Fra: 'Gør gode tider bedre' (Louisiana 1960) til: 'Gør dem dog ikke værre' (Louisiana 1997)
- i mangel på grænser og forskelle, der gør en forskel og forgylder vores tilværelse
Frie ord
Som annonceret afholder Informations venner i morgen et debatmøde på Louisiana. Det er ikke første gang, Louisiana lægger hus- og hjerterum til et møde med umiddelbar oprindelse i Information. Helt tilbage i 1960 bragte bladet et interview med daværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann, som udløste en sammenkomst på Krogerup Højskole og Louisiana med vidtrækkende følger, ikke mindst for landets kulturpolitik.
"Politikerne må have mod til at vedkende sig, at alt ikke er lige godt og derfor påtage sig ansvaret for statsstøtte til den gode kunst," sagde Villy Sørensen.
Den daværende radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen protesterede:
"Det kan ikke være vores opgave at vurdere, hvad der er godt og skidt. Vi skal stille åndslivet, herunder kunsten, så frit som muligt, og så må vi overlade til folk selv at vælge, hvad de kan lide."
"Politikerne kan ikke løbe fra deres vurderingsgrundlag," svarede Villy Sørensen. "Alt er ikke lige gyldigt. Det er det heller ikke for politikerne, for så ville alt være ligegyldigt for dem, der dog som Jørgen Jørgensen kæmper for demokratiet imod diktaturet. Underholdningsindustri og kunst er det ikke politikernes sag at give lige frie udfoldelsesbetingelser, for underholdningdindustri og kunst er ikke lige godt."
"Skal politikerne nu til at bekæmpe nogle former for åndelig udfoldelse og fremme andre?" spurgte ministeren. "Så får vi jo stalinisme. Det strider totalt mod mit frihedssyn."
"Jeg forlanger ikke, at politikerne selv skal sidde og tage stilling til hver eneste kunstner og hvert eneste kunstværk," forklarede kunstneren. "Politikerne må vælge nogle mennesker, som de har tillid til og hvis vurderingsevne de kender, og lade dem - på skift - foretage et udvalg af det, der bør støttes af staten."
Derved blev det. Statsminister Viggo Kampmann fik overvundet Jørgen Jørgensens (og hans partis) betænkeligheder. Vi fik statsstøtte til Det danske Akademis litteraturpris. Vi fik en nordisk litteraturpris. Vi fik et kulturministerium og en kunstfond.
Kort tid efter Krogerup-Louisiana-Informations mødet udskrev Viggo Kampmann valg under parolen: "Gør gode tider bedre."
I dag siger Thorkild Kjærgaard på modstående side:
"Siden 1960 har vi kastet os ud i, hvad man kunne kalde det grænseløse projekt. Størst mulig vækst var målet. Man ville gøre 'gode tider bedre', som det hed med et slogan fra valgkampen i 1960. Banen skulle ryddes og der måtte være fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft hen over alle grænser. Men ideen med grænseløs vækst og grænseløs produktion er i hjerteskærende modstrid med de økologiske vilkår. Vi er en lukket planet, der bevæger sig i et umådeligt stort iskoldt rum, og enhver tanke, der ser bort fra den grænse, er irrationel. Det grænseløse projekt er selvmorderisk."
Thorkild Kjærgaard er blandt paneldeltagerne på Louisiana-mødet i morgen. Der er sammenhæng mellem de to Louisiana-møder, for den samme Viggo Kampmann, der påtog sig politikernes og statens ansvar for den gode kunst mod den dårlige underholdningsindustri, var også, den der med drømmen om evig økonomisk vækst mente at kunne gøre gode tider stadig bedre.
Vi begyndte dengang i rationalitetens navn at handle irrationelt, siger Kjærgaard om netop året 1960, da det store velfærdsstats-projekt blev søsat sammen med den nye kulturpolitik.
"Men en del af rationaliteten er netop at erkende, at der findes begrænsninger, for eksempel de fysiske love," mener Kjærgaard. "Naturen sætter grænser, og den moderne rationalitet har tabt fornemmelsen for det. Den har så at sige sprængt sine egne grænser og er drevet over i sin egen modsætning. Den grænseløse økonomiske vækst og ekspansion er kommet i modstrid med det biologiske grundlag for vores liv. Juvelen i den europæiske civilisation, lysten til viden, er degenereret til en hæmningsløs, kostbar og finansieret jagt efter magt, penge og patenter."
"Selv grænserne for noget så fundamentalt som forældreskab og generationsfølge, liv og død er begyndt at flyde med reagensglasbørn, rugemødre, mikroinsemination og sæd- og ægdonationer fra levende og afdøde."
Også Villy Sørensen havde i søndags i dagbladet Politiken svært ved at bevare optimismen fra det forrige Louisiana-møde:
"De senere år har jo været kendetegnet ved, at vi har fået en skærpet bevidsthed om verdens problemer, samtidig med at problemerne er blevet ved med at vokse. Vi ved mere, men det får os ikke til at handle. Og ud fra denne primitive analyse, tror jeg nærmere, at det hele går ad helvede til."
Viggo Kampmann sagde: "Gør gode tider bedre." I 1988 svarede rockgruppen Metallica (i "Eye of the Beholder" fra albummet and Justice for All) : "Freedom no longer frees you". Som kan oversættes ved: Frihed befrier dig ikke længere.
Hvad er det for en kulturpolitik, der overskrider grænseløshedens projekt? Kultur her forstået som mere end kunststøtte. Hvad er det for et natursyn, en menneskeopfattelse, en økonomi, der standser selvmordet? Det er vel temaet på Louisiana i morgen.
Kan noget af svaret findes i det interview i Information, der oprindelig affødte det forrige møde for 37 år siden?
I FORSOMMEREN 1960 faldt jeg i Kristeligt Dagblad over en oplysning om, at Viggo Kampmann ikke alene var ejer af Kierkegaards Samlede Skrifter, men at han også havde læst dem! Med den begrundelse, at han måtte være den første statsminister i Danmarkshistorien. der havde læst Kierkegaards værker fra bind I til XV, bad jeg om en samtale med statsministren om, hvordan han i sin daglige politik lever op til Kierkegaards etiske og religiøse fordring.
Det medførte blandt andet nyheden om, at regeringen nu ville foreslå en u-landshjælp så stor, at den ville vække til politisk diskussion: "Det danske folk vil formentlig have moralsk godt af at hjælpe, og derfor skal hjælpen være af en størrelsesorden, der vækker den enkelte af hans sløvhed."
Det blev begyndelsen til moderne dansk u-landsbistand.
Men Kampmann sagde også, at han ofte dumpede ned på bladenes kultursider i stedet for at holde sig "til sine indenrigpolitiske, økonomiske og udenrigspolitiske emner og opgaver". Og så kom den udtalelse, der siden blev et bevinget ord:
"Vi politikere har i høj grad behov for vejledning. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel."
I sit indlæg om Ideernes krise i åndsliv og politik på Louisiana-mødet for 37 år siden spillede Bjørn Poulsen på modstillingen mellem den politiske nødvendighed og den modernistiske kunst. Digteren Ole Sarvig havde samme år i et essay erklæret, at "vi er arveløse. Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af ukendt art." Regeret bliver der alligevel! Citerede Bjørn Poulsen.
Men efter hvilke kriterier for godt og ondt skal der regeres, når kunsten og kulturlivet ikke længere vil være forpligtet af de grænser, som tradition og nedarvede holdninger sætter? spurgte kulturkritikeren.
Hvad nytter det så med statsstøtte til kunsten?
NU KOMMER naturen os til hjælp. Vil ikke andre sætte grænser, gør den det.
Men kan en moderne og postmoderne mentalitet overhovedet tåle det? Krænker det ikke vores drøm om grænseløsheden så grænseløst, at vi heller vil udslette kroppene og naturen til fordel for virtual reality?
Giver Louisiana 2 i morgen svaret på den gåde, Louisiana 1 stillede?
