Statsministeren lader meningsmålingerne og Pia Kjærsgaard styre partiets politik, mener to social-demokratiske indvandrerpolitikere
To socialdemokratiske kommunalpolitikere med indvandrerbaggrund, Lubna Elahi fra København og Ali Alfoneh fra Herlev, beskylder Poul Nyrup Rasmussen for at lade Pia Kjærsgaard og meningsmålingerne styre Socialdemokratiets politik på flygtningeområdet.
Partiformand og statsminister glemmer ifølge de to partifæller hensynet til de svageste i samfundet.
"Jeg frygter en højredrejning på bekostning af de svageste grupper i Danmark," siger Lubna Elahi, der er indvandrerordfører for Socialdemokratiet i borgerrepræsentationen i København.
"Problemet er, at vi diskuterer for meget flygtningepolitik og for lidt integration. Man glemmer helt at snakke integration nu," siger Ali Alfoneh fra Herlev byråd.
Uhyggelig udvikling
De to indvandrerpolitikere har forgæves søgt at få indenrigsminister Thorkild Simonsen i tale og indkaldte onsdag til et pressemøde for at præsentere deres frustration over Socialdemokratiets udvikling.
Og så raser de over det seneste eksempel på, at Socialdemokratiet giver efter for tidens strømninger, de 300 millioner kr. til politiet. Penge, der bla. er bevilget til bekæmpelse af invandrerbander i de store byer.
"Jeg forstår ikke, hvorfor det er politiet og ikke den sociale indsats, skal styrkes. De kriminelle skal behandles som kriminelle, men så skal vi diskutere, hvad vi skal gøre for at undgå, at flere unge går på gaden," siger Lubna Elahi.
"Diskussionen mangler. Og balancen. Jeg har været meget åbenmundet i forhold til de uløste problemer med integrationen. Men det har aldrig været hensigten, at det skulle vendes mod de fremmede", siger Lubna Elahi.
Anden klasses borgere
I den stærkt anspændte diskussion frygter de to socialdemokrater, at indenrigsminister Thorkild Simonsen på regeringens vegne er ved at udarbejde en lovgivning, der opdeler befolkningen i et
A- og et B-hold.
"Jeg frygter, at Thorkild Simonsen vil gribe ind over for familiesammenføringer, så tyrkere stilles anderledes end andre statsborgere. Jeg vil ikke være med til at udvikle to slags lovgivninger i dette land. Én for hvide og én for sorte danskere. Hvorfor snakker man ikke om stramninger af retten til familiesammenføringer, når en 50-årig dansk mand gifter sig med en Thai-pige på 16," siger Lubna Elahi.
Frygten for, at Socialdemokratiet med loven i hånd er ved at dele befolkningen op i to grupper, stikker dybt.
"Jeg ønsker, at Thorkild Simonsen bliver hele Danmarks indenrigsminister, ikke kun de hvide danskeres. Jeg håber, Thorkild Simonsen vil lytte til os kommunalpolitikere, nu hvor han selv er blevet minister," siger Ali Alfoneh.
For høj en pris
De to indvandrerrepræsentanter er meget bekymrede over, hvilke stamninger, regeringen kan finde på at gennemføre på grund af den fremmed-fjendske bølge, som skyller over Danmark i øjeblikket.
"Jeg har forståelse for, at Socialdemokratiet gerne vil reagere på Pia Kjærsgaards fremgang, men til hvilken pris? Hvad er det for stramninger, man forlanger," spørger Ali Alfoneh.
Det gode spørgsmål er her, hvornår de hvide danskere mener, at de sorte danskere er blevet integreret. Lubna Elahi spørger, om hun f.eks. er integreret. Om hvornår særkravene til danskere med udenlandsk baggrund hører op.
Lubna Elahi foreslår, at integrationen hjælpes på vej på tre måder.
*For det første bør samtlige kommuner udarbejde en integrationspolitik.
"Det skal ikke være et tagselv-bord for kommunerne, der så selv kan vælge, om de vil have en integrationspolitik eller ej," siger hun.
*For det andet skal ghettoerne brydes op.
"Vi kan ikke forlange, at folk lige pludselig skal flytte. Men regeringen kunne give en pose penge til andelsboligforeninger med ressourcestærke danskere, der gerne vil arbejde med integration. Så kunne indvandrere komme på venteliste til en lejlighed her. Det er meget vigtigt, at indvandrere skal have danskere at integrere sig med og gerne nogle danskere, der kan hjælpe dem".
*For det tredje burde Kommunernes Landsforening samle kommuner med mange indvandrere i et særligt udvalg.
"Så kunne de udveksle erfaringer om, hvordan deres integrationspolitik fungerer," siger Lubna Elahi.
Folketinget skal torsdag give indfødsret til en række af de danskere, de to indvandrerpolitikere betegner som sorte. Én af dem er Ali Alfoneh.