Læsetid: 4 min.

Socialisme i nosserne

1. oktober 1997

Pas på protestsangene fra EF-afstemningen i 1972. De vil gøre dig til den vildeste socialist, klar til at skråle kapitalismen og EU ihjel. Men skel ikke til Historien

Jeg var kun tre år gammel, da protestmusikerne spillede nosserne af de nålestribede i Bruxelles. Men musikken er her stadig, og jeg hørte den i går.
Omkvæd ringer for mine ører og EU-stjerner snurrer for mine øjne. De musikalske socialister fra Oktobergruppen har banket en pæl af klassebevidsthed igennem mit hjerte, men jeg er ikke død. Tværtimod.
Jeg er den vildeste socialist på efterbevilling. Jeg er Castro, Guevara og Gert Petersen på en gang. Og intet skal stoppe min rejse tilbage mod 70'erne. Hvis noget årti har tilhørt socialisterne, så var det det. Og de kom for alvor ud af busken op til folkeafstemningen i 1972 om Danmarks medlemsskab af EF. Men også lige efter i 1973, hvor Oktobergruppen udgav singlen, "Fortsæt Kampen".
Så sig jaaaa til selvstændighed / sælg ikke dit land.
Gå til kaaaamp mod E-E-C / hver kvinde og hver en mand
Tiden var også vild.
I kassebukser og lilla ble blev verden analyseret i eksperimenterende livsformer og projekter som Tvind, Christiania og Thy-lejren. Følte Borgerskabet det som et angreb på de traditionelle værdier? Ja.
Følte danskerne, at kernefamiliens position var truet? Ja.
Fik det borgerlige Danmark siden sin hævn over alle de klassebevidste, hokkaido-græskar-ædende hippietyper? Jo, det gjorde det borgerlige Danmark.
Trusler og løfter har lokket os ind / mange sagde ja sidste år.
Men nu har tusinder skiftet sind / de ser hvilken vej det går.

Matador
Dengang viste musikerne noget med deres forbitrede gadepoesi, gjorde Oktobergruppen, Benny Holst, Sebastian, Lasse og Mathilde, Niels Skousen, Kim Larsen og Sanne Salomonsen.
At EF-embedsmændene allerede havde købt et spil Matador. Nu gjorde de sig klar til at rulle terninger og kapital henover grænserne og os efter et ja 2. oktober.
Musikerne var parat til at kæmpe. For vores allesammens frihed og selvstændighed og for de sande idealer - respekt for arbejdernes evigt trange kår.
Og når man lytter til pladerne fra først i halvfjerdserne kommer blodet i kog og bliver rødere. Man stamper med i gulvet og får lyst til at købe andefødder. Hver eneste hjernecelle spæner over i et hjørne af kraniet og summer hypnotisk: Det er nu kampen står, og det er dig, den afhænger af. Glor du bare på, viskes vore grænser ud, dit job bliver for fem bananer, og et sted på kloden i høje tårne af glas æder kapitalisterne dine druer. Dem, der skulle have været vredens.
Bliver det nogensinde for sent?
Europas griske pengemænd / de bryder grænserne ned.
Fabrikker og penge kan flyttes frit / arbejderen kan flyttes med.
Vi skal ha' samarbejde og enighed / i kampen mod EEC.
For de store koncerner og deres slæng / vil vi ikke ha' fællesskab med.
Hvis ikke der kunne kaldes så vanvittige socialister frem i os, så kunne min generation sikkert have fået de der gamle guitarflippere rent galt i halsen.
For hvordan kan man som Peter Ingemann og Stig Møller synge:
Nede i Europa / der har de fåed en fiks ide. (gentages)
Og det er noed, de kalder for / E-E-C.
Danmarks ministre / de er på Christiansborg.
Og det' fordi de ingenting kender til / folkets kår.
Så bliver de kaldt til møde / for de skal sige, hvor vi står.
Men i virkeligheden så er det noget som / de slet ikke forstår
Hvis man f. eks. ikke er den vildeste socialist og godt ved, hvad de egentlig mener, så er de jo bare til grin i dag 25 år efter. Man kan jo næsten lugte al den hash, de har røget og måske er det derfor, det ikke er blevet til mere sangtekst eller flere socialistiske lande her et kvart århundrede senere. Vel var kampen vigtig, og gejsten spændte muskler og ideologi til det yderste. Men det holdt ikke, gjorde det vel, Stig?
Hvis ikke man føler sig helt sikker på, at verdensrevolutionen selvfølgelig kommer, så kunne man godt synes, at sangenes tid er forbi.
Ikke bare fordi danskerne dengang ikke gad høre guitarerne og de samfundsrelevante slogans. Eller at de ikke helt troede på det kapitalistiske arbejderhelvede i et møgforurenet samfund. Grå mure til grå sind på grund af EF's helt uantagelige nålestribethed.
Arbejdernes løn den bli'r mindre / det er andre som nu tjener mer'
De ejer meget / men de er ikke mange.
Vi bliver fler' og fler'.
Men fordi Stig, Benny Holst og Trille. Og dig Ebbe Kløvedal:
I har jo fået tæsk af slipsedrengene, og I kan godt lade som om på sommerens festivaler. (I hvert fald på Skanderborg.) Som om tiden med kolonihaven, kolleren og fri kærlighed ikke er forbi.
Stig, for helvede. Du kan godt være verdens gladeste mand hver eneste dag, men dem Nede i Europa, hvor de fik en idé, der finder de stadigvæk på.
Stoler du på regeringen / så bliver du skuffet min ven.
D'herrer ministre de har solgt os før / og nu har de gjort det igen.
Og kapitalens bevægelighed, den er jo fri. Det er arbejdskraftens også.
Sovjetunionen myrdede det socialistiske projekt. Oven i købet så alle kunne se, hvor undertrykkende det hele havde været, og følgelig let kunne konstatere, at der i kapitalismens favn er varmt og rart. Hyggeligt, omtrent som i et kollektiv. Drivkraften er bare en anden. Ingen vil mere tro på, at økonomisk magt kan undertrykke som et syvdobbelt Sovjet.
Selv om I har skrevet Danmarks mest samfundsrelevante sange, så kan I ikke skrive én, der kan vække socialismen i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her