Læsetid: 5 min.

Østen i Vesten

8. oktober 1997

Japansk kultur er kommet til Oslo. I år har Ultima Festivalen valgt at invitere japansk musik og musikere til festivalen for ny musik

OSLO - Ultima Festivalen for ny musik hærger byen med musik, film, performance, dans, foredrag. Det er syvende år i træk at Ultima inviterer til fest. Der er altid noget spændende at komme efter. Informations udsendte har været med i alle årene, lige fra Ultimas fødsel i forbindelse med ISCM Verdensmusikdagene i Oslo i 1990.
I sidste uge kunne man opleve Vesten i Østen ved Verdensmusikdagene i Seoul. Her blev der spillet musik af den internationale avantgarde. I denne uge er Østens musikalske mystik på programmerne ved Ultima Festivalen for ny musik i Oslo. Japan og japansk kultur står i centrum af begivenhederne.
Kulturerne ønsker at lære af hinanden. Men for at lære noget nyt må man også se forskelle. Hvordan lyder asiatisk musik? Hvordan lyder europæisk? Den koreanske komponist Isang Yun har et bud:
"En tone i Europa er fuldstændig forskellig fra en tone i Asien. Jeg har bemærket, at i Vesten er tonen lineær, som en streg tegnet med blyant, hvor tonen i Asien er som et penselstrøg - tyk og tynd og irregulær, hvilket indebærer mulighed for en mere fleksibel formgivning. I europæisk musik må toner forbindes horisontalt og vertikalt i en form; denne proces må sættes i gang, før musikken kan opnå en specifik mening. Til sammenligning er en enkelt tone i Asien ikke 'rigid', men kan formes musikalsk på dens egne betingelser. En tone i europæisk musik er defineret af bestemte tonehøjder, af nøje fikserede frekvenser. ... Hos os siger vi, at hvis en tone har en iboende bevægelseskraft mens den klinger, så er denne tone allerede et helt og fuldstændigt kosmos."

Musik i kosmos
Sådan udlagde Isang Yun i 1993 forskellen mellem europæisk og asiatisk musik. Hans betragtning synes umiddelbart at være lidt for firkantet, idet man sagtens kan finde eksempler på musik fra vore egne breddegrader, der ikke passer ind i Yuns skematiske opstilling. Men hans synspunkter er gode som afsæt til en diskussion af forskellen mellem de to kulturers musik.
Og Yuns sammenligning får da også mere substans, hvis man supplerer og uddyber med de tanker, der ligger bag hans ideer. Yun henviser selv til asiaternes påvirkning af taoismen, at i kosmos er tonen evigt lydende, hele rummet er fyldt af toner, hvor man i europæisk filosofi siger, at tonen er produceret af mennesket. I den forstand bliver asiatisk musik noget, der er der allerede, den skal ikke komponeres, den skal formes.
Man kunne så lidt polemisk spørge: Hvorfor er asiaterne generelt så intenst optaget af at tilegne sig Vestens kompositionsteknikker? Der er snart sagt ikke den japanske, malaysiske, kinesiske, koreanske komponist, som ikke har studeret i Centraleuropa hos modernisternes arvtagere. Det er næsten synd at se unge asiatiske piger og drenge gå rundt i Darmstadt med deres mikrotonale partiturer fyldt med clusters, der billedligt talt er musikalske æg, der er lagt således, at de passer i moderigtige modernistiske æggebægre.
Hvorfor er de så forhippede på at lære alt det, der ofte tynger os selv? Er det håndværket mere end æstetikken bag det hele? Mange spørgsmål søger svar.
Hvorfor skulle en asiatisk komponist lade sig delvis indforskrive i vores kulturs modus operandi? Kunne der tænkes at komme noget positivt ud af det? Kunne man forestille sig en asiatisk komponist, der på den ene side holdt af at lade sig inspirere af Vestens former og figurer, men på den anden side forbeholdt den indre, asiatiske stemme en prominent plads i lydhierarkiet?
Ja, det kan man. En sådan komponist er japaneren Toru Takemitsu, der er hovednavn ved Ultima Festivalen. Det næste projekt bliver at undersøge, hvordan denne musik og dens æstetiske præmisser dannes i den interkulturelle spænding mellem vesten og ikke-vesten.
Der er for nylig skrevet et vellykket universitets-speciale om Takemitsu. Forfatteren, Jens Hesselager, skriver bl.a. om to metaforer, som Takemitsu har brugt til at beskrive de modsatrettede principper mellem vestlig og østlig musik: Træet symboliserer den vestlige musik, som den store enkeltstående plante, der kan tages op af jorden og omplantes, flyttes til en anden egn. Græsset symboliserer den ikke-skriftlige, ikke-vestlige musik.

Taoismens inspiration
Takemitsu ønsker at forene den skriftlige praksis (det at komponere) med en holdning til lyden eller klangen, der har mere til fælles med den ikke-skriftlige tradition: At musikken i stedet for at være skrift og symboler, skal være klingende nærvær.
Takemitsu fortsætter: "Vestlig musik er konstrueret af små elementer, på samme måde som I bygger jeres huse af sten. Den enkelte musikalske lyd er som en mursten, som I bygger det musikalske hus med. I skaber jeres musikalske form og rum af funktionelle elementer. ... Jeg er tilfreds med blot at røre ved lydstrømmen omkring mig. Hente lyde ud af strømmen, grave min form ud af den. Og derefter blot observere helheden. Det at komponere, det er at give lydene i strømmen omkring os betydning."
Vi bemærker at den taoistiske tænkning her ligger på linie med holdningen i citatet af Isang Yun. Ikke blot japanske Takemitsu og koreanske Yun reagerer musikalsk i forhold til taoismen. Hovednavnet de sidste par år her ved Ultima Festivalen, kineseren Tan Dun, har ligefrem skrevet et værk som hedder On Taoism.
Takemitsus musik er præget af flydende klangmasser. Bevægelsen tilbage til Debussy og den svævende lyd, er ikke til at komme uden om. Hvilket da også har ført til en kritik af Takemitsus musikalske praksis. I sidste uge spurgte jeg hans kollega og landsmand, Makoto Shinohara, om en vurdering af Takemitsus musik. Han svarede:
"Takemitsu skaber hele tiden atmosfære, men det er med alt for pæne klange. Takemitsu fik succes med filmmusikken, hvilket skaffede ham finansiel tryghed. Takemitsus musik er slet ikke ny, den er faktisk tilbageskuende."
Grunden til at jeg spurgte Shinohara var, at også han har forsøgt sig med en forening af vestlige og østlige udtryksmidler. Faktisk temmelig håndgribeligt, nemlig i værket Cooperation fra 1990 for otte japanske og otte vestlige instrumentalister. Stykket er en udforskning i mulighederne for en integration af de to så forskellige kulturers musik.
Med Shinoharas udtalelse om Takemitsu, kan vi konkludere, at Shinohara selv mener, at han slipper bedre fra kloningsforsøget. Jeg hørte uropførelsen af værket i 1991 i Zürich. Liveopførelsen fungerede godt (den er udgivet på pladeforlaget Camerata 30CM-375). Og musikken er langt mere helstøbt end et andet nyere fusionsforsøg, kineseren Tan Duns øst-vest-foreningsstykke, komponeret i anledning af Kinas overtagelse af Hong Kong. Dette værk (Symphony 1997. Heaven, Earth, Mankind) er også indspillet på cd for nylig (Sony Music. SK 63368).
Vi vender tilbage til Østen i Vesten og vice versa i en kommende artikel fra Ultima Festivalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her