Læsetid: 5 min.

Originaler og eftersnakkere

16. oktober 1997

Dansk rock har generelt svært ved at frigøre sig for påvirkningen fra udlandet og finde en egen stemme - især når der synges på engelsk

Københavnske Pupil gav et brag af en koncert fredag i et pænt fyldt Lille Vega. Nu skader det ikke sagen at gruppens cd, Superglasøjne (Zona/Border), er årets mest løfterige og opmuntrende dansksprogede debut. Pupil gør sig i melodisk og personlig popmusik af høj standard, tilsat ofte vanvittige vrøvletekster - som giver mening efter et par gennemlytninger. Der er vitterlig mening bag galskaben.
Og så er gruppens to forsangere, Hans Buchardt og Martin Heurlin, tidens måske mest originale makkerpar - som sangskrivere, arrangører og producere. Så kan det tilgives dem, at de endnu ikke har check på deres scenepræsentation, for nej - privat småsnak mellem numrene er ikke nogen nydelse.
Men det rokker ikke ved billedet af et band af format, der er kommet til verden udenom gængse kanaler, og som uden hjælp fra et pengestærkt pladeselskab har formået at skabe sin egen niche. Nu har radiostationerne heldigvis taget venligt imod Superglasøjne, og råspillet et par af sangene - især har "Frk. Jørgensen" vist sig at besidde hitpotentiale - hvilket altid hjælper på sagen. Og fremmødet fredag viste, at det ikke kun var bandets nærmeste omgangskreds, der var troppet op. Som én sagde: "Det er jo ibens for voksne, det der".

Gang-i-den rock
Hvad gør det så årets Danmarksmestre i Rock - Hallå Då - til? Gasolin for reggressive 14-årige?
Trods gakkelak-tekster på muddersmålet og et hårdtpumpet, kompetent udtryk er der ikke meget på Ultra Brun Edition #2 (Fritz Records), der giver fingerpeg om, hvorfor det netop blev dem, der vandt nævnte mesterskab. Teksterne på de fire forbilledligt korte studieindspilninger er netop ikke sjove, og selvom musikken vælter afsted over stok og sten med anelser af både punk, metal og normalrock, er det mestendels såvel retnings- som meningsløst.
Hallå Då kan måske noget live, hvilket de fire liveoptagelser til sidst så skal illudere - og det er her Gasolin-sammenligningen kommer ind i billedet. Det er glad gang-i-den rock, men det kniber med at få morskaben ned på bånd. I disse ører lyder det ufærdigt og studentikost, med 'skægge' tyske tekster og sange om "Tjalleballe Hashstation". Det er rart at Hallå Då (primært) synger på dansk og energien fejler ikke noget. Men substans, koncentration og en samlet ide ville ikke skade foretagendet. Som det lyder her, er der ikke noget, som giver lyst til at trykke på repeat-knappen.

Indædt dystre
Hvert år sine håbefulde debutanter, og hos BMG hedder de i denne sæson Snuff Cameramen, der lægger ud med ti hjemmeskrevne og engelsksprogede sange på Skinny Dipper (RCA/ BMG), opfindsomt produceret af Sort Sol-guitaristen Lars Top-Galia. Albummets første skæring, "Accepted Youth", bæres da også af et umiskendeligt Sort Sol-beat, og kan ikke frakendes et vist punch, men generelt er sangmaterialet for svagt.
De heftige guitarer og den indædthed, hvormed materialet afleveres, kan ikke skjule en udpræget mangel på mindeværdige melodier. Derimod har gruppen noget, de færreste danske rockbands kan bryste sig af: En egen lyd. Det kan den komme langt med, når og hvis sangskrivningen finder fokus.
Gruppens to sangskrivere, bassisten Adam Broberg og guitaristen Stefan Weinrich, tager helt ud i gruppens navn ("snuff movies" er betegnelsen for de forbudte splatterpornofilm, hvor de medvirkende pines og plages til døde - og der er ikke tale om hverken skuespil eller effekter) afsæt i den mørke ende af rockmytologien. Tonefaldet er dystert og alvorligt hele vejen igennem, titlerne på sangene næsten monumentale, men man har - trods momenter: "Fly", "Stop" og "She's Taking All His Time" er næsten gode sange - en stærk mistanke om, at dette materiale først vil komme til sin ret på en scene, hvor en elektrisk storm kan skjule materialets iboende svagheder.

Britpop a la DK
Det står lidt bedre til hos Ruby Fruit Jungle, hvis andet album er fremragende produceret af engelske Simon Vinestock. Med Scram (Start/Sony) har gruppen lagt alen til sin vækst med generelt gode sange, flotte arrangementer og hørlig variation fra nummer til nummer, uden at det lyder som en opvisning i stilarter. Så lad gå, at sanger Kalle lyder som en gensplejsning af Brett Anderson og Damon Albarn, og at genren som helhed er rendyrket britpop.
Det kan netop blive gruppens fald, thi hvem vil investere i et album med en dansk gruppe, der benytter en genre, som nærmest er blevet tampet til døde i Storbritannien? Det er en sær kompetence at kunne lyde som alt muligt andet end sig selv, men man savner for meget personlig identitet hos Ruby Fruit Jungle til, at man for alvor imponeres.
Og teksterne... ja, lah-dee-dah: "Taste me I come into your eyes./ Please don't waste me, I'm running out of lies..." Attitude har gruppen nok af, men det ville unægtelig have virket noget mere provokerende og tankevækkende på dansk: "Smag mig, jeg kommer i dine øjne./ Jag ikke med mig, jeg har ikke flere løgne..." Denne oversættelse stilles vederlagsfrit til disposition.

Bryder med klicheerne
Hvilket fører os til debuten fra Larryland, en international konstellation med base i Danmark - Travel Fever (Pacific West) er gruppens debut, og den vover mere end de ovennævnte tilsammen - fraset Pupil. Sangskrivningen er præget af så megen sikkerhed, at kvartetten vover at bryde med gængse klicheer, og det givet forfriskende resultater. Dernæst er de uanstrengte tekster ofte både elegante og vittige, uden litterære prætentioner.
Pladen er produceret af den semilegendariske australier Chris Bailey, og han har kælet for lydbilledet, som er levende og varmt, med hvert instrument knivskarpt placeret på rette sted.
Gruppen lægger sig i den store tradition, men besidder netop opfindsomhed og iderigdom nok til at undgå de fælder, andre gerne går i. Selv når gruppen ruller derudaf lige efter bogen som f.eks. i "Deadly" eller "Mary Magdalene" er det med et organisk swing, de færreste kan mønstre i studiet. Og når der på numre som "Mamaia" eller "Big Dipper" eksperimenteres med formerne, nås der Crowded House-højder. Det hele er lige en tand mere end bare dygtigt, hvilket er med til at gøre Travel Fever en velkommen gæst i discmanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her