Læsetid: 4 min.

Statens veje er uransagelige

4. oktober 1997

Statens hjemmeside i kuvøse efter katastrofal debut på internettet

HERHJEMME
"I dag får den danske stat sin egen hjemmeside," skrev Information engang i foråret. Samme dag ringede Statens Information til avisen og undskyldte, at man havde fejlinformeret: Statens hjemmeside, www.danmark.dk, var ikke parat endnu. Premieren blev udskudt i måned efter måned, indtil forskningsminister Jytte Hilden i forrige uge, på et pressemøde i Ringsted, omsider kunne præsentere offentligheden for det nye elektroniske kontaktpunkt mellem borger og stat.
Men staten havde sceneskræk. "Hvor er'en henn' a', jeg kan ikk' få øj' på'en!" sagde Per Højholts Gitte i onsdagsavisen om EU, og det samme kunne man sige om statens optræden på sin egen hjemmeside. Ventetiderne for downloadning af siderne lå på mellem tre og ti minutter.
I tirsdags oplyste Statens Information, at de ikke anede hvad der var galt, for de kunne heller ikke komme ind på hjemmesiden, og i forgårs gik statens hjemmeside i kuvøse på ubestemt tid.
Eller også har staten låst sig inde på www og smidt nøglerne væk, og kan man egentlig fortænke den i det? En del af fidusen ved at være en stat er, at man er uigennemskuelig og larger than life, og det samme gælder for statens lille lodne fætter, skattevæsnet, samt alle de andre væsner, organer og størrelser, der hører til statens nærmeste familie. Statssfærens fabeldyr udtrykker sig helst i betænkninger eller cirkulærer og er ikke vant eller gearet til at udtrykke sig i talebobler eller webgrafik, sådan som internettet lægger op til.
Forleden, mens det endnu var muligt, stillede Information telebrowseren ind på statens webside. Trods ulidelige ventetider ved downloadknappen lykkedes det ikke at få et billede af staten uden tøj på, til gengæld gav hjemmesiden glimtvis interessante indblik i, hvordan staten opfatter sine borgere.

Her er dit liv
Hjemmesidens forside byder på fire hovedtemaer: Emner, nyt, oversigt og myndigheder.
Går man ind under emner, præsenteres man for en illustration ved navn livscirklen. Danskerens statsgaranterede tilværelse, der her er fremstillet som en mellemting mellem buddhisme og et spil matador, rummer følgende spillefelter: At få barn, i institution, skole, uddannelse, flytte hjemmefra, arbejde, parforhold, pensionist, dødsfald.
Her er dit liv. Så kort kan det siges. Det fremgår ikke, om værdigt trængende indkasserer kr. 4.000, når de passerer start, men er man det, kan man klikke længere ned i hierarkiet, hvor livscirklen krakelerer med overskrifter som: Arbejdsløshed, handlingsplan, faderskabssager, skilmisse. Men klikker man ind på eksempelvis faderskab, dukker der ingen yderligere oplysninger op. Der kunne i det mindste have stået: "Ryk fem felter tilbage og spring en omgang over," men feltet er og bliver skrigende tomt, og det kunne en følsom type måske godt tolke som "det må du selv ligge og rode med."

Hvorfor ikke fotos
Klikker man ind under myndigheder, præsenteres man for navne, adresser og telefonnumre på en række myndigheder, altså stort set, hvad man kan finde i enhver telefonbog. I internet-regi ville det være en uvurderlig ekstra service med et link til oplysninger om disse myndigheders historie, vigtige datoer, navneskift og præcise funktion. Og hvorfor ikke fotos? Det er fint, at man får oplyst, at der findes et statsråd, men hvorfor ikke benytte lejligheden til at vedhæfte et par linier om, hvad statsrådet er, samt hvilken rolle det spiller i staten?
Det ville næppe heller volde det store besvær at smide et par grafer ind, der illustrerer den hierarkiske opbygning i de enkelte ministeriers forvaltning. Lidt pædagogisk stof om f. eks. magtens tredeling og samspillet mellem stat, amter og kommuner kunne have folkeoplysende betydning af uanet værdi.
Og hvad med grundloven on-line og et historisk rids af folkestyrets historie, og hvorfor ikke på 14-15 sprog, ikke bare af hensyn til herboende indvandrere, men også til inspiration for surfere i egne af verden, hvor hverken staten eller livscirklen er en selvfølge?
Man kunne i øvrigt foreslå et tydeligt markeret akut kriselink til borgere i truende livskriser i forbindelse med stofmisbrug, psykiatriske lidelser eller dødsfald. Det falder muligvis umiddelbart uden for statens hjemmesides gebet, men egentlig er der ikke nogen grund til, at man ikke skulle kunne danne og pleje netværk og vidensbaser med statens hjemmeside som kontaktpunkt.
Under nyt ligger en lang række betænkninger, eller rettere, der ligger titler på en lang række betænkninger, som man kan bestille formedelst 50-100 kr. hos de respektive ministerier. Hvorfor er disse betænkninger ikke lagt ud på nettet? Det tager højst nogle minutter pr. stk. at konvertere dem til HTML, og det er vel næppe økonomiske overvejelser, der ligger bag en stædig fastholdelse af tryksagen fremfor elektronisk formidling.

En overjordisk gåde
Generelt er der hverken humor, folkelighed, hygge eller sludrevorn meddelagtighed at finde på statens hjemmeside. Livscirklen er den eneste multimedieprægede forlystelse, der er indlagt, bortset fra hyperlinksene, som ikke synes at være gennemtænkt ud fra noget decideret oplysende eller afklarende princip. Webdesignerne synes at have været fanget i et gordisk dilemma mellem på den ene side at skulle skabe klarhed og overblik, og på den anden side bevare statens inderste natur som en overjordisk gåde. Som om statens uransagelige tilstedeværelse bag livscirklens jammerdal er et anliggende, borgerne gør bedst i at overlade til statsteologien.
Trods alle indvendinger bærer man over med statens enbårne webstat www.danmark.dk, som kun akkurat har begyndt sin elektroniske livscirkel. Må den udvikle sig organisk, borgervenlig og demokratisk, når den engang kommer ud af kuvøsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her