Læsetid: 4 min.

Jeg er jo en nem forfatter

8. oktober 1997

Kun den kloge forfatter fremviser sin intelligens gennem sin skrivning, sagde den italienske forfatter Luigi Malerba under et veloplagt foredrag i København

FORFATTERLIV
"Etageløg," siger den italienske Luigi Malerba til mig og peger, "det er kun i H.C. Andersens fædreland, man kan have løg, der vokser i luften."
Sådan set kommer det ikke sagen ved, at etageløg ikke er et specielt dansk botanisk fænomen, for bemærkningen giver et glimrende signalement af den italienske forfatters humor og evne til at iagttage det groteske. Om natten drømmer han, at han ser en udsigt over Rom gennem en af de opstillede kikkerter på Gianicolo, men udsigten er mat og utydelig. Forklaringen gives af en forbipasserende: "Udsigten er blevet brugt op af alle dem, der har set den."
Malerba tilhører den generation af italienske forfattere, vi i Danmark ville kalde modernister og som nu alle nærmer sig de 70, hvis de da ikke som Italo Calvino og Giorgio Manganelli allerede er døde.
Flere noveller og to af hans romaner er blevet oversat til dansk Slangen (overs. 1990), en paranoid, barok og metafysisk fortælling, som er en ubestridt nutidsklassisker fra 1966, og i 1991 Den græske Ild, der beskriver det byzantinske kejserdømmes bureaukrati med klare paralleller til italienske nutidsforhold og i skarptturnerede orddueller, der beviser, at sproget kan dryppe af blod.
I mandags mandags holdt han et meget velbesøgt foredrag på Københavns Universitet om "forfatteren som et fantasifoster". Meget passende i forhold til emnet viste det sig, at det lokale, han skulle tale i, ikke eksisterede. Herefter flakkede en stor flok forvirrede Malerba-fans med hovedaktøren og hans kone i midten omkring anført af en rørende ihærdig og sympatisk dame på 85 år med opsat hår, der var kommet i særlig god tid for at finde det rigtige lokale og havde vanskeligt ved at forestille sig, at selv den italienske forfatter ikke vidste, hvor vi skulle hen. Nå, men det lykkedes da til sidst.

Den optimale frihed
Sidste år udsendte Malerba den underholdende og ironiske poetik Che vergogna scrivere (forlaget Mondadori 1996). "Hvor er det flovt at skrive", kunne være forslaget til en oversættelse af titlen, og overskriften på første af fire store kapitler er netop enslydende med foredragets titel.
Faktisk foretrækker Malerba at skjule sin identitet som forfatter, også i sit pas, for at undgå det værste spørgsmål, han kender: "Hvad handler dine bøger om?" Men også udfra andre mere subtile motiveringer. Hvad har forfatteren været indtil fornylig i det historiske forløb, spørger Malerba. Svaret er at han har været en parasit, indtil engang i sidste århundrede, hvor man fik de første lovfæstede forfatterrettigheder. Men måske opfattes forfatteren stadig som en parasit?
Malerbas bud på en løsning går ud på, at en forfatter simpelhen har pligt til at være rig. Naturligvis en provokation, som ikke har behaget de kolleger, han mødte undervejs, især da russere som sov på tagkamre.
For at eje den absolutte frihed, som er et moralsk must for den seriøse forfatter, og som man ikke finder i andre erhverv, heller ikke i det journalistiske, som Malerba har beskæftiget sig med, må forfatteren vælge sig et borgerligt erhverv.
Det er toner, vi kender fra Jens Christian Grøndahl og Jens Martin Eriksens debat for et par år siden. Malerba har selv arbejdet med reklameslogans fra benzin til pasta. Han har også lavet mange filmmanuskripter, og ofte snedigt undgået at se de færdige film, "genstandene" kalder han dem, der har givet et helt andet resultat - måske bedre, måske dårligere - end hvad han havde forestillet sig med figurerne.

De fikse ideer
Hvad inspirerer en forfatter? Malerbas svar er, at en forfatter - oftere og ofte med et bedre resultat - bør lader sig inspirere af sine fikse ideer frem for sine seriøse ideer.
Det er på fascinationen man skriver. Hvorfor skrev Malerba Den græske ild? Bl.a. havde han læst, at det var forbudt ved dødsstraf at røre ved den byzantinske kejser, og så var det, at han kom til at spekulere over, hvad der mon ville ske, hvis den urørlige faldt i vandet? Så var der jo ingen, der kunne redde ham? Eller som i hans helt nyudkomne Itaca per sempre (Itaka for altid): hvorfor lægger alle læsere af Odysseen mærke til den rørende beretning, om hvordan den hjemvendte Odysseus genkendes af sin gamle hund, mens ingen undrer sig over, at hans mindst lige så trofaste hustru ikke genkender ham? Der må være den forklaring, under historien, hans nye roman giver.
Malerba blev spurgt om sit forhold til skrivningen som et moralsk ansvar, et spørgsmål som er meget apropos, for hans generation er blevet kritiseret for dens oprør mod socialrealismens virkelighedstunge beskrivelse og virkelighedsskyende lethed udi det absurde. Et af hans svar er at henvise til tvs præsentation af Falklandskrigen, hvor man nu ved, at hvad tv-seeren troede var autentiske optagelser, kun var militærøvelser. Eller Golfkrigen, hvor den samme bombe aften efter aften knuser det samme hus, mens speakeren fortæller om nye ødelæggelser andre steder.
Herimod hævder han, at mediet præsenterer en falsk virkelighed, mens den ægte virkelighed er Bunuels film.
Kun gennem kunsten kan virkeligheden vises. Kun gennem at skrive "nemt" kan man undgå at være prætentiøs, for en intelligent forfatter demonstrerer ikke sin intelligenskvotient gennem sin skrivning. Det gør kun den mindre kloge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu