Læsetid: 7 min.

Skæve billeder af et land og et folk

16. oktober 1997

Danske mediers indslag om dagens Tyskland og nutidens tyskere er ofte præget af irrelevante hentydninger til

Det Tredje Rige
INTERVIEW
Roy Langer er ikke så lidt fræk.
Ikke alene invaderer tyskeren vort land, gifter sig med en af vore piger og optager en af vore arbejdspladser.
Han giver sig oven i købet til at skrive kritisk om vores syn på tyskerne i sin kommende Ph.D.-afhandling om "Tysklandsbilledet i danske massemedier", som den 31-årige kommunikations- og kulturanalytiker arbejder med på sit kontor på Handelshøjskolen i København.
Udgangspunktet er samtlige tekster om Tyskland og tyskere i de fem største danske dagblade samt i DR 1 og TV 2 i tidsrummet 1. april-30. september 1996.
Et dominerende tema i perioden var debatten om den danske EU-særregel, der forbyder tyskere (og - for resten - andre udlændinge) at købe danske sommerhuse.
86 artikler og indslag om sommerhusene har Roy Langer analyseret. Langt de fleste er stærkt kritiske over for tyskeres køb af fast ejendom i Danmark. Belastede udtryk som "invasion" og "tyskerne kommer" forekommer hyppigt. Og de tyske kilders totale fravær i teksterne er slående.
"Man kan godt forklare det faktum, at tyskerne ikke kommer til orde i artiklerne, med, at danske journalister ikke er gode nok til at interviewe på tysk. Men det betyder jo ikke, at det ikke er forkert at undlade at spørge den ene part i en sag," siger Roy Langer.
Han analyserer en leder fra Jyllands-Posten, som er den af de undersøgte aviser, der fulgte sommerhusdebatten tættest (38 af de 86 tekster). I lederen, som i maj 1996 stiller "tyskerne" (i bestemt form) over for de "danske familier", der i tilfælde af "massive tyske opkøb" kan få vanskeligt ved "at realisere drømmen om et fristed nær skov og strand", står blandt andet:
"Ingen kan bebrejde tyskerne ønsket om at erhverve en permanent feriebolig herhjemme. Dels er antallet af tyske ferieboliger små. Dels er det væsentligt dyrere at købe en ejerbolig i Tyskland end herhjemme.
Men tyskerne giver ikke op så let..."
I et forarbejde til sin Ph.D.-afhandling, der skal være færdig i 1998, tolker Roy Langer sætningen "Men tyskerne giver ikke op så let":
"I en parafrasering kunne man fx. tolke dette udsagn som: De bliver ved, de er seje, de kan kun vanskeligt stoppes. Bliver ved med hvad? Eftersom lederen/hele diskursen handler om danske ejendomme, er det sandsynligt, at dette udsagn genopfrisker erindringen om tidligere tyske forsøg på at få danske ejendomme i deres besiddelse."

Dobbeltmoral
Debatten i 1996 fik også TV 2 til at lave en udgave af debatprogrammet "Brændpunkt" under titlen "Idyllen i fare". I udsendelsen præsenterede TV 2 en AIM-analyse, der viste, at 65 procent af danskerne ønsker at opretholde sommerhussærreglen, mens samtidig 69 procent mener, at forbuddet mod udlændinges køb af sommerhuse kan kaldes "dobbeltmoral".
"Det er, som om danskerne siger: 'OK, så er vi altså dobbeltmoralske. Og det er vel i orden.' Men gu' er det ej. Det er ikke i orden at være dobbeltmoralsk," siger Roy Langer.
Han er i øvrigt ikke en brovtende, effektiv Wirtschaftswunder-vesttysker, af den type, vi elsker at hade.
Han var, indtil han var midt i 20'erne, én af de DDR-borgere, som man faktisk sporer en vis sympati for i danske medier. Både før 1989, da de var ofre for étpartistaten og Sovjet-imperialismen, og efter 1990, hvor skurkene er de rige vesttyskere.
"I Danmark kan man godt finde sympati for østtyskerne. Noget udspringer af, at både Danmark og DDR har været små lande ved siden af det store Vesttyskland," konstaterer Roy Langer.
Han voksede op i Schwerin, læste engelsk og tysk ved universitetet i Rostock, forelskede sig - på et tidspunkt hvor hans Danmarksbillede begrænsede sig til, hvad han vidste fra filmene om Olsenbanden - i en dansk pige, hvilket gav ham mulighed for at søge udrejsetilladelse i 1988. Tilladelsen blev givet i august 1989, mens østtyskerne besatte vesttyske ambassader i Budapest, Prag og Warszawa, og udrejsedatoen fastsat til 11. november samme år.
Alt det bureaukratiske besvær kunne han have sparet sig. Berlinmuren faldt 9. november 1989 - to dage før hans udrejse.
"Jeg har aldrig levet i Tyskland, som det er i dag. Det giver mig en vis distance," siger Roy Langer.

Østtysk frustration
Han forstår udmærket sine østtyske landsmænds frustrationer, når han besøger familie, venner og kolleger i Schwerin og ser skiltene i vinduerne i de huse, der er til leje. De fleste telefonnumre begynder med Hamburg-områdenummeret 040:
"Næsten ingen huse ejes og udlejes af en schweriner," siger han.
"Men når dét er sagt, så er det en enestående opgave at få de to tysklande til at vokse sammen. I sådan en proces må der nødvendigvis ske fejl. Selvfølgelig kunne vesttyskerne have taget større hensyn, men jeg er indtil videre ikke stødt ind i noget som helst overbevisende alternativ på det konceptuelle plan."

Et skævt billede
Som seminarielektor i Danmark er Roy Langer stødt på noget af det, der kan være både årsager til og symptomer på danskernes forbehold over for tyskere.
Hans fornemmelse er, at tekster om anden verdenskrig og om nynazister er overrepræsenteret i det undervisningsmateriale, som danske elever udsættes for:
"I virkeligheden er der ikke den store forskel på en dansk og en tysk dagligdag. Alligevel sættes eleverne til at læse om jødeforfølgelser. I engelsktimerne læser de Stephen King," siger Roy Langer.
Samtidig giver både uddannelsesinstitutioner og medier et skævt billede af tysk kulturliv ved at fokusere på forfattere, der som Siegfried Lenz, Günter Graß og Günter Wallraff beskæftiger sig med arven efter Nazityskland, fascistoide tendenser i Vesttyskland, kritik af kapitalismen og på det seneste vesttysk koloniherrementalitet i Østtyskland.
Roy Langer sporer en kritisk distance til faget tysk, der er det fag (bortset fra matematik), som har færrest linjeuddannede lærere i forhold til fagets timetal i folkeskolen.
"Det er, som om også mange tysklærere selv er med til at opretholde en kritisk distance over for alt tysk. I stedet for at opbygge empati og forståelse."
"Egentlig er danskerne meget interesserede i andres mening om dem," konstaterer Roy Langer. "Men den skal gerne være positiv".
Det erfarede Roy Langer for eksempel, da han fortalte om sit arbejde på et symposium i Aalborg. En forskerkollega kunne slet ikke forstå, at han som tysker kunne tillade sig at skrive kritisk om de danske mediers billede af Tyskland.
"Det er, som om jeg ikke kan tillade mig at sige det samme, fordi jeg er tysker. Men jeg føler mig ikke som repræsentant for hverken Tyskland eller tyskheden. Jeg har med min tyske baggrund en vis sensibilitet over for temaet, og samtidig har jeg fået nogle forudsætninger for at sætte mig ind i en dansk tankegang," siger Roy Langer.

Goldhagen-debatten
Han fik også ørerne i maskinen, da han i en aviskronik sidste år metodisk kritiserede den amerikanske historiker Daniel Goldhagens bog om "Hitlers villige bødler".
En dansk kollega belærte Roy Langer om, at det er vigtigt for danskerne at beskæftige sig med Det Tredje Rige.
Lydhørheden over for kritikken af Goldhagen er tilsyneladende større, når den kommer fra mand, der hedder noget så jødisk som Finkelstein. New York-politologen Norman Finkelstein, der er søn af KZ-fanger, vakte i sommeren 1997 opmærksomhed med sin skarpe kritik af Goldhagen, som han beskyldte for "videnskabeligt bedrageri".
Roy Langer møder danskernes tysklandsbillede og tyskerbillede i mange former.
Lige fra de mest platte - danskere, der synes, det er morsomt at møde ham med strakt højrearm - til de mere subtile og seriøse. Det kan være tonen i et længere indslag i DR 1's udenrigspolitiske magasin "Horisont" om tyske firmaers handelsaktiviteter i Øst- og Centraleuropa:
"Grundtonen er nærmest: 'Hvad tyskerne ikke klarede under Anden Verdenskrig, det klarer de nu'. Og det er urimeligt, fordi Tyskland er det eneste land, der i den grad satser på genopbygning og demokratisering i den del af Europa og på den måde arbejder for europæisk sikkerhed."
Roy Langer støder på holdninger, som han finder svære at forklare rationelt.
Under et tv-indslag om de tyske krigsfanger, der blev sat til at rydde miner på de vestjyske strande, og som bagefter - som kontrol af den tyske grundighed - blev sat til at marchere gennem de tidligere minefelter, udtalte en af de ansvarlige danskere fra dengang sig.
Han kunne ikke se, at der var noget galt i metoden.
Men historierne om danskeres behandling af tyske krigsfanger, af tyske østflygtninge, af tyskerpiger eller de seneste beretninger om danske SS-frivilliges krigsforbrydelser er en ny tendens i debatten, som Roy Langer også ser i lande som Østrig eller i Frankrig, hvor retssagen mod Vichy-embedsmanden Maurice Papon foregår netop nu.
Det er, som om erkendelsen af "at der ikke findes et specielt tysk gen for ondskab" (som professor Thor A. Bak har skrevet i et debatindlæg), er ved at brede sig.
"Det gør det sværere at bruge det nationale perspektiv som eneste forklaring på forbrydelserne. De farve-nuancer, der efterhånden kommer på billedet, gør det svært at udpege en hel nation som skyldige og sige: 'Dem dér'," forudser Roy Langer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu