Læsetid: 5 min.

New Zealandsk model i modvind

13. oktober 1997

Kraftig folkelig mistillid til konservativ koalitionsregering under ledelse af Jim Bolger kan være forvarsel om at pendulet svinger væk fra liberalistiske markedsreformer

Foregangslandet New Zealand har været kæledægge for de vestlige OECD-lande, siden en Labour-regering i 1984 revolutionerede landets økonomi med skrappe markedsreformer. Det new zealandske eksperiment er af ugemagasinet The Economist blevet kaldt mere Thatcheristisk end Mrs. Thatchers politik i Storbritannien.
Mange har ladet sig inspirere af det new zealandske eksperiment, og det var under et besøg i New Zealand, at den danske finansminister Mogens Lykketoft og økonomiminister Marianne Jelved fostrede ideen om at lancere SR-regeringens storstilede projekt: "Danmark som foregangsland".
På papiret lyder New Zealands resultater imponerende, og landets regering har haft held til at fremstille et internationalt glansbillede af resultaterne.
I 1990'erne har landets økonomi været et af de hurtigst voksende i OECD-området - i øjeblikket med en årlig vækst på omkring 3,5 procent - arbejdsløsheden er halveret i de sidste ti år til nu cirka 6 procent, og udlandsgælden er reduceret drastisk med 17 procent, siden reformerne blev indledt i 1984.
Men selv om det i øjeblikket er forår på de grønne øer, så er den politiske og økonomiske overflade begyndt at krakelere.

Regeringen upopulær
Centrum-højre koalitionsregeringen bestående af ministerpræsident Jim Bolgers konservative National Party, og Winston Peters' populistiske New Zealand First, der kom til magten for et år siden, er alvorligt svækket på det seneste, og det kan være et spørgsmål om tid, hvor længe regeringen overlever.
Regeringen har et flertal på et mandat i parlamentet, men de seneste meningsmålinger viser, at oppositionspartiet Labour under ledelse af Helen Clark stormer frem og ville få 50 procent af stemmerne, hvis der var valg. Til gengæld risikerer Peters' populistparti, der fik 13 procent ved sidste års valg, at blive fuldstændig udraderet med nu kun 1,9 procents vælgertilslutning. Ikke mindre end 84 procent af de new zealandske vælgere har mistillid til Bolger-regeringen.
Nedturen er forstærket, siden regeringen i september måned led et eklatant nederlag ved en folkeafstemning om en tvungen pensionsopsparingsordning - 92 procent af vælgerne stemte nej til forslaget. Folkeafstemningen afslørede åben uenighed i regeringsrækkerne, og flere ministre kritiserede forslaget. Samtidig har det givet anledning til spekulationer om Jim Bolgers fremtid som leder af Det Nationale Parti, der kun får 28 procent af stemmerne i meningsmålingerne. En juniorminister er trådt tilbage fra regeringen og har som den første åbent krævet et lederskifte.
Jim Bolger siger dog selv, at han ikke ser nogen trusler imod regeringens reformpolitik. Han har i stedet lanceret nye privatiseringstiltag og bebudet flere skattelettelser. Bolger-regeringen overvejer at sænke marginalskatten for de højeste indkomster, som i øjeblikket ligger på 33 procent. Og samtidig er det et langsigtet mål at sænke skatten for de laveste indkomster til 21 procent.
"Det er det helt essentielt den afgørende forskel på Labour, der ønsker at forhøje skatterne, og vores koalitionsregering, der ønsker at sænke dem," sagde finansminister Bill Birch fornylig i interview til Radio New Zealand.

Fattig skyggeside
De radikale markedsreformer med privatiseringer, dereguleringer og fuldstændig fjernelse af landbrugsstøtten var smertefulde, ikke mindst i starten.
I perioden 1984-92 skrumpede New Zealands økonomi med 1 procent på et tidspunkt, hvor de øvrige
OECD-lande i gennemsnit udvidede økonomien med 20 procent. Derefter fulgte et tre-årigt boom med årlige vækstrater på omkring 5 procent frem til 1995, men det har ikke fjernet de sociale problemer - ulighederne er blevet større.
"I Christchurch er der en masse BMW'er og Mercedes-biler på gaden, men samtidig er fattigdommen begyndt at bide sig fast, og en sjettedel af befolkningen lever nu under den officielle fattigdomsgrænse," siger Dr. John Peet, der er seniorlektor ved Universitetet i Canterbury, til Information.
Han mener regeringens "propaganda-maskine" har tegnet et skønmaleri af New Zealands økonomi. Han peger på, at "den officielt registrerede arbejdsløshed kun er 6,4 procent, men den reelle arbejdsløshed er tre gange så stor, da folk på førtidspension, sociale velfærdsordninger, i efteruddannelse og alle over 55 år ikke tages med i den officielle statistik."
Finansminister Bill Birch har erkendt, at indkomstforskellene "øges, og de vil blive endnu større. Men det bekymrer mig ikke."
Men mange af de vælgere, som er begyndt at strømme over til oppositionspartiet, Labour, er bekymrede, og partileder Helen Clark har indledt et hamskifte af partiet, så det igen får et mere socialt ansigt.
"I de sidste to år har arbejdsgiverne kunnet mærke en voksende bølge af utilfredshed i industrien," siger Chris Trotter, der er politisk kommentator på The Independent Business Weekly.
De offentlige ansattes lønninger har været frosset fast i de sidste fem år, og mange lønmodtagere har i takt med dereguleringen på arbejdsmarkedet oplevet faldende realløn. Privatiseringer af postvæsenet, telesektoren, jernbanerne, elforsyningen og de nationale parker har - sammen med nye brugerafgifter på skoler og hospitaler - ført til, at new zealandske lønmodtagere er blevet påført nye omkostninger, som de ikke tidligere havde, da velfærdsstaten var fuldt udbygget ved indgangen til 1980'erne.
"New Zealand er blevet kommercialiseret," siger John Peet med henvisning til en ny bog af samme titlen af forfatteren og den anerkendte politiske iagttager, Bryan Easton. "Regeringen har kommercialiseret alle samfundsområder, og mange folk er begyndt at tænke på sig selv som et marked," siger Peet.

Grønt håb
På landbrugsområdet har de radikale markedsreformer og fjernelsen af statsstøtten dog haft en positiv effekt på miljøet.
"Forbruget af kunstgødning er reduceret enormt, efter at statens subsidier til kunstgødning blev fjernet," siger John Peet, der har skrevet en bog om energi og økonomien i et økologisk system.
Ikke alt er lige grønt. En 650 siders rapport fra miljøministeriet - efter fem års omfattende studier - fastslog i september måned, at "landet ikke er så rent og grønt som det gerne vil være".
Et eksempel er, at udledningen af carbondioxid er steget med 22 procent i de seneste ti år, og transportsektoren, der står bag næsten halvdelen af disse udledninger, fortsætter med at vokse.
Et andet eksempel: Den nationale strudsefugl, kiwi'en, er sammen med 800 forskellige planter og dyrearter truet af udryddelse efter årtiers "kultivering" og opdyrkning af landbrugsjord og rydning af skove.
Trods disse skyggesider, så udtrykker John Peet forhåbning om, at fremtiden bliver noget grønnere - landbrugsreformen er for ham et positivt eksempel:
"En del urentabel landbrugsjord er lagt brak, de nationale skove og den naturlige vegetation er igen begyndt at brede sig. New Zealands økologiske fodaftryk er kun 2/3 af, hvad der er bæredygtigt i landet," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her