Læsetid: 2 min.

Den pæne piges gåde

27. oktober 1997

Bodil Wamberg debuterer som fiktionsforfatter med romanen Fjerne stemmer

Ny bog
Det er en sørgelig historie, Bodil Wamberg fortæller i sin første fiktionsbog, Fjeme stemmer, en slægtsroman om kvindelig indespærring, depression og hjælpeløshed, kulminerende i moderskikkelsens stadige omkvæd: "Jeg kan ikke".
Genren kaldes en fiktiv selvbiografi. Eva, nu midaldrende og moder til en voksen datter, prøver at rekonstruere sin egen mors, Roses, skæbne. Endestationen er den pinagtige kontaktløshed på plejehjemmet, hvor Eva besøger Rose.
Historien begynder for alvor under 1. verdenskrig i New York, hvor den stærke bedstemor, Laura, opretter et pensionat, da hun er blevet enke. Det er romanens bedste parti med øjebliksbilleder af pensionatets blandede beboere, holdt i skak af den evigt arbejdende, kraftige og milde matrone. Omkring den ældste datter, Anna, sværmes der. Den heldigt-uheldige har penge og et ekspanderende modefirma, hvor Anna bliver feteret model. Rig, men kold. Lillesøster Rose holder hun ved alle midler nede. Det lykkes hende at forhindre, at søsterens angiveligt store evner som pianist foldes ud.

Evig lillesøster
Sådan er kortene givet. Og de forandres ikke. Rose, den svage og æteriske forbliver en tilværelsens evige lillesøster, båret på hænder og fødder af ægtemanden, Boris: "Rose ville for det meste det, Boris ville. Boris var en mand med en stærk vilje, han tog de beslutninger, han anså for nødvendige, og han gjorde, som han havde sagt."
Man flytter til Danmark. Eva, enebarnet, fødes. Og historien gentager sig, næsten: en pæn pige, bliver Eva. Med psykosomatiske symptomer i den rædselsfulde kommuneskole, hvor alle synes at svælge et evigt opkastningsanfald. Pænt ægteskab efter et øjebliks større vingefang i ungdommen. Pænt. Pænt.
Det er bare, som om det hele er afgjort på forhånd - også for fortælleren. Der er ikke noget, hun bliver klogere på. Ikke noget, der slår hende med undren undervejs i dette forsøg på at indføle sig i moderens liv. Det fortalte er på forhånd fortolket for os, f.eks.: "Der blev aldrig, så længe de levede, vekslet et ondt ord mellem Anna og Rose. Rose fik aldrig gjort oprør mod storesøster Anna. Roses selvtillid blev undergravet af søsterens dominerende væsen."
Det er en fortællestil, som åbenlyst spærrer for den erkendelsesproces, den søgen, som romanen angiveligt skulle bestå af. Det er også en fortællestil, som kræver en fængslende historie. Det er der knap nok. Men projektet med den fiktive selvbiografi efterlader mindst en gåde: hvordan har Eva, produktet af al denne livsangst, fundet kampviljen til at udpege de onde og de gode så umisforståeligt?

*Bodil Wamberg: Fjerne stemmer. 212 s. 198 kr. Gads forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu