Læsetid: 4 min.

Alt på et bræt

11. oktober 1997

To filmfolk har i et samarbejde med Zentropa realiseret drømmen om at lave et nyt morskabsspil

Byens lys
Stormfulde Højder hedder et nyt brætspil, som i disse dage har "premiere" på det danske marked, hvis man kan sige sådan, men ordet er nærliggende, da det er ideudviklet og produceret af to danske filmfolk og desuden markedsføres af et filmselskab, nemlig Lars von Triers Zentropa. Det blev første gang præsenteret for offentligheden torsdag aften i Gads store boghandel på Strøget i København for et større presseopbud samt almindeligt tilløbende spilleglade eller blot nysgerrige.
Drømmen om at opfinde et morskabsspil, der slår an, rumsterer utvivlsomt hos mange mennesker, men det er de færreste, der gør noget ved det. Rygter og anekdoter vil vide, hvorledes f.eks. spillet Matador blev opfundet af en amerikansk dame, der ville advare mod kapitalismens grådighed, som hun forarget iagttog, da den vandt frem i USA omkring århundredeskiftet. Spillet blev en klassiker, der dog aldrig fik den ønskede, afskrækkende effekt. En anden historie fortæller, at nutidshittet, Trivial Pursuit, blev konstrueret af tre lettere alkoholiserede canadiere, som havde opgivet ethvert håb om en karriere, da de fik ideen til det enkle spørgespil. Det blev et brag af en verdenssucces, men da millionerne begyndte at indløbe, fik alkoholiseringen yderligere en tak i vejret, og succesen førte ikke til nogen egentlig lykke. Det er ikke alle, der kan tåle så megen rigdom på én gang.

To mænd handler
Disse historier har imidlertid ikke afskrækket filminstruktøren Franz Ernst og sekretariatschefen i Danske Filminstruktører, Ebbe Preisler, der fandt sammen i den fælles interesse for tre-fire år siden. Mange snakker om sådanne ideer, men her følger historien om to mænd, der også gjorde noget ved det.
Ernst og Preisler er gået grundigt til værks. De har arbejdet på projektet i tre-fire år ud fra en grundide om, at det skulle være et brætspil, og at selve brættet skulle være smagfuldt, materialerne skulle være af kvalitet, ikke noget med tyndt pap og plasticbrikker og discount. Så måtte det hellere koste. Den ene af de to selvbestaltede spilkonstruktører havde en idé om, at spillet skulle være en slags "livsspil" med et forløb, der var en livscyklus. Den anden mente, at grådighed - apropos Matador - ville være en god drivkraft. Med disse vage ideer in mente drog de rundt på forskellige kunstmuseer, hvor de fotograferede billeder til brættets brugerflade, der blev bygget op med inspiration fra H. C. Andersens bekendte skærmbræt-collager. De begyndte at undersøge priser på brikker o.lign. hos forskellige producenter, ligesom de drog på kartonnagefabrik for at høre priser. Alting var hundedyrt. Preislers kone, Mariann Preisler, designede brættet som en handy klapmappe, og - trætheden og tvivlen begyndte at melde sig. Det var ikke så ligetil, hverken idemæssigt eller økonomisk, at realisere ideen.

Gennembrud
Et gennembrud kom, da Ernst og Preisler rejste med tog til en filmbegivenhed i Firenze. De besluttede, at spillet skulle styres af almindelige spillekort, ikke af terninger, og det åbnede de muligheder, der senere blev til Stormfulde Højder, et spil med psykologiske undertoner. Som der står i brugsanvisningen: "Man møder kærligheden og gifter sig, men svigter sin ægtefælle for noget bedre eller hugger en andens ægtefælle. Man kappes om at samle mest guld og man stjæler fra hinanden, for det koster en formue at komme ind til den store, endeløse fest i Paradisets Have".
Næste stadium på spillets vej var en prøverække med venner og bekendte, som strakte sig over et år. De to konstruktører iagttog og lavede reglerne om og justerede, når de så, hvad der var spillets svaghed og styrke. Reglerne skulle være så enkle som muligt, men på den anden side... de bedste spil - skak og bridge f.eks. - kræver også en vis indsats og indlæring for nybegyndere. Da spillet skønnedes at fungere optimalt, var spørgsmålet: Hvordan få det sat i produktion og distribueret?
De landede på, at det var bedst at producere det i eget regi, satsede deres "sparepenge", hvilket i dette tilfælde vil sige ca. 60.000 kr. til et førsteoplag på 300 spil. En lille kreds af danske underleverandører blev etableret, matricer og stanseværk blev indkøbt. Filmfolkene smøgede ærmerne op og gik i gang med at bukke og folde og lime og tælle brikker op i sene nattetimer. Nu forelå det rent fysisk. Med spillet i hånden gik de til Zentropas Peter Aalbæk Jensen, von Triers højrehånd, manden med den kendte, høje cigarføring, der gerne ville være med til at markedsføre det. En af filmfolkene satsede yderligere en sum penge, som han netop havde modtaget i rettighedspenge for sine film, så den samlede investering er 300.000 kr. Tre sælgere er gået i gang med salgsarbejdet, og allerede før den officielle lancering er 600 spil solgt.

Prøvekanin
Gads Boghandel var en af de forretninger, der gerne ville sælge spillet. Derfor foregik lanceringen her, og Deres Udsendte - kulturen har mange huse - deltog som prøvekanin i et demonstrationsspil, hvor de øvrige deltagere i åbningsspillet var kulturpersonligheder som filminstruktøren Lotte Svendsen, modellen Trine Michelsen, dramatikeren Peter Asmussen og skuespilleren Lars Knutzon. Den prominente Solvognsskuespiller, Erik Popsanger, kommenterede rapt og indfølt spillet over højttaler undervejs.
Dette er ikke nogen anmeldelse af Stormfulde Højder, så jeg nøjes med at konstatere, at den aftens spil helt ufortjent blev vundet af frk. Svendsen, fordi hun lurepassede, og at der undervejs var næsten tumultuariske optrin, ligesom der faldt mange brutale, saftige og mere eller mindre morsomme bemærkninger.
Dette var historien om, hvordan et spil bliver til. Resten er op til fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu