Med de fem første bind af Kierkegaard-udgaven får læseren et velkommenteret førstehåndsindtryk af filosoffens tid og væsen
Filosofi
Lige så stor interessen har været for Søren Kierkegaards liv siden forrige århundrede, lige så afslappet har groft sagt den filologiske omgang med Kierkegaards skriftlige efterladenskaber været. Eksemplerne på, at der er blevet rettet, slettet og korrigeret ved udgivelsen af Kierkegaards manuskripter er utallige.
Med de første fem bind i Søren Kierkegaards Skrifter påbegyndes "en komplet nyudgivelse af alt, hvad der findes overleveret fra Søren Kierkegaards pen", på et filologisk grundlag, der forsøger at trænge gennem denne ikke altid lige heldige traktering af de overleverede manuskripter. Projektet forventes afsluttet i 2004.
Det grundlæggende filologiske princip i denne nye Kierkegaard-udgivelse fra Søren Kierkegaard Forskningscentret, der blev oprettet med penge fra Danmarks Grundforskningsfond i 1993, er så loyalt som muligt at udgive førstetrykket fra forfatterens egen hånd.
Udgivernes programerklæring for hele projektet i dets 55 bind lyder: "Behandlingen af grundteksten er konservativ; teksten omfattes med en høj grad af hermeneutisk tillid, og der rettes kun nødigt. Princippet om kun at rette i førstetrykket, når meningen kræver det, betegner (...) brud med den kritiske praksis, der orienterede sig efter forfatterens intention (og som lå bag de hidtidige videnskabelige udgaver af Kierkegaard). I stedet for intentionalismen, der hvilede i en romantisk eller nyromantisk indlevelses-hermeneutik (...) sætter Søren Kierkegaards Skrifter en respekt for den historisk-faktiske tekst..."
Den erklærede filologiske konservatisme har i sidste ende den hensigt ikke at forfalde til gætterier om Kierkegaards intention med den givne tekst, samt rettelser og tilføjelser i overensstemmelse disse formodede intentioner, men at konfrontere den nutidige læser med samme tekst, som læseren på Kierkegaards egen tid.
Læserservice
Hvis formålet med den filologiske behandling af teksten er at bringe den tilbage til førstetrykket, er opgaven for de ledsagende kommentarbind at slå bro over forskellen mellem datidens og nutidens dannelseshorisont. Kommentarerne skal hjælpe både den interesserede lægmand og forskeren med denne rejse tilbage til en delvist forsvundet verden af europæisk kulturgods, strækkende sig fra Homer, Ovid, over Det Gamle og Nye Testamente frem til Hegels filosofi. Kommentarbindene byder med sine gengivelser af kobberstik og malerier, som der henvises til i Kierkegaards skrifter, på yderligere en mulighed for identifikation med Kierkegaards univers.
På et enkelt punkt fraviges dog princippet om at gøre læseren samtidig med tekstens forudsætninger, når der fortrinsvist henvises til den seneste autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992.
De to kommentarbind, der knytter sig til de tre første bind i Søren Kierkegaards Skrifter fylder hver op mod 400 sider, hvilket i sig selv en en kraftig indikation af de forskydninger, der er sket mellem datidens og nutidens kulturelle horisont. De lever med deres knappe og informative karakter godt op til, at de mere skal "arbejde for end med teksten". Her afhandles på få linier de litteraturhistoriske, mytologiske, begrebsmæssige, filosofiske og historiske forudsætninger, som giver Kierkegaardlæsningen dybde og dimension.
Eksempelvis beskrives i "Forførerens dagbog" i 1. del af Enten-Eller gaslys på trapperne. Kommentaren opklarer, hvordan Kierkegaard har leget med kendsgerningerne: "Gasbelysningen var i 1843 endnu ikke kommet til København, hvor det første gasværk blev åbnet i 1857. Men allerede i 1826 var der oprettet et gasværk i Berlin, hvor SK havde været i vinteren 1842-43."
Også når der undtagelsesvist ydes forsigtige bidrag til tolkningen, foregår det som korte påpegninger. Det gælder f.eks. bestemmelsen af åndens kornmod: "Åndens modningstid. Ordet 'kornmod' bruges om den periode, i hvilket kornet modnes. Rødmen er et tegn på 'åndens kornmod', fordi den viser en begyndende refleksion."
Stilen
Med de første fem bind i Kierkegaard-udgaven (tre bind med Kierkegaards tek-
ster og to kommentarbind), foreligger Af en endnu Levendes Papirer (1838), Om Begrebet Ironi (1841) og Enten-Eller (1843).
Et sted i de udførlige tekstredegørelser, der indleder hvert selvstændigt manuskript af Kierkegaard, findes der et brev, hvori professor J. N. Madvig, i forbindelse med antagelsen af Om Begrebet Ironi til forsvar for magistergraden, foretager en karakteristik af Kierkegaards skrivestil. En skrivestil, der findes i store dele af hans forfatterskab. Den er i sin komposition ikke blot præget af "en vis bred og magelig Løshed, men i selve Begrebsudviklingen af Mangel paa videnskabelig Orden, Form og concentreret Fasthed (...). Fremstillingen lider af en selvbehagelig Jagen efter det Piqvante og Vittige, der ikke saa sjelden slaar over i det reentud Plat-Smagløse."
Nye tider
Både Om Begrebet Ironi og Enten-Eller er beskrivelser af hvordan tilværelsens fundament og de hidtidige moralske orienteringspunkter er blevet undergravet. I 2. del af Enten-Eller taler det etiske menneske asessor Wilhelm om, at "Vor Tid erindrer meget om den græske Stats Opløsning, Alt bestaaer, og dog er der Ingen, der troer derpaa. Det usynlige aandelige Baand, der giver det Gyldighed, er forsvundet..." Det er formentlig derfor, assesoren er nødt til at forsvare det etiske i to alenlange breve til den amoralske æstetiker, som taler i 1. del af Enten-Eller. Deres længde er i sig selv et tegn på, at det, han taler om, har tabt sin selvfølgelighed.
Tabet af de fælles værdiers selvfølgelighed i Kierkegaards magisterafhandling behandles som en undersøgelse af den ironiske måde at tale om og forholde sig til verden på. Under inspiration af Hegel hævder Kierkegaard, at Sokrates var den historiske skikkelse, der først indførte ironien i verdenshistorien. Sokrates berømte spørgeteknik opfattes som stærkt relativerende: "Han begynder med et af disse ægte socratiske udsugende Spørgsmål (...), og vi see, hvorledes Socrates ikke afskræller Skallen for at komme til Kjernen, men udhuler Kjernen."
I videre politisk filosofisk forstand kan Kierkegaards analyser af Sokrates-skikkelsen ses som en skarp iagttagelse af, at det individuelle råderum, som den liberale demokratiske samfundsform indrømmer borgeren, rummer et anarkistisk og værdiundergravende element.
Det kyniske menneske
Kierkegaard har i "Forførerens dagbog" lavet den ultimative skildring af et moderne ironisk og kynisk menneske, der ikke respekterer almene sociale normer. Johannes bruger al sin snedighed på at forføre den unge uskyldige pige Cordelia, blot for at smide hende på møddingen efter én enkelt nat.
Her skildres udklækningen af en ny mennesketype, der mentalt lever som social outsider. Som i så mange andre af Kierkegaards værker fornemmes også her inddragelsen af personlige erfaringer og karaktertræk. Det gælder f.eks. beskrivelsen af Sokrates, der ikke ulig den københavnske flanør og rentier Kierkegaard "drev omkring paa Gader og Stræder, istedetfor at udfylde sin Plads i Staten eller være Borger i græsk Forstand, fritog sig for at bære Statens Byrder og fandt sig vel i at privatisere."
*Søren Kierkegaards Skrifter, bind 1, 2 og 3 samt kommentarbindene K1 og K2-3. Redaktion: Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair Mckinnon og Finn Hauberg Mortensen. Pris: 900 kr. Udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscentret. Gads Forlag. Udkommer i dag
