Læsetid: 4 min.

Overflade

21. oktober 1997

Utilfredsheden melder sig efter at have set det første program om Dansk film skat til ende

1000 film fra 1930 til i dag ligger til grund for den serie på ialt 32 programmer, som TV2 startede i lørdags under titlen Dansk film skat. Det er et omfattende projekt, som ophavskvinden Lene Nordin har givet sig i kast med - selve idéen har hun arbejdet med i omkring 10 år.
Dansk film skat handler selvsagt om dansk film, og det specielle ved udsendelsesrækken, som foreløbig består af otte færdige programmer, er, at den, i stedet for at tage de lange linier ned gennem dansk film, i hvert program er underlagt et tema, som således giver et tværsnit ned gennem den danske filmhistorie.
I lørdags var temaet Olsen-banden, og på en lille time blev seeren guidet rundt i det uheldige trekløvers absurde og meget morsomme verden. Indtalt af Ole Stephensen viste programmet utallige klip fra de 13 Olsen-banden film under forskellige overskrifter - noget i retning af Ude igen, Yvonne, forberedelser, selve kuppet, skurkene etc.
Det vigtige er ikke de kommentarer, som speakeren leverer - de overstiger sjældent ligegyldige banaliteter - men snarere, at de mange klip og scener giver et signalement af fænomenet Olsen-banden og deres univers.
Og det gør de. Men selvom det er en morsom tur nedad memory-lane, hvor alle de så velkendte og bizarre situationer oprulles for vores øjne, så er det ikke den store originalitet eller nye, spændende oplysninger om Olsen-banden, som kommer frem i lyset. Det hele er så genkendeligt og hyggeligt, at man som seer føler sig i selskab med gode, gamle venner. Desværre er det ikke nok, og en vis utilfredshed melder sig efter at have set det første program til ende.
Lene Nordin har sagt, at Dansk film skat kan ses som et anderledes stykke kulturhistorie eller bare for sjov - og for sjov er alt, i hvert fald det første afsnit af serien bliver. Hele tiden tager man sig i at ønske, at speakeren eller serien som helhed ville grave dyber og fortælle mere om, hvorledes Olsen-banden opstod hos Balling og Bahs - som i øvrigt kun bliver nævnt to gange i løbet af afsnittets 45 minutter.
Lene Nordin er magister i film, og hendes medredaktør på udsendelsesrækken, Flemming Kaspersen, er også uddannet i film- og medievidenskab, så det virker besynderligt, at der ikke har ligget et ønske om at gå videre og længere end bare det hyggelige og genkendelige.
Måske er det bare en naturlig udvikling midt i et mediebillede, hvor samtlige kanaler viser gamle, danske film, der, fordi de er så hyggelige og genkendelige, er blevet så populære. Men lad os håbe, at de følgende 31 afsnit ikke ligner det første for meget - ellers ender det med at være spild af mange skønne kræfter.

Filmmedister
"Filmens minister" er kulturminister Ebbe Lundgaard åbenbart blevet døbt. Om det er godt eller skidt, vil tiden vise, men han har da allerede gjort sig bemærket med et par krasse bemærkninger om dette og hint i filmbranchen, og måske bliver det også tilfældet den 3. november, hvor Ebbe Lundgaard i folkelighedens navn stiller op til offentlig revselse og debat i Filmhuset i Århus.
Under overskriften Mine yndlingsfilm og filmpolitiske visioner præsenterer kulturministeren tre af sine yndlingsfilm, før han står frem og som et oplæg til diskussion med publikum kundgør sine tanker om dansk filmpolitik.
Initiativet er der ikke noget i vejen med, men uagtet de tre films individuelle kvaliteter, så skal ordet "yndlingsfilm" nok tages med et gran salt. Indvandrer-dramaet Sinans bryllup, den skæve og Oscarnominerede komedie Ernst og lyset og Søren Kragh-Jacobsens ode til livet Øen i Fuglegaden - to novellefilm og en spillefilm - repræsenterer kun den store og brede del af dansk film og skal nok ses som et forsøg på fra kulturministerens side at være så "politisk korrekt" som muligt - et forsøg på at afstikke rammerne for dansk films fremtid - et rigtig politiker-udvalg.
Desuden afspejler det udelukkende danske islæt, Ebbe Lundgaards udtalelser om en alt for amerikansk orienteret dansk tv- og filmungdom. Så det bliver spændende at høre, om hr. Kulturministeren følger sit filmvalg op med ligeså ladede ord.

Klubliv
De gør ikke meget væsen af sig, de små filmklubber rundt omkring i Danmark. Og det er egentlig synd, for via klubberne, som dækker meget afgrænsede områder, er det ofte muligt at få adskillige gode filmoplevelser.
Romansk Filmklub, der startede som en studenterklub på Romansk Institut på Københavns Universitet i 1969, omfatter, som navnet antyder, alle de romanske sprogområder, dvs. Frankrig, Italien, Spanien, Portugal etc.
I klubbens seneste program, der dækker fra oktober til marts, finder vi otte filmarrangementer, der krydret med foredrag og diskussioner kan gøre filmoplevelserne en smule mere spændende end ensomheden foran tv-apparatet eller poseraslen i biografen. Det drejer sig om film af bl.a. Buñuel med foredrag af Martin Drouzy lørdag 25. oktober, Victor Erice med foredrag af Carsten Brandt i november og Godard med foredrag af Christian Braad Thomsen i januar.
I klubbens programerklæring står der, at man kan lære meget af de gamle mestre, og at den romanske kultur måske er os nærmere end den amerikanske - det synes jo ikke helt forkert, og således skal der lyde en opfordring til at opsøge og melde sig ind i den betrængte klub. Romansk Filmklub ved Hans Jørgen Rundsten kan kontaktes på telefonnummer: 31 54 17 89.

Franske fristelser
Den Danske Biografskole afholder for andet år i træk fransk filmfestival i disse dage. Fra den 20. til den 30. oktober præsenterer skolen i samarbejde med 14 biografer landet over 15 forskellige nyere fransksprogede film. Blandt titlerne finder vi Jeunet & Caros fantastiske De fortabte børns by, Ferid Boughedirs charmerende En sommer i La Goulette og Jean-Paul Rappeneaus hæsblæsende Husaren på taget. Der er ikke andet for end at kigge indenfor i sin lokale biograf for at se, om den deltager i den frankofile festival.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her