Læsetid: 4 min.

En rose er en rose

3. oktober 1997

I 'Stilleben' - anden del af sin romancyklus om livet i efterkrigstidens England leger A.S. Byatt med modernistisk sprog og tankegang

ROMAN
Vi er nu kommet til andet bind af Claus Bechs ambitiøse og fortsat fremragende oversættelse af A.S. Byatts romantetralogi, hvoraf Babel Tower (tredje bind, 1996), der handler om 60'erne, er godt på vej til os på dansk. Det sidste, efter sigende ragnarok-agtige, bind befinder sig stadig delvist i forfatterens hoved og lader derfor vente på sig.
I første bind, Jomfruen i haven, introducerede Byatt os til den boglige familie Potter og til livet i det nordlige Yorkshire, hvor det temmelig hysteriske mandlige familieoverhoved var lærer i engelsk litteratur på en nærliggende kostskole. Året var 1953, og alle var optaget af at fejre Elizabeth II's kroning gennem et stort egnsspil om Elizabeth I.
I centrum stod de tre hel- og halvvoksne Potter-børn. Den ældste søster, læreren Stephanie, gik ind et traditionelt kvindeliv for at få kærligheden. Den intellektuelle gymnasieelev Frederica afprøvede en oprørsk kvindelighed, og lillebroderen Marcus blev næsten slidt psykisk i stykker mellem lysten til og angsten for at give slip på selvkontrollen.
Stilistisk legede Byatt her med et billedsprog inspireret af henholdvis D.H. Lawrence og 1600-tallets metafysiske digtere. De to søstres seksuelle oplevelser skildredes i et spil på stilen fra Lawrences erotiske romaner, mens fremstillingen af Marcus' grænsepsykotiske visioner af lys og geometriske former genbrugte overraskende eller søgte sammenligninger fra metafysikernes billedsprog.
Stilleben er endnu en triumf for Byatt og et lysende eksempel på moderne romanprosas muligheder for at åbne nye og uventede rum; det kan man roligt hævde, skønt romanen er fra 1985.
Den fortsætter med at følge personerne fra første bind, men var oprindeligt tænkt som et langt mere avanceret modernistisk stileksperiment, hvor tingene skulle kaldes ved deres rette navn og metaforer var bandlyst. Gertrude Steins A rose is a rose is a rose, et programdigt for en metaforløs modernisme, lyder som et ekko gennem romanen, men Byatt træder selv ind og dementerer:
"Jeg forsøgte endda at skrive uden billedsprog, men måtte ganske tidligt opgive denne tanke."
Realismen og billederne tager altså over, men ikke klicheerne. Få forfattere kan som Byatt forme sproget, så det klinger som på skabelsens første dag.

Intet blåt uden gult
Stilleben udfolder sig i en kontrasterende fortælling om de to søstres videre liv.
Frederica optages på Cambridge for at studere engelsk litteratur, men først bliver hun au pair hos en sydfransk familie og oplever det provencalske lys, som tiltrak Van Gogh. Her genser hun også sin elskede, men fjerne Alexander, der er i gang med studier til at skuespil om samme Van Gogh, kaldet Den gule stol.
Da Frederica selv går med tanker om at blive forfatter, opstår der rig anledning til at diskutere kunstens væsen og forholdet mellem liv og kunst. I disse afsnit stemmer Fredericas kontante tilgang til livet ganske godt med Byatts oprindelige stilintentioner.
Van Gogh ses som det samlende symbol på den internalisering af det moderne, som 50'erne kunne rumme. Det var Van Goghs genkendelige motiver i primærfarver og ikke f.eks. Cezannes abstraktioner, der hang som reproduktioner rundt om i de små hjem, og såmænd også på sindssygehospitalernes gange i 50'ernes England.
Det er godt set af Byatt, ligesom hun har et vågent øje for, hvordan moderniseringen bemægtiger sig 50'erne i tekstiler, møbler og farvevalg. Hendes farveleg med ordene burde fryde enhver maler.
Mødet med studiemiljøet i Cambridge og byens numeriske overvægt af unge mænd virker overvældende på Frederica, der angriber begge dele med en glubende appetit. Fredericas kamp for et værdigt modspil fører hende i retning af en noget blodfattig, men intellektuelt og følelsesmæssigt stærkt stimulerende mandlig lærer. Men senere indfanges hendes følelser af en fribytteragtig, uafhængig ung mand med egen herregård, der - som Byatt antyder det - kommer i vejen for en anden ung mand, der "kunne have gjort Frederica lykkelig og ladet hende bevare sin frihed". Babel Tower fortæller om den sadisme, den frihedssøgende Frederica uafvidende her løb ind i.
Cambridge-kapitlerne genopvækker med forbløffende friskhed mange af 50'ernes litterære diskussioner, ligesom livfuldheden vælder frem i Fredericas modige one woman-frigørelses-show.

Det stille liv
Anderledes går det Stephanie, der som præstekone til Daniel og hurtigt mor til to små børn giver sig hen i at tjene andre i et hjem udvidet med svigermor og en psykisk svækket bror, et samlingsted for sognets svageste. Hendes oplevelsers vægt og dybde er skildret med samme respekt som Fredericas. Der er den frydefulde glæde ved det første barn, savnet af litteraturen og den intelligente samtale, der tidligere fyldte så meget i hendes liv og som nu er erstattet af dialoger i et ordforråd på højst 1000.
Midt i dette rige og byrdefulde liv dør Stephanie af et elektrisk stød fra et køleskab uden jordforbindelse. Et kvindeliv af en anden verden lukker sig. Og mens 50'erne rinder begiver Daniel sig ud på Englands landeveje i et forsøg på at gå sorgen bort.
Han havner i London som vagabond. Og så kan historien om babelstårnet og 60'ernes babylonske forvirring tage sin begyndelse.

*A.S. Byatt: Stilleben. Oversat af Claus Bech. 456 s. 395 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu