Læsetid: 4 min.

Rapport fra en indkøbspose

4. oktober 1997

DEN DYBE TALLERKEN
Du køber for meget ind i Netto, sagde hr. Nielsen med et afslørende blik på mine gule poser. Hr. Nielsen, Informations direktør, har styr på mange ting, således også på medarbejdernes indkøbsvaner. Kogekoner bør ikke handle i Netto, uddybede han sin alvidende kommentar. Det er svært at komme igen oven på sådan en lammer. Jeg overvejede at fremvise posernes indhold, det hele var bundøkologisk, og garanteret i sæson, persille (to store bundter), kartofler, gulerødder, løg, mælk, piskefløde, æg, boghvedeflakes og wc-papir - ups - det var ikke økologisk... En smutter, indrømmet, men ellers var resten så stuerent, at det kunne tåle fremlæggelse i et hvilket som helst landkøkken med Gaggenau og wok. For sent, Nielsen var allerede væk igen. Han har som sagt meget at se til. Jeg var en anelse skuffet. Han havde ikke engang bemærket, at der udover de to fatale gule poser var tre andre. To korrekt medbragte genbrugsplastikposer og et mønstret indkøbsnet i voksdug.
En ualmindelig frugtbar og tilfredsstillende indkøbstur midt i måneden var tilendebragt. Der var, som man vil forstå, kommet rigeligt i poserne (de sølle 12 pct. af indkomsten, vi danskere ifølge Danmarks Statistik ofrer på mad om måneden, var forlængst overhalet), og underholdningen havde været i top.
I Irma købte jeg bl.a. et stykke okseinderlår. Plastfilmen var prydet med adskillige mærkater: Angus - fritgående opdrættede dyr fra Irma. Det er heldigvis ikke i min Irma, de går frit. En gul sol forkyndte, at stykket var på tilbud, og ved siden af pyntede et rødt segl: Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Mafiametoder, siger jeg bare. Nogen burde fortælle de stakkels fritgående dyr, der betaler beskyttelsepenge i dyre domme, sandheden om den beskyttelse...
Inderlåret blev til Carpaccio (beregn 50 g kød pr. person).

Læg kødet et par timer i dybfryseren. Tag det ud, når det er fast, men ikke gennemfrosse,t og skær det i meget tynde skiver med en skarp kniv. Bred skiverne udover et stort fad eller på tallerkener, der er penslet med den bedste olivenolie. Oven på kødet hældes mere olie; sort peber kværnes og ægte parmesanost høvles i store spåner. Server med friske citronbåde, salt, brød og evt. mere olivenolie til. Hvis trangen til grønt melder sig, kan fadet eller tallerkenerne kranses med rucolablade. Det ser smukt ud og smager godt sammen. Blade af basilikum eller persille egner sig også til carpaccio. Egentlig bør man skære sin carpaccio af udvalgt og velhængt oksefilet eller oksemørbrad, men det gik ærlig talt rigtig fint med inderlåret. Det smagte godt og var mørt nok til vores tænder... Som det fremgår, hører carpaccio virkelig til i lave-let-afdelingen af kogekunsten - rå-varer af høj kvalitet i en enkel kombination uden fikumdik.
I den forbindelse vil jeg for kuriositetens skyld ikke undlade at omtale "Carpaccio", et af de nyere påfund fra Dansk Supermarked (aktieselskabet bag Føtex, Bilka og Netto). Det drejer sig om sorte vakuumerede plastikbakker, der indeholdende et samlesæt af kød, dressing og ost. Det kaldes carpaccio, men har kun navnet tilfælles med sit enkle og kvalitetsprægede italienske forlæg. Af en pressemeddelelse fremgår det, at kødet er oksefilet i MesterKvalitet fra udvalgte danske ungokser på højst 3 1/2 år. Fileterne modnes i otte dage og lægges i en saltlage(!) i 24 timer, lagres igen køligt i 24 timer, indfryses og skæres. Oven på den behandling knytter følgende ingrediensliste sig til pakkens 180 g kød: Oksefilet 98 pct., salt 1 pct., dextrose. Antioxidanter: natriumascorbat, ascorbinsyre, natriumlactat, citronsyre. Konserveringsmiddel: natriumnitrit. Samlesættes lille pose med "dressing" (25 g) har følgende ingrediensliste: Jomfruolivenolie, krydderier, surhedsregulerende middel: Citronsyre. Posen med ost (40 g), indeholder ikke høvlet parmesan, men Grana Pardano, dvs. en variant af parmesanost, der ikke stammer fra Parma. Den er en del billigere og ikke nær så velsmagende som ægte parmesan (parmigiano reggiano). Efter ovenstående behandling opnår samlesættet en garanteret holdbarhed på 15 dage (ved 5 gr. C.) fra produktionsdatoen. Pakkerne kan, hvis nogen skulle være fristet, erhverves for 49,95 i Føtex, for 47,95 i Bilka og foreløbig ikke i Netto.
Jeg ringede til en venlig dame hos Dansk Supermarked for at få priserne oplyst. Min skepsis overfor produktet lod til at overraske og bekymre hende meget. Så meget, at hun insisterede på at sende mig en prøvepakke. Tre kvarter senere kom der en pakke med taxi fra den nærmeste Føtex. Jeg lovede, at vi prøver den til forret i aften. (Mere herom næste gang.)
Hovedretten er gode rester fra i går: Islandsk lammeryg med artiskokker og kikærter i masser af persille (opskrift næste gang).
Islandsk lam ligger absolut i toppen af lammehitlisten. I Island slagter man kun om efteråret, så sæsonen for friskt lammekød er kort og hektisk. Irma har sat sig på en del af den meget begrænsede mængde islandsk lam, der eksporteres til Danmark. Det fås i den kommende uge og næste med. Med fare for at blive hængt ud som bovlam Irmapige, vil jeg sige: Løb ned og køb et stykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu