Læsetid: 5 min.

Øjenkvinden

9. oktober 1997

Betty Nansen forbliver en gåde i Kela Kvams grundige biografi

NY BOG
Betty har omsider fået sin egen bog. Både den berømte og berygtede skuespillerinde Betty Nansen med de tårevædede øjne - og kvinden Betty med det mere ukendte, blide blik.
Det har i hvert fald været ambitionen bag teaterprofessor Kela Kvams nye bog Betty Nansen - masken og mennesket. Eller som Kela Kvam skriver i forordet: "Jeg har i min biografi valgt at lægge accenterne på dette 'falske' liv, uden dog at glemme det andet - det, der skabte mennesket bag masken."
Med det 'falske' liv hentyder Kela Kvam til Betty Nansens skuespillerliv - til livet og de mange skiftende identiteter på scenen. Og bogen er da også en grundig - omstændeligt grundig - kronologisk gennemgang af Betty Nansens liv (1873-1943) og især hendes roller. Omhyggeligt beskrives rollernes karakter og psykologi, og med hjælp fra samtlige eksisterende kilder er det desuden lykkedes Kvam at give nogle meget levende skildringer af Betty Nansens rollefortolkninger på scenen. Takket være et væld af breve, notater og artikler fra Betty Nansen selv, men naturligvis også fra teaterkritikkens og publikums respons.

Edderkoppekvinden
Men Kvam forbliver først og fremmest teaterhistoriker. Betty Nansens liv ville måske blomstre som biografisk roman eller film - én fiktionstolkning er allerede blevet skabt af Ernst Bruun Olsen, da han skrev et stykke om hende, gestaltet af Githa Nørby på Betty Nansen Teatret i 1991. Men som biografisk forskning bliver det en tør omgang - også fordi Kela Kvam ikke holder fast i indledningens vinkel, men lader Betty Nansens karriere dominere over skildringen af hende som menneske.
Den ene rolleudfordring efter den anden igennem hendes enorme karriere rulles ud for læseren, men samtidig synes de private spørgsmål at blive så meget desto mere presserende. Og selvom Kela Kvam vitterlig har fået fat i nogle scoop af personlige breve, ikke mindst mellem Betty Nansen og hendes første ægtemand Peter Nansen, så forbliver denne danske verdensdame alligevel en gåde. Hun, der udgød tårer på kommando på teatret og på filmen, hvad græd hun over uden for rampelyset? Hun, der spillede alle disse følsomme og forsmåede og desperate og ondskabsfulde kvinder, hvordan var hun selv blevet sådan, som hendes ry fortsat er - en stejl, egomanisk og ufølsom kvinde?
Bogen kan kun bekræfte dette ry. Alligevel kommer den egentlig ikke tættere på hendes person og hendes egenartede psykologi. For hvem var hun egentlig, denne edderkoppekvinde, som spillede f.eks. moderroller med uhørt succes, men hvis egen moderrolle måske begrænsede sig til at betale guvernanter og kostskoleophold?

De beundrede kjoler
Sådanne personlige ting vides ikke, og Kela Kvam bruger forbløffende lidt energi netop på denne side af personskildringen. Måske fordi det har været umuligt at finde kilder, måske fordi det teatermæssige har draget mere på grund af Betty Nansens fuldstændig enestående selvstændige karriere omkring århundredeskiftet.
Men at grundforskningen er i orden er indlysende. Mængden af breve og samtidige artikler - dvs. omkring 50 års dansk teaterhistorie og pressehistorie - ligger til grund for bogen, der således er både troværdig og fint perspektiverende omkring teatrets situation i starten af århundredet. Her er både beskrivelser af skuespillernes overdrevne spillestil, af teatrenes indretning og af kostumernes magt over iscenesættelsen - selvom Betty Nansens beundrede rober sagtens kunne have tålt mere plads end de par sider, som bogen tildeler dem.
Teaterhistorisk er bogen dermed også blevet en glimrende skildring af Det Kongelige Teaters forkrampede monopol på vigtige, nyere forfatterskaber - ikke mindst Ibsens, som Betty Nansen sloges for at få til sin scene - og naturligvis af de øvrige, dominerende skuespillere, som Betty Nansen så gerne gik til kamp mod, hvis deres talent truede hendes egen succes. Beskrivelserne af hendes bagsnakkeri om den ældre kollega Betty Hennings er således intet mindre end perfide.
Men sådan er showbiz velsagtens. I følge Kela Kvam levede Betty Nansen i evig vekslen mellem grænseløse succeser og offentlig hetz, ikke mindst fordi hun ikke forstod kunsten at holde mund om sine egne fortræffeligheder.

Ensomheden
Københavnermodstanden synes hver gang at have resulteret i trodsige turnéer - både rundt i Danmark og i Norden, hvor hun til gengæld blev hyldet som en dronning. En hyldest, som gav hende kræfter til at vende tilbage og indstudere endnu en ønskerolle, der kunne beskrive den moderne kvindes tilstand: En selvstændig, men ofte erotisk desperat kvinde, der turde blotlægge sit liv uden tanke for følgerne og omverdenens dom.
Som sådan ville hun formodentlig gerne se sig selv. Og det sene ægteskab med den 22 år yngre Henrik Bentzon viste, at hun ikke slækkede på idealerne for sin egen livsstil med årene. Hun levede stærkt og fuldstændig efter sit eget hoved - og betalte så også prisen.
I følge Kela Kvam var den største pris ensomheden. Tilsyneladende har hun kun haft yderst få nære venner, og måske har kun de to ægtemænd fået hendes fulde tillid og fortrolighed. Og så Herman Bang. Hendes sjæleven og instruktør - og hendes kritiker.
De mest interessante passager i bogen skyldes faktisk Bangs næsten uhyggelige identifikation med Betty Nansens psykologiske svingninger og indsigten i hendes talent - også de sider af hendes tolkningsevne, som han tilsyneladende opdagede, før hun selv gjorde det. Bang bliver så tydelig i bogen, at han til tider forskubber Kela Kvam helt ud til forordet - men hans ord har også en forbilledlig præcision.
Som mere selvstændig beskrivelse står Kela Kvams udforskning af Betty Nansens filmkarriere, både i Danmark og i USA. Og endelig af Betty Nansens samarbejde med Kaj Munk, hvis dramatikergennembrud hun var med til at sikre med førsteopførelsen af Ordet og I Brændingen.
Ærgerligt er dog, at forlaget har sparet på bogens registre. En fin rolleregistrant er der og et personregister, men intet register over forestillinger og roller, sådan at man reelt kan bruge bogen som opslagsværk - en tåbelig besparelse i disse databasetider. Tilsvarende mærkeligt er layoutet, der ofte viser billeder af hende i roller, der først beskrives længe efter i teksten.
Men alt i alt er bogen et interessant møde med en kunstner, som via sit tilbageblevne teater på Frederiksberg Allé stadig dominerer vores tids teater, her mere end 50 år efter sin død. Hun var en ener - og hun nød det uhæmmet krukket:
"Ulykken er, at store betydelige Skuespillere maa spille solo... Men saa er det jo rent fortvivlende, at de andres fuldkomne Mangel paa Teknik virker som Talentløshed overfor min omhyggeligt opbyggede 'Præstation', og omvendt føles min Teknik som Drevenhed mod de andres Udygtighed."

*Betty Nansen - masken og mennesket' af Kela Kvam. Gyldendal. 288 s., ill. kr. 325.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu