Læsetid: 5 min.

Om at omredigere Berlin

7. oktober 1997

Tyklands kommende hovedstad forsøger at skabe en bedre fortid

Derude
BERLIN - Den 3. oktober for syv år siden blev Tyskland genforenet, og denne dag indgår nu blandt Tysklands helligdage. Butikkerne lukker, og berlinerne benytter sig af chancen til at spise morgenmadsbuffet til langt ud på eftermiddagen på byens cafeer. Men spørger man berlineren om, hvad der skal ske på denne dag, eller hvad den betyder for dem, risikerer man at få at vide, at det er noget, regeringen har fundet på, at det er en dag, som kun betyder noget for politikerne, og som de egentlig synes er lidt latterlig.
For berlineren er det nemlig den 9. november, som er den egentlige festdag, den dag hvor muren faldt, hvor genforeningen blev visualiseret, og hvor masserne strømmede igennem Checkpoint Charlie, den dag hvor friheden fik et ansigt og ikke bare et navn. Problemet er bare, at 9. november 1989 ikke kun er dagen for murens fald men også 51-års dagen for Tysklands største skam, "der Pogromnacht" i 1938, hvor Hitler deporterede tusindvis af jøder, og man er altså ikke sikker på, om man skal le eller græde den dag, hvorfor man vælger at lade den forbigå og i stedet med pomp og pragt fyre den af den 3. oktober. Det er altså ikke folkets revolution, der fejres, men snarere en form for administrativ anordning.
Forsøget på at visualisere den 3. oktober med et gigantisk optog gennem Berlin er både en smule komisk og et kuriøst studie udi tysk folklore. Optoget spadserer gennem nationalsymbolet Brandenburger Tor, og alle Tysklands forbundslande har deres egen afdeling af optoget.
Her kunne man i fredags få at se, hvordan hvæsende drager, stampende dinosaurer, skrigende skøger, klaprende riddere, cyklende bagere, svingende pølser og hujende vikinger vuggede gennem byen til stive sambarytmer. Et tæmmet karneval uden folkelig opbakning. Hvordan står denne maskerade, hvis symbolske værdi fortaber sig i det dunkle, i forhold til den genforening, som endnu ikke er, hvad hverken østberlineren eller vestberlineren havde forestillet sig, den ville blive, og hvor det stadig er svært at få øje på nogen fælles ånd i det stadig meget opdelte Berlin?

Tværsnit af Berlin
Et tværsnit af Berlin på dette tidspunkt ser sådan ud: I en lille snasket knejpe i Østberlin afholdes et længe planlagt "Ostalgiparty", et udtryk for en udefineret længsel tilbage til dengang, verden stadig var dejlig firkantet, og friheden ikke stillede betingelser. Det gamle østberlinske kvarter Prenzlauer Berg har stadig skudhuller i murene fra 2. Verdenskrig, dens stakkels ansigt blev vansiret for over 50 år siden. Denne koparrede gamle mand bærer på en smertelig erindring, som han først slipper af med i takt med, at hullerne bliver mørtlet til, og alt pudses op og fornyes.
I den anden ende af byen samles hele Berlins arsenal af turister på Kurfürstendamm på baggrund af Gedächtniskirches sønderskudte silhuet. Her underholdes de af en lille fraktion af de samme små ranke panfløjtespillere, som står på strøget i Kbh., og himlen, Panasonics lysreklamer og den nye kirkes mosaik skinner om kap i tre nuancer blå.

Der bygges
Overalt i Berlin bygges der. Man stykker fortiden sammen, så den passer til den identitet, man ønsker for fremtidens tyske hovedstad, bygninger, man ikke vil huske, rives ned, og andre restaureres, enkelte flyttes lidt, drejes, forhøjes eller forlænges i et nøje planlagt mønster. På Potsdamer Platz kører genopbygningen i højeste gear, og mens østasiatiske illegale arbejdere bygger verdens højeste hus, går kranerne op og ned som gigantiske bogstav-arme i den skrivemaskine, som genskriver og omskriver Berlins og hele Tysklands historie. De svinger rundt i bevægelser af nedrivende glemsel, genopbyggende fortrængning og påtvunget positivt tilbageblik.
Denne omsiggribende manipulation med erindringen virker som et feberanfald i en stadig ret skizoid by, og der er noget uværdigt og selvfordømmende over dette metamorfosehysteri. Berlin har lagt bandager på hele sin organisme og foretager indenunder en operation i et absurd håb om en helt umulig glemsel. Berlin hader sine ar, som ellers skaber så meget af dens skønhed, og på Potsdam klaprer man altså derudad med 1000 anslag i minuttet. Resultatet er et øreflænsende granatangreb, når "det onde" skal sønderskydes og fremtiden sikres - og dermed fortiden.

En bedre fortid
Milan Kundera har en præcis formulering for denne proces: "Menneskene råber, at de vil skabe en bedre fremtid, men det er ikke sandt. Fremtiden, det er kun en ligegyldig tomhed, som ikke interesserer nogen, mens fortiden er fuld af liv, og dens ansigt pirrer os, tirrer os, krænker os, så vi ønsker at tilintetgøre den eller male den over. Menneskene ønsker at være herrer over fremtiden udelukkende for at ændre fortiden". Fremtiden ligger der, hvor muren før kløvede byen i to, dér har man lagt den, lige midt i personlighedsspaltningen. En fremtid, som skal retfærdiggøre en ny fortid, den nye fortid. Lad os skabe en bedre fortid for vores børn!
Berlin har blikket fast rettet mod fremtiden, men har man læst Walter Benjamins historiefilosofiske tese om Englen på Sejrssøjlen, som står med ryggen til fremtiden og skuer mod fortiden, hvorfra der blæser en vind, som truer med at vælte den omkuld, så spørger man sig selv, om historien nu også er sådan at få bugt med. Og hver gang man kører ind i rundkørslen omkring søjlen, hvor denne engel står med udbredte vinger deroppe og stadig skuer i den samme retning, tænker man på den orkan, der rusker i Tyskland fra historien, og man forstår, hvorfor arkitekturen absolut skal være så tung og bombastisk i denne kommende regeringsby. Den skal holde til lidt af hvert.
Når Berlin står færdig til regeringens indrykken omkring 1999, står historien altså skrevet med monumentale bogstaver over hele byen, glemslen vil have forsøgt at lægge sin edderdunsdyne over byen, og måske vil det lykkes at gøre 3. oktober til den dag, man husker, fremfor 9. november, således at genforeningsfesten kan gribe hele byen i en fælles eufori uden snerrende undertoner af fortidens ondskabssymfoni, som, hvem ved, måske endelig vil være klinget ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her