Læsetid: 5 min.

På Charles i firer med styrkvinde

22. oktober 1997

Dansk sejr ved verdens største stævne på Charles-floden i Boston

Sport derude
CAMBRIDGE, Massachusetts - På en gåtur langs Charles-floden, der snor sig igennem Bostons forstæder, kan man fra tidligt forår til sent efterår næppe undgå at bemærke roere i slanke både stryge igennem vandet. Mænd og kvinder i alle aldre farer op og ned ad floden i singlescullere, i toere eller ottere og tilbagelægger mindst fem-seks kilometer, inden de lægger til ved ét af de mange bådhuse, som tilhører Boston University, Harvard University og M.I.T.
Synet er især flot ved daggry og solnedgang. På det tidspunkt rører der sig ikke en vind, flodvandet er fladt og spejlblankt, roerne sidder med ranke rygge, badet i det intense rødgule sollys og foretager en monoton bevægelse frem og tilbage - nonstop. Af og til forsvinder de under en bros hvælvinger.

Smuk sport
"Folk lægger mærke til, hvor graciøst og smukt det er at se en sculler ro forbi. Denne her monotone og gentagne bevægelse," siger Dan Boyne, der er leder af ét af Harvards to bådehuse.
Ja, det ser så let ud. Lad årerne falde i vandet, træk i dem og før dem tilbage over vandet til udgangspositionen...
"Mange folk bliver tiltrukket af sporten. De tror, man kan lære det i løbet af nul komma fem. Men teknikken er overraskende svær," forklarer Dan Boyne, som selv har roet sculler i tyve år.
Et synspunkt, der kan bekræftes af Informations korrespondent, en begynder fra i år. At bygge roteknik ind i ens kropsbevægelse, så det bliver til refleks og rutine tager tid. Lang tid og masser af træ-ning. Op og ned ad Charles-floden. Men sikke en oplevelse at pløje igennem vandet i en lille lækker, slank båd, helt alene og uden forstyrrelser fra omverdenen!
Fra Weld Boat House, som Dan Boyne leder, går turen opad floden til strækninger, hvor bredden på begge sider er dækket af buske og småtræer, og kun bilstøjen fra nærliggende veje minder én om det pulserende byliv. Det var en brite på Harvard, som sidste forår tog mig til bådhuset og satte mig i gang. Af og til mødes vi ude på floden, stopper ved at sætte årerne hårdt i vandet og ligger der og flyder overfor hinanden, mens snakken går i nogle minutter.
Han er digter, og som Dan Boyne - der selv er skribent - siger: "Sculling er i høj grad for folk, som har behov for at være alene. Når man har lært teknikken, falder man i staver og søger indad til sjælen. Det er som at meditere."
Boyne forklarer, at de fleste foretrækker at ro sammen med andre. At starte i en toer, firer eller otter kan imidlertid give tekniske problemer, for det er lettere at lære af sine fejl i en singlesculler. "I Europa begynder alle med single-sculler og går derefter over til en større båd. I USA springer de fleste over sculling. Det er forklaringen på, at Jeres teknik ofte er bedre end vores, og at vi vinder færre medaljer."

Det største stævne
Det er en iagttagelse, som fire frejdige danske ropiger kunne bekræfte i sidste weekend. De deltog i verdens største rostævne med 5.200 deltagere på Charles-floden og vandt en overraskende og overlegen sejr i deres disciplin, firer med (styrmand).
"Det var interessant at se de amerikanske roere passere forbi Weld Boat House. De har ikke så god en teknik, som vi har hjemme, og træner kun et par gange om ugen, hvorimod vi går ud hver dag," siger Christina Rindom, 24 og revisorstuderende. "Men til gengæld hygger de amerikanske piger sig og motionerer, og det er noget vi kunne lære af i Danmark."
Det danske hold tilbagelagde den 4,8 km strækning op ad floden på 17 minutter og 37 sekunder, hvilket var 13 sekunder bedre end den tidligere rekord fra 1984. Rekorder blev også sat i andre discipliner og tilskrives bl.a. en god medvind søndag, en dag, der i øvrigt bød på usædvanligt koldt vejr.
Udover Christina bestod holdet af Maria Vraa, 24 og bankassistent, Bianca Christensen, 21 og sygeplejerske samt Mette Mathiasen, 21 og butiksassistent. Christina Rindom og Maria Vraa er i verdensklasse. De blev nr. 5 i toer uden under VM i roning i Frankrig for to måneder siden.
Alligevel var det en overraskelse, at de fire danske piger løb af med trofæet i Boston. De har nemlig kun roet sammen syv gange tidligere, og hver gang uden styrmand. Men i søndags blev de ført i mål på rekordtid af en styrmand fra University of Wisconsin, Mary Browning, som havde inviteret dem til at deltage i "Head of the Charles Regatta" efter sit besøg i Danmark sidste sommer.
"Det forbavsende var, at de danske piger aldrig har roet på en flod før. De er vant til at ro i cirkler på Bagsværd Sø, ikke til understrømme og broer, hvilket kræver en tilpasning af teknikken, men det lærte de i løbet af et par dage," forklarer Mary Browning.
Selv giver danskerne amerikaneren en god portion af æren for sejren. Udover at sætte tempoet er en styrmands vigtigste opgave at styre uden- eller indenom de andre både, og det kan i høj grad være et farefuldt foretagende, når man skal sejle under smalle brohvælvinger, hvor der kun er plads til to både ad gangen.
"Vi flettede en enkelt gang årer med et andet hold," husker Maria Vraa.

Ligestilling
Blandt amerikanske kvinder er roning blevet en hel fantastisk succes i de sidste 20-25 år. Det forudsiges, at flere piger end drenge snart vil udøve sporten på universiteter. En oplagt årsag til den eksplosive vækst i kvindelige roere er en lov, Kongressen vedtog i 1972, som påbyder universiteter at investere samme sum penge i mænds og kvinders sportsudøvelse.
"Loven har haft en enorm indflydelse på kvindernes atletiske bevægelse i USA. Især holdroning tiltrækker piger. Det er let at lære og det betyder samvær," siger Dan Boyne.
På Harvard har de kvindelige studerende fået tildelt deres eget bådehus. I søndags stod de på rampen foran Weld Boat House i rad og række og heppede på deres favoritter, som skød forbi. Kun fædre og nogle få mandlige roere havde adgang til huset.
Rostævnet på Charles-floden kører på sit 32. år og tiltrækker hver gang flere hundredtusinde tilskuere, samt roere fra Canada og Europa. "Hjemme får vi højst 1.000 tilskuere til rostævner. Men herovre handler begivenheden også om socialt samvær," observerer Christina Rindom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her