Guld og sølv i spotlys, dansk keramik, og design fra kulturbyåret nu i bogform
KUNSTINDUSTRI
Ruinsalen på Koldinghus er frem til slutningen af november fyldt med Thorvald Bindesbøll i flere etager. Ikke alene keramikken og de store dekorationsskitser, som på Kunstindustrimuseets stramme udstilling for et år siden, men også møbler, lamper, broderier, bogbind og sølvtøj - fra 1880'erne og til han døde i 1908.
Museet på Koldinghus råder selv over en betragtelig del af sølvet, fordi Bindesbølls foretrukne sølvsmed, Holger Kyster, boede i byen. Men det interessante ved at gense så stor del af hans kunsthåndværker-værk samlet på et sted er, at det springer i øjnene, hvor meget mere original hans keramik er, end alt det andet han gav sig af med.
Ganske vist havde han selv den provokerende opfattelse, at en given ornamentform ikke er knyttet til et bestemt materiale. Det viser opmarchen i Kolding klart, er en forkert antagelse.
Og det hænger nok først og fremmest sammen med, at hans karakteristiske ornamenter, Bølle-ekskrementer som samtiden kaldte dem, forudsætter en kant, et omrids, en grat eller farvekontrast for at blive klart aflæselige. Som på læderbogbindene eller broderierne, og på keramikken først og fremmest.
På de større sølvemner, derimod, skåle og bowler, opløser både tegning og form sig i spejlinger og bløde overgange i det glathamrede metal.
Bedst går det med sølvdimserne, manchetknapper og brocher, fordi tegningen dér står mørkere oxyderet i relieffet mellem poleret og grovere behandlet metal.
Spektre og metaller
Lyset i montrene på Koldinghus er pølseformede sparepærer, hvad der gør sølvet mere nikkelagtigt end godt er. Men det er bedre end lyset på det columbianske guld i Århus Kunstmuseum (til 26. oktober), for her er det halogenspots, der kaster hårdt lys på de små offergaver og smykker. Så hårdt, at guldet mister sin bløde og varme glans, sin ædelhed fristes man til at mene.
Det er et lærestykke om lys og materialekarakterer, for egentlig er farvespektret i de små spots OK, og bedre end i sparepærene, men da lyskilden er punktformig, spids, dannes der hårde skygger på udstillingsgenstandene, så øjet vælger at aflæse lys-og-mørke kontrasten snarere end farvenuancerne. Og derved ryger også synsforskellen på ægte guld som her, og for eksempel messing.
Alligevel er det selvfølgelig fint at gå og nærstudere det minutiøse støbearbejde fra flere columbianske kulturer siden kristi fødsel og frem til de store europæiske røverier i latinamerika. Så fint at man uden videre skulle tro, at der var tale om trådarbejde og punsling, snarere end cireperdure-støbning. Og for børnene er der annonceret workshops, med voks og modellering i samme genre som guldforlæggene.
Dolk og glasur
Bittesmå guldting kan godt have monumental effekt ved formens entydighed eller i kraft af en bevidst skelnen mellem dekorerede og glatte flader.
Den form for monumentalitet mestrede Bindesbøll i sine glaserede pottemagerarbejder. Og også i sine møbeltegninger. Men det lykkes kun sjældent at overføre møbelskitsernes grove skelnen mellem fodstykke og overdel, ben og sæde, til snedkerens høvl og trædrejerens trisser, med samme materielle gåpåmod som i forholdet mellem dekorationstegningerne og keramikken. Ikke kun fordi Bindesbøll selv var med på keramikværkstedet, men sikkert også fordi materialekonventionerne er forskellige.
I en vis forstand burde flere af møblerne have været hugget med økse og skåret med dolk for at leve op til mandens originale syn på sagerne - hvis det må være en almindelig dødelig tilladt at blande sig post Bøllens mortem.
En stol på udstillingen, fra søsteren Johannes dødsbo, er i netop den woodcraft-genre, og langt mere interessant end de slikkede møblementer til både Bangsbo og Kleis Kunsthandel, selvom de forgyldte stoledekorationer svævende i salonens mørke må have haft sin virkning.
Museumssyndrom
I en vis forstand er det samme drøm om radikalitet eller mangel på samme, der guider éns interesse gennem Sophienholms udstilling (til 14. december) af dansk keramik og porcelæn fra de sidste halvandethundrede år.
Ikke at brændt ler per se skal ende som grove klumper. Men at forstå som lysten til at se dekorationerne - forfinede eller rå - underordnet en prægnant hovedform. Det lykkes ikke altid.
Og igen er det et flot arrangeret skatkammer at gå rundt i, specielt i underetagens højloftede rum, selv om opstillingen rundt i hele Sophienholm, unødvendigt men slavisk, følger en museal forestilling om, hvordan historien skal fortælles. Kronologisk og efter stiltræk, småsociologisk.
Der burde være andre måder at kombinere artefakterne på, for at gøre de historiske prydvaser nærværende og dagens hotteste køkkenudstyr historisk aflæseligt.
Shows og essays
Man har ikke ligefrem lyst til at putte ornamenter i munden, men gerne en spiselig form. Og hvad dét er for en underlig drift efter orden i omgivelser og genstandsudformning prøver fem vidt forskellige forfattere at indkredse i en ny bog om Dansk Design med udgangspunkt i fem designudstillinger fra Kulturbyåret 96.
Udstillingerne er dokumenteret for eftertiden med farvefotos flottere end virkeligheden, og the-never-ending-discussion går endnu engang om, hvorvidt der overhovedet er plads til unika i et industrisamfund, og om lysten til velformede genstande er en grisk eller moralsk ambition.
Imens sætter dén, der er vild med ler, endnu en plade i ovnen, designeren slår nok en streg for at forbedre verden eller sin egen økonomi, og billedkunstnere sniger sig ind fra venstre for at hugge processernes autenticitet til alvorlig leg i grøn stue.
*Dansk design ved årtusindskiftet, red. Arne Karlsen. 115 s. ill. 248 kr. Chr. Ejlers Forlag
*Dansk keramik 1850-1997, arr. Lars Dybdahl for Sophienholm, Lyngby, ti-sø 11-17, to -21, til 14. december
*Columbias guld, Århus Kunstmuseum, ti-sø 10-17, til 26. oktober
*Thorvald Bindesbøll 1846-1908, Muset på Koldinghus, dgl. 10-17, til 23. nov. Med sølvkatalog af Poul Dedenroth- Schou i udstyr som Kunstindustrimuseets registrant
