Analyse
Læsetid: 5 min.

Så er freden forbi i Frankrig

16. oktober 1997

35 timers arbejdsugen måtte give ballade, for arbejdsgiverne er ikke vant til at blive sagt imod - og selv Jospin kan ikke udrette mirakler

Det er nu blevet klart, at Lionel Jospin, Frankrigs nye socialistiske og endnu populære regeringschef, ikke er en mirakuløs frelser. Han kan ikke gå på vandet. Det mirakel, der en overgang lå i luften, gav det indtryk, at han kunne forene den brede venstrefløj - fra socialister og grønne til venstresocialister og kommunister - og samtidig føre en slags centrumpolitik baseret på dialog og overtalelse, neutralisering af højreoppositionen og for-ståelse med arbejdsgiverne. Med andre ord den store konsensus, aldrig før set i Frankrig.
Med lanceringen af 35 timers arbejdsugen var sandhedens time inde, og barometret skiftede brat fra konsensus til konfrontation
(et velkendt fænomen i Frankrig).
Indførelsen af 35 timers ugen ved lov - mod 39 timer i dag - var et løfte fra valgkampen, men i betragtning af arbejdsgivernes modstand kunne man måske have forestillet sig en blød kompromisformel, en maskeret form for opgivelse af ideen til fordel for freden.
Det var, hvad arbejdsgiverne havde håbet, og det var tydeligvis det, formanden for arbejdsgiverforeningen CNPF, Jean Gandois, havde forestillet sig. Han har endog antydet, at regeringen havde foregøglet ham en sådan løsning uden tvingende lovgivning.
Straks efter rundbordskonferencen den 10. oktober mellem regering, fagforeninger og arbejdsgivere - hvor Jospin bebudede 35 timers arbejdsugen ved bindende lov fra år 2000 - erklærede Gandois nemlig, at arbejdsgiverne var "blevet holdt for nar".
Tre dage senere trådte Gandois tilbage fra formandsposten i protest, idet han erklærede, at han havde ønsket at forhandle, men at der ikke var noget forhandle om efter regeringens udspil. Hans efterfølger skal vælges på CNPFs generalforsamling den 16. december.

Jospin er i dag i den situation, at han har sammensvejset sin egen venstrekoalition og skabt en sjældent enig front i fagbevægelsen, der består af tre store landsorganisationer: CGT, FO og CFDT (for-uden flere mindre). Men på bekostning af den konsensus- og dialogpolitik, der hidtil har været knyttet til hans image som regeringschef.
Højreoppositionen beskylder Jos-pin for at have droppet den økonomiske realisme til fordel for "ideologi" og for at forfølge en forældet og doktrinær politik.
Man påpeger med forkærlighed, at den franske regering står isoleret i verden; at den vælger 35 timers arbejdsugen som patentløsning på arbejdsløshedsproblemet på et tidspunkt, da denne idé forlængst er opgivet i alle andre lande.
Man kan også henvise til en byge af hånlige kommentarer, der hagler ned over den franske regering fra dele af den udenlandske presse, især Wall Street Journal og Financial Times, der bruger udtryk som "idiotisk".

Der er tydelige politiske grunde til, at Jospin har valgt at stå fast på den lovfæstede 35 timers uge.
At han lovede det i valgkampen, er moralsk set en god grund, men det er almindeligt accepteret, at verden ser lidt anderledes ud, når man regerer, end når man fører valgkamp. Det har Jospin imidlertid allerede demonstreret på flere punkter, og tiden var nu inde til at give et klart signal til venstre, netop fordi protesterne var begyndt at brede sig i forskellige dele af regeringskoalitionen, i Socialistpartiet såvel som hos kommunisterne og de grønne: Regeringen havde allerede givet afkald på forhøjelse af reallønnen. Højreregeringens stramme indvandrerlove bliver ikke ophævet, som lovet i valgkampen, kun modificeret på visse punkter.
Der bliver heller ingen virkelig skattereform efter fordelingspolitiske principper. Privatiseringsbølgen fortsætter under mere eller mindre maskerede former.
Og regeringen har slugt euro-politikken med hud og hår, inklusive Stabilitetspagten ("en urimelig indrømmelse til tyskerne", erklærede Jospin i valgkampen). ØMU'en anerkendes som det overordnede mål, og tre procent grænsen for budgetunderskudet er hellig - med deraf følgende stramning af statsudgifterne. Det var lige før, man begyndte at øjne den samme konformistiske "realisme" som under alle de foregående regeringer, højre som venstre, siden 1984.

Nu har regeringen valgt at bekende kulør, og den gør det på et område af stor symbolsk betydning. Arbejdsugens gradvise afkortning spiller en historisk rolle i kampen for sociale fremskridt i Frankrig, og 35 timers ugen er i dag et samlingsmærke.
At det nødvendigvis skal foregå ved lov - "autoritært", som højreoppositionen siger - er måske specielt fransk og kan forekomme doktrinært. Ifølge de liberale idealer bør man overlade til arbejdsmarkedets parter at forhandle sig til rette om løn, arbejdsvilkår, arbejdstid osv. Men det må konstateres, at dette system ikke kan fungere rimeligt og retfærdigt, når styrkeforholdet mellem parterne er så skævt som i Frankrig.
Organiseringsprocenten ligger under 10 pct., og fagbevægelsen er splittet i konkurrerende landsorganisationer. Hertil kommer en rekordhøj arbejdsløshed (officielt 12,5 pct., men over 14 pct. ifølge den beregningsmetode, der var gældende indtil 1994).
I denne situation, der mere eller mindre har kendetegnet de sidste 15 år, har løn- eller andre krav fra lønmodtagerside næsten ingen chancer - og arbejdsgivernes herredømme næsten ingen grænser.
Hvis man i dag kan beskylde regeringen for at tage parti, må det ses på denne baggrund. Når arbejdsgiverformanden reagerer så højrøstet, (han hævder at være ført bag lyset, at være offer for et "komplot" osv.) når han fremstiller regeringens opførsel som en ren skandale, afspejler det den situation, at arbejdsgiverne i de sidste mange år ikke alene har haft en dominerende magt på arbejdsmarkedet.
De har også år efter år også har fået deres vilje over for regeringen og modtaget snese af milliarder i skattelettelser og begunstigelser. Ofte som incitament til jobskabelse, der aldrig er blevet til noget. De er vant til, at regeringen, hvad enten den er konservativ eller (af navn) socialistisk, følger deres ønsker. Nu bliver de pludselig modsagt for første gang i mange år.

Afkortningen af arbejdsugen er et middel til at bekæmpe arbejdsløsheden. Et mål, som alle bekender sig til, og Jospin er ikke den første regeringschef, der har proklameret, at det har topprioritet.
Der er delte meninger om, hvorvidt 35 timers ugen vil skabe flere arbejdspladser, og arbejdsgiverne og højrepolitikerne hævder, at den snarere vil forøge arbejdsløsheden som følge af voksende lønomkostninger og faldende konkurrenceevne for de franske virksomheder i forhold til udlandet. Men i virkeligheden indbyder regeringen virksomhederne til forhandlinger og tilbyder dem kompensation i form af skattelettelser. Nogle økonomiske eksperter mener, at reformen under gunstige omstændigheder meget vel kan skaffe flere i arbejde.

Men man kan også spørge, hvad regeringen ellers skulle gøre. Noget skulle gøres, og regeringen Jos-pin har valgt den afkortede arbejdsuge og en omfattende plan mod ungdomsarbejdsløsheden (700.000 job) som en begyndelse.
Alle er enige om, at den bedste, den "rigtige" vej til at skabe flere arbejdspladser er økonomisk vækst. Men med den nuværende teknologiske udvikling og de globaliserede vilkår skal der en meget markant økonomisk vækst til, før beskæftigelsen stiger.
Desværre har ØMU-politikken en klart restriktiv og væksthæmmende effekt. Derfor er eksempelvis den franske regering, forpligtet af Maastricht-kriterierne og Stabilitetspagten, berøvet praktisk talt enhver mulighed for at føre vækstpolitik.
Regeringen har meget lidt handlefrihed. Hvis nogen var i tvivl, blev det eftertrykkeligt bekræftet med den tyske Forbundsbanks renteforhøjelse forleden; Frankrig sluttede omgående op. Denne renteforhøjelse, der kritiseres hårdt af franske socialister, savner enhver rimelig økonomisk begrundelse, idet der ikke er noget inflationspres.
Det er en politisk renteforhøjelse, der tjener til at fastslå, at D-marken fortsat skal være en stærk valuta - som den kommende euro. Hermed skal euroen gøres acceptabel for de stadig mere tvivlende tyskere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her