Læsetid: 3 min.

R: Ingen stramning af flygtningepolitik

23. oktober 1997

Det radikale Venstre mener ikke, at der er brug for flere stramninger af udlændingeloven. Men partiet vil gerne drøfte integrationsydelse

Det radikale regeringsparti afviser nu vidtgående stramninger overfor flygtninge og indvandrere i Danmark.
"Jeg tror, at vi sammen med socialdemokaterne kan få befolkningen med på, at de stramninger, der er foretaget, har haft en stor effekt. Derefter kan der med små justeringer skabes forståelse for, at udlændingepolitikken er fornuftig. Der er ikke behov for de store stramninger. Mens de sorte vinde blæser, kræver det ro og omtanke af regeringen. Vi har tid til at få den faktuelle viden ud til borgerne før et valg. Så vil en del af Socialdemokratiets stemmer komme tilbage fra Dansk Folkeparti," siger den radikale flygtningeordfører, Henrik Svane, til Information.
Dermed er der kastet lidt lys ind i spekulationerne om, hvor langt regeringen samlet vil gå i en kommende integrationslov.
Både socialdemokraterne og de radikale drøfter en
såkaldt integrationsydelse. Den går ud på, at offentlige ydelser gives under betingelser, så flygtninge samtidig kvalificerer sig til et fast arbejde. Betingelserne kunne være at gå i sprogskole.
Socialminister Karen Jespersen løftede i går fra Folketingets talerstol ideen frem.
De radikale har nedsat et udvalg der skal se på ideen. Men ifølge Svane er der allerede i dag lovhjemmel for kommunerne til at stille krav til f.eks. flygtninge om, at de skal følge sprogkurser.
"De lokale politikere kan stille krav til flygtninge og indvandrere, enten om at gå på sprogskoler eller at blive aktiveret. Man kan allerede tilbageholde bistandshjælp, hvis ikke en flygtning møder op til undervisning. Hvorfor bruger kommunerne ikke de regler, folketinget allerede har udstukket? På det kommunale niveau er der en tendens til at sende sorteper videre mod Christiansborg. Men lad os bruge de midler vi har, før vi laver ny lovgivning," siger Svane.
Baggrunden for den radikale tøven med at vedtage nye stramninger af udlændingelovgivningen, er det kraftigt faldende antal asylansøgere.
For to år siden fik 20.000 asyl. Sidste år var det 8.400. Og i år forventer Udlændingestyrelsen under 4.000 nye flygtninge i Danmark.
Samtidig har reglerne om DNA-test ved familiesammenføringer, og muligheden for at udveksle asylansøgeres fingeraftryk mellem forskellige europæiske lande medført flere hundrede afslag på familiesammenføring, og mange udvisninger.
"Vi er stolte i Det Radikale Venstre over at vi har været med til at gennemføre de stramninger. Vi vil ikke tillade fup og snyd, hverken fra indvandrere eller flygtninge eller fra danskere. Stramningerne har allerede ført til at vi har afsløret flere hundrede mennesker, der har begået snyd. Snyd og plat skal stoppes, enten ved grænsen, eller ved at fratage folk der allerede er kommet, deres opholdstilladelse. Det er allerede sket for flere hundrede mennesker," siger Henrik Svane, som også mener, at det er sket i tilstrækkeligt omfang: "Men naturligvis skal vi ikke være tossegode. Hvis de borgerlige kan vise flere smuthuller i lovgivningen, så er det radikale venstre til at snakke med."
"Men lige nu arbejder vi seriøst for at få flyttet stridspunktet over til, hvordan vi laver en bedre integration for de der er kommet lovligt til landet," siger han.
Hovedproblemet for de radikale i flygtningedebatten er at fortælle om de sidste års mange stramninger.
"Vi er klar over at vi ikke har formået tydeligt nok at fortælle den danske befolkning, hvad der er foregået."
- Udlændingeproblematikken er altså mere et kommunikationsproblem end et samfundsproblem?
"Ja, det er det," siger
Henrik Svane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu