Læsetid: 3 min.

Støvet kan bære

17. oktober 1997

4 x 10 knappe, suveræne digte af Annemette Kure Andersen

DIGTE
Korte, meget enkle digte kan, hvis de vel at mærke er smukke, have samme præg som et kapel eller et helligt billede. De kan for en tid lukke alt andet ude og gøre det muligt at samle sig om noget helt bestemt, som dog på den anden side ikke er mere veldefineret, end at feltet kan omfatte hvadsomhelst og alting.
Ligesom musikkens og billedkunstens 'minimalistiske' former kan ordknap poesi skabe et meditativt rum, tomt og fyldt på samme tid, dragende og frastødende.
Man vil som læser gerne ind og dele ordenes suveræne ro, aflokke kortfattetheden dens gåde; men man føres uvægerlig før eller siden tilbage i sit eget sprogs kaotiske larm. Indtil genlæsningen eller det næste digt påny gør alting stille og muliggør ånds-nærværelse.
Annemette Kure Andersen (f. 1962) er blandt vore yngre og yngste lyrikere nok den, der dygtigst og mest konsekvent har udforsket poesiens knappere former.
Hendes stilrene digte står som regel og balancerer mellem slet ingenting at sige og så at udtrykke dette mystiske 'hele', som dagligsproget og den teknisk-videnskabelige sprogbrug på forhånd synes afskåret fra at gribe. Og at denne fine balance mellem intet og alt ligefrem beder om at blive beskrevet i semi-religiøse termer, fremgår af titlen på hendes nye bog, Epifanier eller åbenbaringer.

Poetisk spænding
Værket består af fire sektioner på ti digte hver. Mest interessant formelt set er anden del, en vækst-struktur, der fra én enkelt linje adderer sig op til ti, gennem serier af spørgsmål og svar, ledudvidelser og ellipser. Bag denne suggestive ord-maskine ligger, fremgår det tydeligt, en indre drift mod det grænseløse, havets og himlens åbne rum.
Men man mærker også en poetisk spænding. Digtets du ønsker at se "en hel verdens pragt og skønhed udfolde sig". Men kun blikket bliver tilbage. "Så svandt alle disse dage. Og så skulle alle dine billeder blive til ord."
Digtsamlingens øvrige dele domineres af de F-formede 3-linjers digte, vi kender fra Espalier (1993) og Tidehverv (1996).
Der er en stribe kræsne rejsedigte fra Sydfrankrig, alle præcise og sanseligt konkrete. Der er små glimt af hjemlig natur, også de skarpt sete, men skrevet under hæmningsløs jagt på ordenes musik, linjernes harmoniske velklang.
Endelig er der i sidstedelen tekster, der indfrier titlens løfte om en grænseoverskridelse til det helliges rum, med titler som "Alter", "Offer", "Bønfaldelse". Her findes digtet "Varsel", hvis førstestrofe rummer samlingens ritual-forløb, og hvis to næste strofer fortætter dens refleksion over transformationen fra liv til (sprog)tegn:

Et smeltet stykke
bly kastet i sneen
størkner

Tegnet må du
tage med dig som
pant

Stederne må
du give fra
dig

En verden tabt i rummet og tiden, men genvundet i ordet - sådan kunne man sammenfatte bogens tematik. Blot bør man så huske, at glosen 'ordet' hos Annemette Kure Andersen står med sin fulde valør, herunder betydningen 'åbenbaring'.
Prøv også at lægge mærke til, hvordan (i samlingens tredje del) ordet 'alter' i digtet "Tørke" så at sige tilbageerobres fra den slidte vending "at ofre x på y's alter":

Tag blot havet fra mig
bølgerne slår mod
lyslandets fjerne
kyster

Tag blot blikket fra mig
jeg ofrer øjnene
på regnens
alter

Tag blot ordene fra mig
de skal sprede
sår over
jorden

Ord som højstemt, hymnisk og sakral melder sig, når man vil karakterisere Annemette Kure Andersens lyrik. Men dens præg af helligdom ville næsten ikke være til at bære, hvis ikke hun skrev netop så sprogbevidst og smukt som hun gør.
I hendes digtning bærer støvet ubesværet ånden. En sjældenhed.

*Annemette Kure Andersen: Epifanier. Digte. 56 s. 152 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu