Læsetid: 6 min.

Russisk zigzag

3. oktober 1997

Flemming Rose har skrevet en spændende og indholdsrig korrespondentbog om Rusland i 1990'erne, der dog skæmmes af en til tider nærmest propagandistisk pro-Jeltsinsk holdning

HISTORIE
I årene 1990-1996 var Flemming Rose korrespondent For Berlingske Tidende i Moskva, og ikke bare det: Han var suverænt den bedste danske aviskorrespondent i disse år, og ved siden af Vibeke Sperling fra DR's P1 lå han etager over det, de øvrige danske aviser og især de to danske tv-medier berettede i denne tid.
Der ligger altid en fælde i, at mange landes Moskva-korrespondenter i årenes og årtiernes løb har forsøgt at efterlade sig et fingeraftryk ved at skrive en bog om deres tid. Det er der kommet mange bøger ud af, og de færreste er sluppet godt fra det, og de fleste er hurtigt endt i glemsel.
I den sammenhæng må det straks siges, at Flemmings Roses bog er en undtagelse Den er foruden en god øjenvidneberetning et vigtigt tidsdokument, der videregiver nogle af tidens meninger.
Begrænsningens kunst er en af de sværeste der findes. Dén klarer Flemming Rose godt, for nok kunne jeg have ønsket mig flere af de reportager, som han har leveret (og som jeg har klippet flittigt, for de var bare så gode), men på den måde kunne det jo nemt være blevet en bog på flere tusind sider. I stedet for bare at samle til hobe, har Rose holdt sig til nogle hovedstrenge, der sammen med oplevelser kombinerer ansatser til to analytiske hovedstrenge:
Den ene er indførelsen af den private ejendomsret, og hvilke store konsekvenser det har haft, da den ifølge Rose også betyder, at det enkelte menneske ejer sit eget liv, hvor det ellers i Rusland under zartiden og kommunismen har været staten, der ejede den enkeltes liv. Den anden hovedstreng er fremmelsen af landets decentralisering, dvs. regionernes stigende betydning.

På vej mod reel føderation
Uanset begrænsningens kunst er det imponerende så meget Rose har fået med i sin bog, både tidsmæssigt og geografisk.
Han fokuserer steder, der ofte er blevet omtalt i vestlige medier, men som sjældent er blevet opsøgt. Det drejer sig bl.a. om den fjernøstlige ø Sakhalin, der ligger nord for Japan, og Amur-regionen på grænsen til Kina. Desuden fører Rose os til øst og vest for regionene i Ural, dvs. Jekaterinburg (tidligere Sverdlovsk) og det muslimske Tatarstan. Og så er der selvfølgelig Tjetjenien, den omhandlede periodes store tragedie.
Hvert af disse kapitler kunne fortjene at blive refereret grundigt, for de er guldgruber af viden, men læs dem selv, hvis De er interesseret i Ruslands udvikling, og lad mig nøjes med at fortælle, at kapitlerne kombinerer spændende beretninger, ofte af to besøg i løbet af perioden, med korte historiske rids og med teoretiske refrencer.
En generel konklusion lyder: "...under mine rejser rundt i Rusland i 1990'erne oplevede jeg, at drømmebilledet af hovedstaden (Moskva, red.) ændrede sig. Der opstod muligheder for selvrealisering uden for hovedstaden. På samme måde som den russiske og sovjetiske historie blev skrevet om, begyndte regioner og republikker at søge efter deres egen historie. Glemte forbindelser og fortrængte begivenheder kom op til overfladen (...) Refrænet på den regionale identitetsvise lød: Vi har vores egen historie og vores særlige plads på landkortet, som giver os vores særlige forudsætninger, vi kan selv, vi vil selv, og Moskva kan ikke længere diktere sin vilje."
På denne baggrund har Rose med rette valgt titlen til sin bog, Katastrofen der udeblev, for for fire-fem år siden var der (ligeledes med rette) en udbredt frygt for, at Rusland ville gå i opløsning, lige som det var sket med Sovjetunionen. Rose må dog medgive, at der et godt stykke tid endnu vil udvikle sig "en asymmetrisk føderation," dvs. at nogle regioner vil få flere rettigheder end andre.
Men hvordan skal vi så tolke krigen i Tjetjenien?
"Den var snarere den undtagelse, der bekræftede reglen om regionalisering og føderalisering i Rusland end udtryk for et principielt brud med de seneste års delegering af magt og ressourcer ud i regionerne," mener Rose. "Og hvad kan vi så lære af en sådan "undtagelse"?
Den slags spørgsmål går Rose mange, mange verst udenom.

Historiens gang
Den tredie af Roses hovedstrenge er, at der i den zigzag-kurs som Jeltsin og hans skiftende regeringer tilsyneladende har ført siden 1992, ligger en logik , så det på trods af manipulation og ensretning (dette er ikke Roses ord) har ført til en villighed til kompromisser - noget der lige så lidt som "uenighedens kunst" nogensinde har været gængs i russisk kultur og historie.
Her har Rose givetvis fat i en vigtig ende af Ruslands 90'ere, og har på mange måder ret. Men hvor glad man end kan være for denne udvikling, så er det stadig problematisk, hvor dybt en sådan kompromisvilje stikker, og det kan stadig diskuteres, hvor meget der i stedet for kompromisser er tale om taktiske balancegange, lige som dengang i december 1993, da alt i sol og måne tyder på, at der foregik omfattende valgsvindel.
Men alle tav, for oppositionen havde fået flere mandater i parlamentet end berettiget, og Jeltsin havde fået vedtaget sin forfatning, selv om den næppe i realiteten fik det nødvendige antal stemmer.
Som Roses kommentar lyder så 'smukt', medens han minutiøst gør rede for valgsvindlen:
"Trods en alt for kort valgkamp, favoriseringen af Jeltsin-venlige partier og blokke samt tegn på betydelig svindel var afstemningen om en ny forfatning et vigtigt skridt fremad på vej mod opfyldelse af kriterierne for frie og demokratiske valg."
Tjah, sådan kan man også tænke, men det indebærer nu en del farer. Selv hvis man mener, russerne har det bedst med et autoritært styre, er der stadig grund til at være opmærksom på f.eks. de øjeblikkelige stridigheder omkring (den vedtagne, begrænsende) lov om religionsfrihed og (den ikke vedtagne) lov om jordreform, hvor meget ejendomsretten til jord end står i konstitutionen, og hvor mange dekreter Jeltsin end har udstedt.

Partsindlæg
I forlængelse af nogle udtalelser fra reformarkitekten Gajdar i juni 1996, skriver Rose på sin bogs sidste side:
"Det russiske samfund var nu så stærkt, at det ikke længere lod sig knuse af en vilkårlig statsmagt. Det traditionelle forhold i russisk historie mellem stat og samfund var blevet afgørende ændret. En stor privat sektor uden for statens domæne havde skabt interesser, som var forskellige fra statens. Tidligere tiders mislykkede revolutioner 'fra oven' var blevet mødt af en bevægelse 'fra neden'. Selvorganisering nedefra havde taget kampen op med statskontrol oppefra."
Uanset at Rusland aldrig vil blive som før, og selv om Rose også selv mener, der er lang vej igen, så er det allerede nu et relevant spørgsmål, om Rose ikke fremstiller tingene for idealistisk, for ikke at sige lyserødt, hvor gerne man end ville give ham ret.
For der er mange problemer, som Rose ikke nævner, f.eks. den ufattelige armod, reformerne har medført for de svage i samfundet, og hvad der (ikke) kom ud af den første "lille privatisering" (med de såkaldte vouchers, kuponer), og det oligarki (fåmandsvælde), der har etableret sig ved magten siden præsidentvalget sidste år, hvilket også har medført monopoliseringer inden for medieverdenen, og det vil igen sige indskrænket pressefrihed i forhold til for nogle år siden.
Også disse problemer vil kunne blive overvundet, og selv om man skal være optimistisk, er der ingen grund til at være panegyrisk i næsten sovjetisk stil, som Rose er det i visse afgørende passager, og derved gør sin tekst til partsindlæg for Jeltsin og hans reformer.
For det kan aldrig være en journalists opgave at propagandere, han skal belyse de aktuelle forhold og alle deres aspekter.
Men bortset fra disse passager og deres tone er bogen en lise i forhold til de gru-beretninger, der har størst chance for at komme i vestlige medier, fordi "bad news are good news."

*Flemming Rose: Katastrofen der udeblev - Ruslands forvandling 1992-1996. 305 s. 275 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her