Læsetid: 6 min.

Ondskabens øjne

25. oktober 1997

Skrækfantasier, flydere og synkere

QLUMMEN
Ligner jeg måske et ondt menneske? - spurgte Pol Pot i et AP-interview i DR 1's tv-avis i torsdags.
Næh. Han lignede en hvidhåret, skrøbelig og mild gammel mand, der vaklende blev holdt oprejst af to yngre hjælpere med udtryksløse ansigter. Hvad skulle de også udtrykke, ansigterne? Hvordan skulle de reagere på, at Pol Pot angiveligt har ladet millioner af mennesker myrde, direkte og ved masseekspropriationer af byfolk til landbruget, hvor de døde som fluer?
Selv så Pol Pot også ud til at tage journalistens spørgsmål om hans ugerninger med betydelig sindsro. "Vil Deres datter være stolt af Dem?" spurgte journalisten. "Det må eftertiden bedømme," svarede Pol Pot.
Tidligere på dagen havde TV 2's morgennyheder i øvrigt meddelt, at Pol Pot efter sigende var en stor beundrer af Indiens Mahatma Gandhi. En fascinerende tanke, der bekræfter en udbredt mistanke om, at de værste forbrydere sjældent viser anger eller i det hele taget betragter sig selv som onde.
"Det var nødvendigt", "Sådan var Loven/ Systemet" eller "Jeg gjorde bare, som jeg fik ordre til" er efterrationaliseringer, man så tit har hørt. Og selv Pot Pot kan jo have tænkt, at den sikreste vej til Mahatmaens vision om ikke-vold var at give alle de besværlige del i den evige fred.

Men det er en kendsgerning, at det ydre langtfra altid svarer til det indre, og at vi sjældent har det ansigt, vi fortjener.
Jeg kan f.eks. ikke tro, at den påståede massemorderske og afdelingsleder 'D.' fra Plejebo på Vesterbro har hugtænder og vortenæse som Disneys heks i Snehvide. Hun ligner formentlig hvemsomhelst, og det har også været nødvendigt for at kunne nyde godt af plejehjemmets, beboernes og de pårørendes tillid i de tre år, hvor dødsstatistikken på hendes afdeling nåede alarmerende højder.
Hele ugen har medierne henrykt svuppet rundt i D.'s ugerninger, men selv ikke Ekstra Bladets og B.T.'s fotografer har opfanget andet end en anonym skikkelse, der skjuler sit ansigt i en rød hætte med pelskant. Måske er det også nok. Ondskaben har jo alligevel ikke noget ansigt.
Især ikke i en sag som denne, hvor både systemet og de pårørende efterhånden har måttet anstrenge sig bravt for at fastholde troen på, at alt var, som det skulle være på Plejebos tredje sal.

Men for at begribe, hvordan den slags lader sig gøre, behøver man sådan set bare kigge med på Lars von Triers forrygende serie Riget. Her vandrer ondskaben endda rundt i dr. Stig Helmers lyslevende skikkelse, en rolle, som skuespilleren Ernst-Hugo Järegård er udvalgt til med den udtrykkelige begrundelse, at "du har det ledeste fjæs".
Alligevel fatter ingen af Helmers kolleger mistanke til hans mærkelige opførsel og evne til at lade kaffekopper med tvivlsomt indhold rotere. Tværtimod overlader den sammenbrudte Moesgaard ham kontrollen med afdelingen, og Helmers forsmåede kæreste Rigmors grunde til ikke at bryde sig om ham er, skal vi sige, mere personlige end moralske. Tilsyneladende er Helmers kolleger præcis lige så naive (eller bare moralsk ugidelige?), som så mange andre ude i virkeligheden.
Men vi, seerne ved det: Helmer er ond. Ikke af fanatisme, men af den ligegyldighed over for andre, som får ham til uden videre at trække stikket ud af sundhedsministerens iltapparat for at kunne oplade sin lille miljøvenlige ellert.
Ligesom Shakespeare-tragediernes usammensatte skurke - fra Iago til Richard den Tredje - gør Helmer publikum til medvidere i forsøget på at dække over sine forbrydelser. Men som Pol Pot er han naturligvis uden anger. "Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?" spørger Helmer os gennem wc-brættets smukke oval, mens han beskuer sine "flydere" og "synkere" (det er også os).
Selv da politiet netop har afhørt ham om den katastrofale operation af den nu hjerneskadede pige Mona, og han i panik kom til at tilstå mordet på kollegaen Krogshøj, må Helmer konstatere: "Intet har jeg gjort forkert. Jeg ser tilbage på mit liv, men jeg finder intet, jeg fortryder."

Det er fiktionens styrke, at den kan typecaste det ydre, så det svarer til det indre. Helmer er ganske simpelt det moderne menneskes omvandrende mareridt, den levendegjorte frygt for alt det man kan blive udsat for, når man ikke selv kan gøre modstand - når man er patient, barn, klient, gammel:
Hvad nu hvis lægen er giftblander? Pædagogen er pæderast? Socialarbejderen er kassebedrøver? Plejehjemsmedarbejderen er grisk dødshjælper? Eller hvad med babysitteren som barnemorder - The Hand That Rocks the Cradle, som titlen lød på en gyserfilm, der kom for et par år siden.
Hele ugen har jeg på den britiske satellit Sky Channel fulgt timelange direkte transmissioner af retssagen mod Louise Woodward, en 19-årig britisk au pair-pige, som står for retten i Boston for at have rystet en ni måneder gammel dreng til døde. Efter lægernes modstridende erklæringer og forældrenes vidneudsagn kom Louise omsider selv til orde, en almindeligt udseende blegfed teenager med langt kommunefarvet hår i hårbøjle. Louise Woodward er naturligvis mærket af situationens alvor, men virker bestemt ikke mere ond end de mange udmærkede mennesker, der gennem årene har passet børn for os, mens min mand og jeg gik i byen.
Om hun er skyldig, vides endnu ikke. Men det interessante er, at Louise Woodwards forsvar ikke betales af hendes familie, men af au pair-bureauet, der jo ikke kan have den slags anklager siddende på sig.

Vores samfund beror på afhængighed af mennesker, vi ikke kender personligt: Ansatte i bureauer, institutioner og systemer, der kontrolleres af andre mennesker, vi heller ikke kender.
Hvis det gør os nervøse, er det noget, vi er nødt til at undertrykke. Vi kan jo ikke altid selv passe vores børn eller have en gammel mor boende, og de færreste vil binde an med at fjerne egen galdesten. Vi er nødt til at tro på, at systemerne i det store og hele fungerer.
Men angsten? Den er der da. I en angstens hitliste, jeg hørte fornylig, var nummer ét netop skrækken for, at der skal gemme sig noget farligt i maden, vi spiser, luften, vi indånder, vandet, vi drikker. At vi, kort sagt, ikke kan stole på systemerne, og at livsnødvendige ting og personer ikke er, hvad de giver sig ud for.
Men når vi skal give vores mistænksomhed udtryk, finder vi noget med et påfaldende, letgenkendeligt udseeende. Rockerne stillede sig i et par år elskværdigt til rådighed som populært fjendebillede med alt godt fra panikfantasien, fra særprægede frisurer, tatoveringer og rygmærker til et rask lille mord.
Men aldrig så snart havde de stridende bander begravet stridsøksen, før frygten vandrede videre til næste fjende: De sorthårede, de 'fremmede'. Og de mest bange er naturligt nok dem, der i almindelighed mener, at enhver er sig selv nærmest, og derfor tror det samme om andre. Kort sagt, at de fremmede kun kan være kommet for at rage til sig, og at alt ondt i samfundet ville forsvinde, hvis bare vi var af med dem.
Det er ikke let at råbe folk op, som har valgt at se enhver sorthåret, der dummer sig, som et eksempel på hvordan 'de allesammen' er. Det er derimod let at føle sig bedre og klogere end de naive, der tror at kun 'fremmede' slår på tæven og hæver bistandshjælp.
Men det er også at se med ondskabens øjne gennem lokumsbrættets smukke, men noget begrænsede oval. I stedet for at lammes af frygten for 'de andre' skulle vi måske se nærmere på, hvordan samfundsfordøjelsen lige nu deler os op i flydere og synkere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her