Læsetid: 4 min.

Et smadret klenodie af krystal

17. oktober 1997

Første gang jeg var i Berlin, i anden real med frk. Carlsen, indkvarteredes klassen på et pensionat tæt ved Kurfürstendamm, i Uhlandstrasse var det. Gader af det navn findes formentlig adskillige steder i Tyskland.
For digteren, forskeren, politikeren Ludwig Uhland (1787-1862) stod i sidste århundrede og et langt stykke op i dette som indbegrebet af tysk romantisk dannelse og kultur. Hans enkle sange og ballader sattes i musik af bl.a. Schubert, Schumann, Brahms, Richard Strauss og Grieg, hans tekster blev behørigt antologiseret, han mindedes i den lærde verden som en af dem, der for alvor fik gang i studiet og udgivelsen af tysk middelalder- og folkedigtning, og han blev, skønt altid kejsertro, hædret som en vigtig foregangsmand på vej mod et samlet Tyskland.
Uhland havde med andre ord alt det, der i de gode gamle dage skulle til for at skabe en klassiker. Men klassiker er ikke noget, man ud i al evighed forbliver, og det faktum, at forfatteren på dansk kun findes repræsenteret i udvalg sammen med andre, større ånder, antyder, hvad der er hændt ham.
Hans klassikerstatus er smuldret samtidig med hele den kulturelle kontekst af borgerligt-national dannelse, som i sin tid kunne få folk til at spå ham udødelighed. Theodor Heuss, Bundesrepublikkens første præsident, har beskrevet Uhland som et stykke Volksbesitz og sagt, at man slet ikke kunne forestille sig tyskeren uden et lille stykke Uhland.
Om digte som "Frühlingsglaube" udtalte Adelbert von Chamisso (forfatter til Peter Schlemihl), at man knap kunne tro, at sådanne sange var digtet, idet de med deres enkelhed og sandhed fremtrådte, som var de frembragt af naturen selv.
I digterens levetid opnåede debutbogen Gedichte (1815) hele 40 udvidede og delvis omarbejdede oplag. Snart opdagede man i det store udland Uhland, der oversattes til engelsk, fransk og spansk. Men her i Danmark var der åbenbart ikke uhlandsfrivillige nok.
En lille optegnelse om Das Wesen der Poesie, fundet blandt digterens efterladte papirer, forekommer ganske dækkende, hvad angår Uhlands idealistiske litteratursyn:
"Mennesket har en iboende trang til at hæve det virkelige liv op til et ideal. Ånden vil fuldkommengøre, rense, forvandle den ufuldkomne, slørede, splittede virkelighed. Religionen hæver sig over det jordiske, men poesien gennemtrænger og forarbejder det, indtil der ud af livet stiger et billede af livet, der indfrier menneskets indre længsel."
Forfatterskabet omfatter, foruden digtene, dramatik, udgaver af sagn og folkedigtning, litteratur- og sagnhistoriske skrifter, politiske essays, taler m.m. Hovedværket er nok en afhandling om Walter von der Vogelweide (1822), som i 1829 skaffede Ludwig Uhland et professorat i tysk litteratur ved universitetet i Tübingen, en stilling han dog få år efter forlod for sideløbende med politisk virke at hellige sig studier og udgivelse af national kulturarv.
Hans klassiker-status må forklares ved netop denne enhed af det tyske, traditionerne, det folkelige og det akademisk lærde. Som digter rager han ikke op. Heinrich Heine, der hånligt kaldte Uhland "das kleine Kind aus Schwaben", skrev i sin opsats om den romantiske skole (1836), at generationen af 1813 i denne pæne mands digte kunne finde hele sin ånd bevaret, hvad angår politik, moral og æstetik.
"Den tone, der hersker i de uhlandske sange, ballader og romancer , var tonen hos de romantiske samtidige, blandt hvilke mange har leveret noget, der var lige så godt, om ikke ligefrem bedre."
Sådan så ikke alle på det. Grillparzer udnævnte Uhland til "den sidste tyske digter", og tidens store dramatiker Hebbel beskrev optimistisk sin kollega som "den eneste digter, om hvem jeg med sikkerhed véd, at han vil gå over i eftertiden."
Det kom langt fra til at passe, undtagen for så vidt angår enkeltdigte som "Der gute Kamerad" (trykt første gang 1809), der til toner af Friedrich Silcher blev fast inventar ved begravelsen af faldne tyske soldater.

Ich hatt einen Kameraden,
Einen besseren findst du nit.
Die Trommel schlug zum Streite,
Er ging an meiner Seite
In gleichem Schritt und Tritt.

Eine Kugel kam geflogen,
Gilt's mir oder gilt es dir?
Ihn hat es weggerissen,
Er liegt mir vor den Füssen,
Als wär's ein Stück von mir.

Will mir die Hand noch reichen,
Derweil ich eben lad.
Kann dir die Hand nicht geben,
Bleib du im ew'gen Leben
Mein guter Kamerad!

Under Første og Anden Verdenskrig var proceduren sædvanligvis den, at man efter afsyngelse af "Der gute Kamerad" affyrede tre salver geværskud over den åbne grav.
Andre tekster, som via tonekunsten og skolen blev nationale arvestykker, er "Der Sängers Fluch" og "Das Glück von Edenhall" (1834). Sidstnævnte digt beskriver en gammel engelsk adelsslægt, hvis traditioner videregives gennem det drikkebæger af krystal, som har givet digtet dets titel.
Da "den unge lord" udfordrer skæbnen ved at smadre klenodiet, går huset under samme nat. Med brand og mord fremstormer fjender, som er kravlet ind over volden, og den unge lord falder for ugerningsmændenes sværd, mens han knuger det knuste lykkeglas i sin hånd: "Hält in der Hand noch den Kristall, / Das zersprungene Glück von Edenhall."
Der har sikkert for hundrede år siden været de tyskere, der mente, at den dag nationen glemte Uhland, ville det gå Tyskland lige så ilde. Men tiden er faret temmelig skånselsløst frem mod hans sprøde, enkle, sødmefyldte Biedermeiervers.
Vil man i dag i kunstnerisk øjenhøjde med denne før så uomgængelige klassiker, må man ned og kravle langs panelet. Det er ikke trist, det er opmuntrende. Det viser, at der trods alt er en vis retfærdighed på færde, når vi ud af den litterære fortid vælger de arvestykker, de gamle stemmer, vi orker at føre en samtale med.

*Standardudgaven af Uhlands værker omfatter fire bind på sammenlagt 3.326 sider og udkom 1980-84 på Winkler Verlag i München.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her