommunistiske lande havde hjulpet revolutionerne, således som Cuba nu forsøger at gøre det. Men imperialisterne er de eneste internationalister. De hjælper i det mindste hinanden og tøver ikke med at eksportere kontrarevolutionen. Hvad er vietnamkrigen andet end en kontrarevolutionær aggression i international skala?"
"Og hvad skal vi sige om Latinamerika, som er dækket med amerikanske militærbaser, og som bestandigt overvåges af Pentagon og CIA? Og hvad gør den anden lejr ansigt til ansigt med dette destruktive foretagende? De nøjes med at prædike fred, synge lovsange om sameksistensen og søge i arkiverne efter gamle, stereotype resolutioner om alliancer med det nationale borgerskab. Jeg spørger mig virkelig, hvad det er for en verden, vi lever i."

De næste par måneder forholder Castro sig tavs. De dårlige nyheder fra Bolivia står i kø. Den 31. august falder ti medlemmer af Guevaras gruppe i et baghold og bliver mejet ned. I september falder der endnu et par stykker og andre deserterer. Endelig bliver Che Guevara selv taget til fange den 8. oktober og likvideret dagen efter.
Men det tager tid for den chokerede Castro at komme ned på jorden og dæmpe sit raseri.
Da Sovjetunionen den 7. november 1967 fejrer oktoberrevolutionens 50-årsdag, stiller Castro ikke op i Moskva. Han sender sin sundhedsminister, kommandant Jose Machado Ventura, en betydningsløs og anonym skikkelse. Og han flyver tilmed tilbage til Havana, før festlighederne er forbi.
Den 12. januar 1968 afslutter Castro en stort anlagt kulturkongres i Havana med det sidste udfald mod Sovjetunionen og de traditionelle kommunistpartier: Hvem var det, der gik på gaden med Ches billede og rød-sorte faner? Hvem arrangerede sørgehøjtideligheder og demonstrationer? Var det måske kommunisterne? Var det måske i Pravda man kunne læse lange nekrologer over den faldne kommandant Guevara? Nej, Castro var ikke i tvivl:
"Da Che døde, hvem var det så, der hævede hans fane og marcherede bag den over hele verden? Hvem var det, der hyldede ham i Europa? I hvilke kredse var sorgen størst, da budskabet om hans død blev kendt? Det var ikke blandt de politiske partier, men blandt kulturarbejderne!"
I sommeren 1968 udkommer Che Guevaras dagbog fra Bolivia. Castro skriver forordet. Han er dybt bevæget. Hans stil er flydende og smuk, men også så afdæmpet, at man skulle tro, han havde glemt alt, hvad han har sagt gennem det sidste år. Hans Che Guevara-syndrom er ved at foretage sig. Han langer ganske vist ud efter uspecificerede "pseudorevolutionære, opportunister og alle slags charlataner, der har udnævnt sig selv til marxister, til kommunister eller pynter sig selv med titler af samme slags." Men kun det pro-sovjetiske bolivianske kommunistparti bliver direkte nævnt: "Uduelige charlataner og intrigemagere, revolutionære afarter som nu er ved at blive typiske i Latinamerika..."
Så bliver der stille indtil den 23. august 1968, hvor Castro i en tale støtter den sovjetiske indmarch i Prag!
Ringen er sluttet. De næste mange år lever mindet om Che en beskeden tilværelse i Havana.

Dette er anden del af beretningen om Jan Stages rejse i Che Guevaras fodspor. Første del blev bragt i Information 4.-5. oktober. Tredje del følger næste lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu