Læsetid: 3 min.

Ordet som handling

31. oktober 1997

Peter Laugesens nye digte lever på et sammenfald af henkastethed og træfsikkerhed

DIGTE
Adskillige spor flettes sammen i Peter Laugesens nye bog Pjaltetider, der digterens vane tro går mere efter skrift-processen og oplevelsen af et stort åbent felt end efter en totalkomposition eller et samlende tema. Der er tanker om dagen og vejen, kortrapporter om hus og hund, situationer med musik. Der er som sædvanlig meta-digte om dette at frembringe poesi, og der er tilbageblik på forgængere udi digtekunsten, som Dante og Kleist, Wilde og Yeats, Rilke og Georg Trakl.
Mest iøjnefaldende virker dog et bredt erindringsspor, hvor Laugesen tænker tilbage på barndom og opvækst i tider, der nu synes uendelig fjerne,

dengang hver by havde
sit eget mejeri
og der var is af tusind slags
blot på en enkelt køretur
tværs over Jylland.

Dengang tilbragte digteren tre stumme år på den skole, han nu besøger i egenskab af halvgammel far. I disse omgivelser fandt poesien ham dengang "svedende i et hjørne", hvor han sad "udsendt som indian scout fra det underste bøhland".

En forløjet tid
Men han opsøgte også selv litteraturen, bl.a. på folkebiblioteket, "lærdommens varmestue". Her er dog alting forandret i dag:

der er bare maskiner
over det hele
det er blevet til hospital
som om det levende ord var
en sygdom
der hurtigst muligt skal
sendes
på rekreation
i det tomme
elektroniske rum

Man mærker sig her den velkendte vrængende Laugesen-tone såvel som det pludselige spring fra specifik til almen civilisationskritik.
Digteren har ikke meget til overs for sin tid. Den er forløjet og falsk, hyklerisk over for de udstødte, samfundet selv producerer. Underklassen findes, "og den står så langt under alting / at den kun findes på tv / og de teatre der har tv som æstetisk målestok / og i de bøger der har det".
Også kunsten suges ifølge Laugesen ind i multimediemaskinens massive uvirkeliggørelse. Litteratur bliver til reklame, og stik imod sit væsen gøres poesien til en fisefornem affære, som dyrkes på dertil indrettede, udvalgte lokaliteter: "Jeg fatter endnu ikke / hvorfor poesien skal være så særlig, når den er alt." Hvad man har glemt, er det handlende sprog, det som ikke 'er' noget særligt eller 'står for' noget bestemt, men som primært gør noget ved dem, der skriver og læser.

Prunkløs præcision
Hvad Laugesens egne digte gør, er at mase sig u-anmassende fra afmagt til håb, fra visheden til en tro uden genstand. Det foregår med en prunkløs præcision, med lethed og stilsikker elegance - som regel besynderlig henkastet, men alligevel rammende, som når digteren et sted forsøger at svare på, hvad han skriver om:

Emner og den slags. Hvad skriver jeg om? / Menneskers skikke. Min egen hverdag. Livet / på stedet. Fugle i træet. Hund og kanin. / Familien i huset. Udenfor huset. Rundt / omkring huset. Natten på plænen. De glasklædte træer. / Vinden der hyler. Hunden der sover. Stemmer / fra TV det store hoved. Den mægtige mund. / Emner og den slags. Hvad skriver jeg om?

Hos snart sagt enhver anden hjemlig digter ville en opremsningsrunde som denne være skredet ud i intetsigende privaterier. Hos Laugesen kommer der kunst ud af det, en poesi, der er af verden, og er sådan som verden er. Hemmeligheden består formentlig i så konkret og sanddru som muligt at lade ordene sige sig selv.

Jeg tror at dybt nede
er alting i orden
og intet forkert
men det er sgu dybt
og ingen kan ånde
hvor sandheden bor

Sådan begynder et digt fra bogens sidste tredjedel - det nærmeste Peter Laugesen i denne omgang kommer en personlig trosbekendelse. Teksten og med den anmeldelsen slutter sådan her:

Jeg tror på det hele
men tror det på mig
svaret er nej.

*Peter Laugesen: Pjaltetider. Digte. 69 s. 158 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu