Læsetid: 6 min.

Den radikale udfordring i Serbien

7. oktober 1997

Præsidentvalget i Serbien står stadig på vippen. Regeringen hævder, at der skal være omvalg, men de radikale vil ikke give slip på deres valgsejr

Man skal passe meget på os Radikale - vi er ikke som andre oppositionspartier, der går rundt med fløjter. Udtalelse kommer fra Aleksandar Vucic, nær medarbejder for Vojislav Seselj, lederen af det Serbiske Radikale Parti, som måske bliver Serbiens næste præsident.
De Radikale er meget sikre på deres sejr og truer med vold, hvis Milosevic skulle berøve dem den. Og man gør klogt i at tage truslen alvorligt: De serbiske radikale er radikale, så det batter. Det er ikke et formidlende midterparti, men et yderligtgående højreparti, der siger spar to til Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Disse partiers holdninger er vand mod de serbiske radikales, og disse bruger af og til midler, som intet af de danske højrefløjspartier kunne drømme om at gribe til.
Politisk vold hører således til de serbiske radikales repertoire. Men dette skal naturligvis ses på baggrund af, at også regeringens politistyrker griber hårdt ind mod demonstranter, og at trusler og vold er en del af, hvad man kan komme ud for, hvis man stikker næsen forkert frem i serbisk politisk liv. Klimaet er barsk, hvad partileder og præsidentkandidat Seselj selv har måttet sande: Både i 1984-86, 1990 og 1994-95 har han været sendt i fængsel som følge af sin ultranationalistiske politik og barske politiske metoder, som endda har kunnet udarte til personligt håndgemæng i det serbiske parlament.

Vojislav Seselj er, i lighed med en anden serbisk partileder, Mira Markovic (bedre kendt som fru Milosevic, gift med forhåndværende serbisk og nuværende jugoslavisk præsident Slobodan Milosevic), højt uddannet, doktor og professor. Hans doktorgrad er i jura, han har været professor i Sarajevo, og er nu professor i Pristina, Kosovo-områdets hovedstad.
Han slog sig op politisk i 1989 som leder af de genopvækkede tjetnikker, en højreorienteret serbisk milits, som spillede en vigtig rolle under Anden Verdenskrig. I årene 1991-92 var hans paramilitære styrker kraftigt involveret i etniske udrensninger i Slavonien og Bosnien. Han går åbent ind for et "rent" Stor-Serbien, og vil om nødvendigt realisere dette mål gennem krig.
Milosevic kunne en overgang bruge Seselj i sin nationalistiske politik, men da han fra 1993 lagde kursen om og nærmede sig vesten, mens han fjernede sig fra de serbiske nationalister i Krajina og Bosnien, kom de to ledere på kollosionskurs. De, der har læst Mira Markovics dagbog Night and Day (tidligere anmeldt i Information), vil vide, hvor stærkt hadet er specielt mellem hende og Seselj.
Og Seselj har sandelig ikke sparet sin tidligere forbundsfælle Milosevic i sine egne bøger. Det kan i det hele taget ses som noget karakteristisk ved serbisk politik, at her har man ikke politiske modstandere, man har fjender. Og nogle af de mest indædte fjender er de, som er ens tidligere venner, som for eksempel det fordums makkerpar Slobodan Milosevic og Radovan Karadzic, eller Radovan Karadzic og Biljana Plavsic.

Men sommetider kan der dog ske overraskelser. Dette præsidentvalgs overraskelse var, at Vuk Draskovic, leder af det Serbiske Fornyelsesparti, stillede op mod Milosevics kandidat Zoran Lilic og mod Vojislav Seselj. Hermed kom han sin gamle indædte fjende Milosevic imøde ved overhovedet at stille op, i modsætning til Draskovics makker fra demonstrationerne i december-januar, Zoran Djindjic, som boykottede valget.
Ja, Draskovic gik endda sammen med sine gamle fjender og fik fældet Djindjic som borgmester i Beograd kort før præsidentvalget - i sandhed en stilfuld begravelse af oppositionskoalitionen Zajedno ("Sammen", red.).
Forvirret - så vent til næste udgave af "Serbisk Soap", kunne man fristes til at sige.
Og hvad Draskovic angår, blev man sandelig ikke skuffet: Efter at have deltaget i præsidentvalgets første runde, hvor han kun blev nummer tre, gik han nu over til boykot-linien ved at opfordre sine tilhængere til at lade være med at møde op til anden valgomgang i søndags.
Betyder det nu, at det nye politiske venskab mellem Vuk Draskovic og Slobodan Milosevic er holdt op lige så pludseligt, som det begyndte?
Nej, ikke nødvendigvis. Draskovic kunne naturligvis have opfordret sine tilhængere til at stemme på Milosevics kandidat, Lilic, i anden omgang. Men han kunne også hjælpe Milosevic ved at få sine tilhængere til at blive væk fra valg-stederne - hvis dette så resulterede i, at valgprocenten blev under 50, så der skulle være omvalg. Hvis Lilic alligevel stod til at tabe, ville Draskovics tilhængere redde ham på stregen ved at blive hjemme.

Det værst tænkelige udfald for Milosevic ville være, hvis Seselj virkelig blev Seriens nye præsident, og Djukanovic samtidig Montenegros.
Djukanovic erobrede partilederposten i Montenegro tidligere i år fra Milosevics mand i denne del af Jugoslavien, Bulatovic, og Djukanovic står for en selvstændig montenegrinsk politik i nær tilknytning til vesten. Djukanovic vil gå langt hurtigere frem med privatisering og liberalisering af økonomien end Milosevic og Bulatovic.
En jugoslavisk forbundsstat med ultranationalisten Seselj som magthaver i Beograd og liberalisten Djukanovic som magthaver i Montenegros hovedstad Podgorica vil vanskeligt kunne fungere - den første vil byde vesten trods, den anden samarbejde tæt med de internationale institutioner. Milosevic selv vil svæve i et tomrum mellem de to ekstremer, og hovedsagelig have hæren at støtte sig til.
Samtidig gærer det i Kosovo, og Seseljs folk er på fremmarch i den bosnisk-serbiske republik, hvor de sagtens kan gå hen og vinde de næste valg på grund af striden mellem præsident Biljana Plavsic og Krajisnik/Karadzic-fløjen.

Milosevic kan komme i en situation, hvor han kun vil kunne holde sig ved magten gennem et statskup. Men et sådant vil gøre hans stilling endnu vanskeligere udadtil. Udlandets krav om mere demokrati hos serberne kan komme til at medføre, at den radikale højrefløj vinder spillet om magten både i Serbien og i den serbiske del af Bosnien, Srpska. Og så vil de møjsommelige fredsbestræbelser ligge i ruiner, og Bosniens varige deling blive en kendsgerning.
Det hele virker i uhyggelig grad som situationen i Tyskland i 1932. Landet var ydmyget og forarmet, det havde fået hele skylden for verdenskrigen og blevet en økonomisk paria. Det politiske centrum var gået i opløsning, yderfløjene voksede og havde kunnet danne regering sammen - hvis de da havde kunnet enes. I dette tumrum gled magten mere eller mindre legalt over til nazisterne, som derefter skabte et magtmonopol. Med de resultater, vi kender alt for godt.
Der er naturligvis ingen, der siger, at de serbiske radikale vil opføre sig ligeså. Men deres program ligger på mange måder så tæt på det program, nazisterne vandt deres valgsejre på i 1932, at man må tage dem alvorligt. Mange serbere stemmer på dem, fordi de er trætte af arbejdsløshed, føler sig magtesløse og udnyttede af det herskende parti, og føler sig nationalt ydmygede. Milosevics løfter om økonomisk fremgang, når blot der blev fred i Bosnien og man afskrev de vestlige serbere, er ikke blevet indfriet. Det har eroderet tilliden til ham væk i store kredse af befolkningen.

Det eneste, som nu vil kunne hindre de radikales overtagelse af magten hos serberne både i Serbien og Republika Srpska allerede i 1997, synes at være en kraftig økonomisk støtte fra udlandet. Det er der mange, som vil have svært ved at acceptere, fordi man gerne så Radovan Karadzic og i virkeligheden også Milosevic stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag.
Men med Seselj som leder i Beograd og måske reelt også i Pale vil vesten få en langt barskere modspiller, hvis troskab mod demokratiet og mediernes frihed man absolut ingen garanti har for, men hvis fjendtlige holdning til vesten og ønske om æresoprejsning til serberne og skabelse af et "etnisk rent" Storserbien der overhovedet ikke er tvivl om.
Kun ved at bryde serbernes isolation udefra kan man nu forhindre, at de isolerer sig indefra. Hvis de serbiske områder ikke snart integreres i den almindelige europæiske udvikling, risikerer vi at stå med en stadig alvorligere politisk situation, der kan ende med en ny storkrig på Balkan. Et omvalg i Serbien kan udskyde, men ikke fjerne problemet. Hvad der i dag ser ud som "Serbisk Soap", kan i morgen blive en tragedie af uhyggeligt omfang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu