Sæt pamperne på porten!

REHLIGHEDEN
Deres kropsvæsker, kære læser, kommer de i kog ved tanken om, at der en måned fra dato - den 18. november - er kommunalvalg?
Nå, det vidste De måske slet ikke. Og De er også nærmest ligeglad?
I så fald afspejler De en slags folkestemning. I årene efter 1945 lå stemmeprocenten ved kommunalvalg og folketingsvalg nogenlunde på samme højde: lidt over 80. Dér er den blevet hængende ved folketingsvalg, mens den ved kommunale valg er gået på glidetur ned omkring de 70, sådan rent gennemsnitligt for landets 275 kommuner.
Måske afspejler faldet, at den sofavælgende tredjedel ikke kan forestille sig, at krydset gør nogen forskel.
Bor man f.eks. i Københavns Kommune, kan det vitterligt se sådan ud. De, der afleverer stemmesedler, gør det i tre lige store bunker: Socialdemokratiets, en til højre for og en til venstre for. Med det resultat, at socialdemokraterne regerer videre med gravkammerets ro.
Vælgernes oplevelse af egen betydningsløshed viser sig tydeligt: Den kommunale valgdeltagelse er landets laveste: 59,8 procent.
Ironien er til gengæld den, at hvis bare de yderligere 20 procent, der i København stemmer ved folketingsvalg, ulejligede sig til valglokalet også når det er kommunen, det gælder, ja, så kunne det vælte det socialdemokratiske mausoleum. Forudsat selvsagt, at de ekstra fremmødte ikke fordeler sig efter det fossile mønster.
Det mønster kan måske kun brydes ved, at nogle behjertede borgere forener sig i en slagkraftig Københavnsliste under fanfaren: Sæt pamperne på porten!

Harmen over magthavernes misregimente er kilden til al politisk fornyelse.
Således også i min hjemkommune Dragør. Her bølger blodrigere begejstring omkring det lokale valg, end hvad der er gængst i fædrelandet.
Dragør er ganske enkelt anderledes.
Det skyldes ikke bare, at kommunen på Amagers sydspids er udstyret med vidtstrakte naturarealer og to nu internationalt anerkendte bymiljøer - Dragør gamle by og St. Magleby landsby - samt en lokal kultur med rødder tilbage til Christian den Andens i 1521 importerede hollændere.
Nej, det skyldes også, at borgerne har deres egen tværpolitiske liste, som ved dette valg efter alt at dømme har en fair chance for at få flere stemmer end de landspolitiske partier tilsammen.
Det hele begyndte i slutningen af 1950'erne. Dragørs dasiddende byråd var en lukket klub af socialdemokrater og konservative, der i gensidig vennetjenestende mindelighed fiksede det forefaldende.
De lovbestemte offentlige kommunalbestyrelsesmøder blev klaret på ti minutter ved, at borgmesteren oplæste et nødtørftigt beslutningsreferat fra det forudgående lukkede møde.
Dagsordener blev ikke offentliggjort.
Derfor var det mestendels ad rygtets vej, borgerne erfarede om de beslutninger, byrådet stod i begreb med at fatte.
Således kunne kommunalbestyrelsen i al uforstyrrethed indgå aftale med DSB om en bilfærgeforbindelse fra Dragør havn til Sverige - med deraf følgende tung lastbiltrafik ad skoleveje og gennem de historiske bymiljøer. Da det offentlige ramaskrig brød ud, var kontrakten skrevet under.
Bægeret løb over, da kommunalbestyrelsen ville nedrive byens vartegn, det gamle lodstårn på havnen. Radiokommunikation havde overflødiggjort, at lodserne stod og spejdede efter indsejlende skibe. En påkrævet istandsættelse af tårnet fandt de herskende partier ikke udgiften værd.
En i hast stiftet komité af borgere af vidt forskellige politiske observanser bønfaldt magthaverne om at lade lodstårnet stå, mens man privat indsamlede de fornødne midler. Indsamlingen blev en succes, og komitéen kunne overrække checken til en surmulende kommunalbestyrelse.
Førstehåndsoplevelsen af styrets vrangvillighed og ufølsomhed over for byens historie og værdier gjorde indtryk på komitéens medlemmer, der til gengæld havde oplevet det indbyrdes samarbejde på tværs af alle gængse partiskel som en løftelse.
Da partiapparaterne omkring kommunalbestyrelsen ikke så ud til at kunne lade sig reformere, fødtes tanken:
Hvorfor stifter vi ikke selv en liste?

Som spurgt, så gjort. Under betegnelsen Liste T - Tværpolitisk Liste gik de reformivrige til deres første kommunalvalg i 1962.
Programmet krævede hidtil uhørte ting som offentlighed og borgerdeltagelse omkring kommunalbestyrelsens arbejde, beskyttelse af kommunens natur og historiske miljøer, byplanlægning for alt nyt byggeri, pædagogik i skolerne samt børnehavepladser til alle med behov.
Liste T fik 16 procent af stemmerne. Det sikrede én ud af kommunalbestyrelsens dengang syv pladser.
Liste T holdt sit ene mandat ved valgene i 1966 og 1970, hvor T-programmet stadig lød fjernt i manges øren, og hvor de gamle partiapparater stadig havde deres klassefastlagte greb om vælgerne.
En sammenlægning med nabokommunen St. Magleby tilførte i 1974 ny energi: Liste T sprang til tre pladser ud af den ny kommunalbestyrelses 17. Jeg var selv en af de tre, og vi førte en indædt opposition mod fælleskommunens selvbehageligt regerende konservative flertalsparti.
Og minsandten om ikke vælgerne var med: I 1978 sprang vi til fem mandater og kunne med socialdemokraternes støtte vippe de konservative. Vor egen mand, der havde siddet ene de første 12 år, blev kommunens borgmester.

Valget i 1981 bragte ny fremgang og fortsat borgmesterpost. Successen ville tilsyneladende ingen ende tage. I 1985 nåede Liste T op på 40 procent af stemmerne og syv mandater.
Men så havde de landspolitiske partier fået nok.
"Næste gang får de jo flertallet, hvis ikke vi stopper dem nu," hvæsede de konservatives spidskandidat offentligt - og forærede borgmesterposten til socialdemokraterne, som skyndsomst tog imod.
Nedtur. Det efterfølgende valg bragte Liste T den første tilbagegang siden 1970.
Ved valget for fire år siden kom Liste T stærkt tilbage: 34 procent af stemmerne og borgmesterposten besat med T'ernes Birgitte Rinhart.
Nu trækker Dragørs drama op igen.
Den tværpolitiske liste går til valg på et program, hvis temaer ikke ligger fjernt fra de oprindelige. De lokale landspolitiske partier synes forhærdede af deres skrumpende medlemsskare og har påny fundet hinanden. Denne gang dog inden valget, som dermed har udviklet sig til, hvad T-tilhængere uden blusel vil kalde en folkeafstemning mellem partistyre og nærdemokrati.

Overalt i landet betragter de landspolitiske partier lokallister med større afsky, end partierne kan mønstre for hinanden.
Måske burde partierne se knapt så selvisk på sagen: Lokallisterne livliggør vort folkestyre med noget af den umiddelbarhed, som alle bekymrede råber på. Og hvorfor skal man forskrive sig til et landspolitisk parti, hvis man ønsker at præge sin hjemstavn?
Som det fremgår af det netop udkommende bogværk Kommunalvalg (Odense Universitetsforlag), var de danske kommuner ved dette århundredes begyndelse lokallisternes demokrati. Tre ud af fire kommunalpolitikere var dengang valgt på en lokalliste.
Partiernes kolonisering af kommunestyret er foregået gradvist. Først med en valglovsændring i 1908, der afskaffede retten til at stemme personligt på en bestemt kandidat. Den ret er væsentlig for lokallisterne - og for demokratiet, ville nogle mene. Men den kom ikke tilbage før 1925.
Herefter holdt lokallisterne 40 procent af de valgte frem til kommunalreformen i 1970. Den større afstand mellem vælgere og valgte i de ny storkommuner gav da partierne mulighed for yderligere indhug. Landspartiernes andel af de kommunale mandater er nu 90 procent.
Men den udvikling behøver ikke fortsætte. Hvis der blandt læserne skulle være nogen med lyst til at puste liv i det lokale selvstyre: Så gå dog i gang! Find meningsfæller! Lav et program, der handler om det, der er værd at slås for.
Frem for alt: Bliv ved! Det tager små 40 år, før et flertal - måske - er i syne.
Og ender en lokalliste selv i pamperi, ja, så har den jo været med at lære vælgerne, hvad de skal gøre ved det.