Læsetid: 4 min.

Med sjælen på rejse

2. oktober 1997

Under et ophold i gråzonen mellem drøm og virkelighed stødte jeg pludselig på fænomenet sjælevandring - og den klassiske problemstilling: Kan man skille sjælen fra legemet?

BEFRIET OMRÅDE
Det var ikke nødvendigt at besvare spørgsmålet - for jeg kunne mærke, at min krop allerede var igang med en adskillelse.
Det foregik ved, at al energi langsomt begyndte at sive ud af kroppen på mig - og som en ballon svævede noget væk fra mig i lav højde.
Med det ene øje kunne jeg registrere den almindelige tilstand mit legeme befandt sig - og med det andet øje kunne jeg fornemme nogle forvirrede og flaksende billeder. Det måtte være sjælens oplevelser...
Sjælen svævede forbi en bænk, hvor der opholdt sig fem-seks rødmossede personer, der drak øl.
"Hold kæft nogle idioter" - kunne jeg mærke at sjælen tænkte. Jeg mærkede også, at sjælen var lykkelig for at bo i et land, hvor man kun behøvede at tænke på sig selv.
Det var adskillige grader mere reaktionært end den sædvanlige standard, så mit legeme begyndte at overveje en eller anden form for markering, der kunne bringe lidt balance i tingene.
Jeg forsøgte at kontakte sjælen for at få den til at dæmpe sig lidt ned, men det kunne ikke lade sig gøre. Sjælen levede åbenbart sit eget liv, når den først havde forladt kroppen.
Det var virkelig irriterende.
"Hvorfor tager de somaliere ikke bare hjem?" Sjælen havde åbenbart passeret en gruppe somaliere, hvilket sendte nye bølger at tanker gennem min krop. "Kim Bencke foreslog, at man skulle smide dem ud med faldskærm. Hvor er han dog åndfuld, og hvor er det inspirerende at ydmyge andre mennesker."
Kroppen trak sig sammen i kvalmekramper, og jeg ønskede kun, at jeg ville besvime - så jeg kunne få en ende på mareridtet.
Gudskelov befandt jeg mig som allerede nævnt i gråzonen mellem drøm og virkelighed - hvor det ikke var usædvanligt at f.eks. Path-finderen fra Mars dukkede op og tilbød sin hjælp - og det var lige hvad den gjorde!
Efter en kort briefing indledte den jagten på den uvorne sjæl, som hurtigt blev lokaliseret og indfanget.
Så snart jeg fik fingre i min sjæl igen, gav jeg den en regulær endefuld, da de almindelige revselsesforbud ikke omfattede overgreb mod sjæle.
Det er dejligt at uddele prygl. Mens man slår, har man fornemmelsen af at være på vej til en højere erkendelse.
Endelig blev jeg mig selv igen. Jeg ved ikke hvordan, men det var ligesom jeg vågnede.
I begyndelsen var jeg glad for at være sluppet ud af mine sjælekvaler, men hurtigt skulle det vise sig, at jeg ikke var sluppet ud af noget som helst.
Fjernsynet kørte og viste nogle billeder af et forbløffende sceneri.
Måske virkede det kun forbløffende, fordi min måde at opleve verden på havde ændret sig.
Jeg var i stand til at se, hvordan folk havde det med deres sjæl.
Det var noget, jeg blev klar over, da billederne i fjernsynet begyndte at udarte.
De første billeder viste et stort totalbillede af en sceneåbning. På scenen blev lyset dæmpet, så man kunne se, der var lamper i gulvet. Noget pompøst musik tonsede frem. Nu kom der lys på bagtæppet og nogle røde draperier på en vandret stang blev hejst ned fra loftet, mens musikken var tæt ved at gå amok.
Mens himlen skænkede os røde draperier, var der også gaver fra den modsatte verden.
En lem i gulvet blev åbnet og ud af helvede - jeg husker det som om det røg op af hullet - ud af helvedes store varmecentral, steg ingen ringere end Poul Nyrup - Danmarks statsminister.
Publikum jublede, musikken jublede og Poul Nyrup bukkede og bukkede. Vinkede ud til nogen han genkendte i salen, og pludselig - med en hurtighed som Peter Sellers som dr. Strangelove - røg hans højre arm op i luften, mens han knyttede næven til den gamle rød-front-hilsen.
Her blev min krop gennemrystet af en krampeagtig skælven, og jeg forstod at ingen af de mennesker der optrådte på fjernsynsbillederne havde nogen ordentlig kontakt med deres sjæl.
Jeg reagerede, eller min krop reagerede som om det var min egen sjæl, der var i klemme - og det var meget ubehageligt.
For at komme ud af mine astrale pinsler - begyndte jeg at tænke på, hvordan hele den iscenesættelse, jeg lige havde overværet, var kommet i stand.
Jeg visualiserede prøverne med instruktøren.
Det var ham! Det var instruktøren, der var morderen.
Det er sikkert en eller anden ung fyr fra Venstres Ungdom i Farum, der har plattet sig ind ved at foregive, at han var socialdemokrat.
Han må have haft en ide om, at hvis statsministeren ville blive fremstillet som noget, der dukkede frem af helvede, og stod og lavede rød-front hilsen foran pressen og publikum, så ville det skade manden langt ind i det næste årtusinde.
Det er ikke lige til at sige, hvordan dette visuelle attentat mod statsministeren vil udvikle sig, men man skal åbenbart være grundig med at undersøge folks sindelag, inden man giver sig kast med sådanne store iscenesættelser.
Hvis det ellers skulle interessere nogen, kan jeg fortælle, at jeg kort efter slap ud af mit astrale mareridt. Udmattet efter oplevelserne med statsministeren faldt jeg hen i en let døs. Her forvandlede jeg mig, af uforklarlige årsager til en somalier, der blev smidt ud med faldskærm, så nu har jeg fået helt andre ting at gå op i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu