Læsetid: 4 min.

Roy, Nam og de andre

17. oktober 1997

Strejftog i New Yorks kunstverden, efteråret '97

Sidste efterår skrev jeg i denne klumme om den aldrende popkunstner Roy Lichtenstein, som på det tidspunkt udstillede en ny serie 'landskaber i kinesisk stil' hos Leo Castelli på West Broadway, Manhattan.
I år døde Lichtenstein få dage før min ankomst til New York, 73 år gammel. I den anledning bemærkede ugeavisen Village Voice, at Lichtenstein var en af de kunstnere, som i starten af 60'erne var med til at ændre maleriet så radikalt, "at det i dag faktisk kan være svært at få øje på hans bidrag til samtidskunsten." Kan man tænke sig en større kunstnerisk gennemslagskraft?
Det er tvivlsomt, om Martin Kippenberger, som døde i marts, kun 43 år gammel, vil opnå samme status, omend han lige nu fremstår som en af de vigtigste tyske kunstnere i efterkrigstiden.
Kippenberger grundlagde allerede tidligt i karrieren et renommé som en kunstens enfant terrible, en evigt beruset og demonstrativt selvdestruktiv kyniker, der gjorde sin alkoholisme til et kunstnerisk projekt, og som, ikke uvæsentligt, formåede at skabe det ene fantastiske værk efter det andet i alle medier og materialer og under inddragelse af elementer fra et bredt spektrum af kunstretninger, fra dadaisme til neo-ekspressionisme og moderne installationskunst.
At Kippenberger var produktiv til det sidste, og at talentet ikke havde lidt samme overlast som leveren, vidnede en udstilling, der netop har været hos Metro Pictures i Chelsea-kvarteret, om. På væggene kunne ses en serie store malerier, der blev til i kunsterens sidste måneder.
Af større interesse var imidlertid præsentationen af Kippenbergers besynderlige Subway-projekt, først og fremmest en enorm, sammenkrøllet Subway-indgang i aluminium, der fyldte et af galleriets store rum.
Fra september 1993 og frem til sin død arbejdede Kippenberger på dette projekt, der havde som mål at udbrede et net af Subway-indgange over hele kloden, fra Grækenland over documenta X i Kassel til Nordpolen. Indgangene blev placeret på overraskende steder - eksempelvis i en sø - og ingen af dem førte ned til andet end den fugtige muld. Konceptuelt forbandt Kippenbergers Subway-net imidlertid kloden på overraskende poetisk vis; en storslået gestus fra en nihilistisk sjæl, hvis visionære galskab stadig gør indtryk, også selv om hovedpersonen ikke længere selv er i stand til at puste til myten.

Legende seriøsitet
For tre år siden kunne vi på disse sider berette om SeOUL NYmAX, en stort anlagt performance-festival på Anthology Film Archives i New York, arrangeret af den vitale, 67-årige koreansk-fødte Fluxus- og videokunstner Nam June Paik. Festivalen, der byggede bro mellem 60'ernes Fluxus og 90'ernes medie- og konceptkunst, viste, at
Paik havde bevaret sin særlige blanding af legende lethed og konceptuel seriøsitet.
Da Paik sidste år på Statens Museum for Kunst udstillede seks nye videoskulpturer baseret på danske kulturpersonligheder, måtte han imidlertid melde afbud til åbningen, idet han var blevet ramt af en blodprop, som delvist lammede ham.
Den ekstremt produktive Paik kom dog ikke til 'at møde George Maciunas' (den afdøde Fluxus-organisator) ved denne lejlighed, og nu er han tilbage med en række dugfriske værker hos Holly Solomon Gallery (172 Mercer Street).
Udstillingen, der løber til midten af november, viser, at Paik fortsætter, hvor han slap for et års tid siden. Foruden en større installation med seksten monitorer bag akvarier med levende fisk vises en serie helt nye kridttegninger samt to portrætter af Allen Ginsberg og John Cage, begge i Paiks vanlige stil med en lille monitor indsat i lærredet.
Går turen til New York i første halvdel af november, kan det oplyses, at Paik har kurateret en ny udgave af SeOUL NYmAX på Anthology Film Archives, der foruden performances byder på en omfattende serie af film om og med Fluxus-kunstnere. Den 14. og 15. november vil Paik sammen med en række gæster opføre et nyt værk, Coyote 3, en hyldest til Joseph Beuys.

Godbidder i Chelsea
Holly Solomon er beliggende på Soho-kvarterets nordlige kant, og bevæger man sig ned gennem de tidligere så kunstpakkede gader, mærker man, at de mange nye mondæne restauranter og modeforretninger markant har ændret atmosfæren i denne del af New York.
Som en reaktion imod det, man har kaldt The Mall'ing of Soho, begyndte gallerierne i starten af 90'erne at flytte til Chelsea, området nord for Greenwich Village. Udviklingen fortsætter i denne retning, og selv om man stadig skal gå langt for at finde godbidderne i Chelsea, mærker man, at det er hér, det sker.
På 24th Street, i bygningen ved siden af Metro Pictures, hvor man kan se Kippenberger, ligger et andet stort galleri, Barbara Gladstone, som indtil i forgårs viste en imponerende videoinstallation af den tyskfødte kunstner Rosemarie Trockel. Og et par gader derfra, hos 303 Gallery på 22nd Street, kan man frem til 25. oktober se en glimrende udstilling af Karen Kilimnik.
Et dansk publikum vil måske kende Kilimnik som kunstneren bag forsidebilledet på Sort Sols seneste cd, Unspoiled Monsters, et suggererende ungpigeportræt, der med sin blanding af glansbilledagtig uskyld og erotiske understrømme virker både dragende og anfægtende.
På udstillingen The Sleeping Beauty fortsætter Kilimnik i det tvetydige spor med en serie på én gang primitive og raffinerede malerier, hvor træk fra Calvin Klein-reklamer, ballet, Velázquez og havregrynspakker løber sammen med forbløffende resultater.

Robert breder sig
På museumsfronten domineres New York dette efterår helt og aldeles af en retrospektiv præsentation af Robert Rauschenberg, der breder sig ud over alle grænser: De to Guggenheim-museer er fyldt til randen med Rauschenberg, og hertil kommer 189 værker samlet i én installation på det store Ace Gallery (Hudson Street). Udstillingerne vil blive anmeldt senere.
Er man ikke til Rauschenberg, skal man dog ikke fortvivle, idet Museum of Modern Art frem til 20. januar viser den ganske seværdige udstilling On the Edge, et imponerende udvalg fra de private kunstsamlere Werner og Elaine Dannheissers skatkammer. Samlingen rummer betydelige værker af kunstnere som Bruce Nauman, Matthew Barney, Sigmar Polke, Lawrence Weiner og mange andre, og det er den største samlede donation, MoMA nogensinde har modtaget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu