Læsetid: 4 min.

En af de store

28. oktober 1997

Den første retrospektive udstilling af Robert Rauschenberg siden 1976 kan ses i N.Y.

Udstilling
Den første retrospektive udstilling af Robert Rauschenberg siden 1976 følger hans udvikling på godt og ondt som kunstner, institution og mediebegivenhed. Hans store produktion er mangfoldig indtil det udmattende og viser, at der på mange måder er meget af Rauschenberg.
Alene omfanget vidner om et vist format. Med mere end firehundrede værker fra den halvtreds-årige karriere fordelt på de tre Guggenheim museer i New York samt et sekshundrede siders katalog giver Robert Rauschenberg: A Retrospective et klart indtryk af både viden og tyngden i hans værk. Der er kombinationen af maleri, fotografi og skulptur i de utallige Combines og Silkscreens, de teknologiske eksperimenter med interaktive installationer, samarbejdet med Cage og Cunnigham omkring performance, det mellemfolkelige virke i ROCI (Rauschenberg Overseas Culture Interchange) samt det fortløbende selvbiografiske projekt The 1/4 Mile or 2 Furlong Piece.

Rauschenberg i hel figur
Altsammen og mere til er med i Guggenheims retrospektive udstilling og skaber fornemmelsen af et af de mest omfangsrige og sammensatte værker i moderne amerikansk kunst.
Udstillingen tilbyder en sjælden lejlighed til at se Rauschenbergs værk som en sammenhængende udvikling. Selvom det ikke umiddelbart er til at overskue hele værket, afslører dette samlende tilbageblik et problematisk forhold i Rauschenbergs kunst mellem det enkelte værks selvstændighed og dets forpligtelse overfor de andre værker som en helhed.
I princippet er der intet center eller hierarki i Rauschenbergs værk for som han selv siger er "enhver anledning til at male lige så god som alle andre."
Fremfor at rette sig efter en forudfattet helhed er værkerne selvstændige dele som fra gang til gang skaber sig selv. De samler sig i en slags collage, hvor forestillingen om helhed er funderet i forbindelsen mellem de enkelte dele. Rauschenberg ansporer en fortløbende perception, som aldrig er endeligt fikseret, men konstant forholder sig muligheden for at skifte fokus fra et værk til et andet.
På trods af denne sidestilling er det mere i kraft af enkeltstående værker end af et samlet værk, at Rauschenberg får sin storhed. Et af mest interessante er Illustrations to Dante, hvor Rauschenberg helt unikt arbejder udfra et tekstligt forlæg i stedet for et materielt. Tegningerne foregriber den allegoriske betydning, som ligger latent i The Silkscreens og The Combines. Man ved ikke helt om man skal læse eller se disse værker, hvor avisklip og fotografier indgår i en malerisk collage.
Rauschenberg vil have beskueren til at gøre begge dele og det også i dette visuelle spil, at han er mest vedkommende. I Mud Muse, et bassin fyldt med mudder, hvor lyden af boblende mudder kommer ud af højttalere placeret i mudderet så der opstår virkelige mudderbobler med virkelig lyd, er han samtidig underholdende. Det boblende mudder holder en fast, som en levende organisme, der styret af sin egen indre logik forsætter i det uendelige. Mud Muse kan som sådan til dels siges at være et sindbillede på en fundamental kontinuitet i Rauschenbergs produktion.

At lave kunst af verden
Rauschenbergs storstilede forsøg på at integrere konkrete ting og billeder fra verden omkring os i kunstens abstrakte former er en åbning mod den levede æstetiske erfaring. Som en hybrid af liv og kunst, hvor alt er lige i sig selv, uden orden og alligevel et samlet hele, er den en gestus, der optimalt inviterer til en total visualisering af vores eksistens i et historisk kontinuum. Det er fotografierne af Kennedy, månelandingen og baseball i hans Silkscreens et slående bevis på.
Disse billeder af den amerikanske virkelighed er ukodede tegn, der ligesom de hverdagsagtige objekter i de samtidige Combines betoner beskuerens frihed til personlige associationer.
Givet mellem fotografiets indeksikalitet, maleriets abstraktion og skulpturens materialitet tilegner Rauschenbergs kunst sig verden som både kendsgerning og mulighed.

For meget
I denne tilegnelse ligger der imidlertid også en ansats til forskelsløshed og selvudmattelse, hvor kunsten, vel nok optager verden, men ikke formidler den.
Der bliver simpelthen for meget af det hele til, at man som beskuer kan nå igennem den massive forekomst værk og verden.
Specielt i de senere værker synes overvejelserne omkring teknik, form og materialer at fortrænge den tematiske dybde. Rauschenbergs produktivitet bliver samtidig hans svaghed, fordi den, som et rent praktisk anliggende, ikke altid formår at adskille fornyende variation fra simpel gentagelse.
Den overraskende effekt fortoner i en dekorativ og kommerciel stil uden kritisk og æstetisk skarphed. Den udsmykkede BMW med titlen Art Car (1986), som står parkeret ved indgangen til udstillingen er således et sigende eksempel på de mere udvandede forsøg på at bygge broer mellem kunst, politik og (erhvervs)liv.
Rauschenberg-udstillingen er en stort opsat mediebegivenhed, der viser Rauschenberg som både forretning og institution.
Det er en position, som Rauschenberg ikke altid får det bedste ud af, men udstillingen viser også, at hans arbejde med materialet fremfor ideen ikke er til at komme uden om i diskussionen af den amerikanske modernisme.
Ingen tvivl om , at Rauschenberg er en af de store kunstnere i det århundrede, nogle gang er hans værk bare for stort.

*Udstillingen kan ses i Guggenheim Museum til 4. jan. 1998. Efter en turné rundt i USA vises den i Museum Ludwig i Køln 27. jun.-11. okt. 1998, og i Guggenheim Museum i Bilbao 20. nov. 1998 til 26. feb. 1999

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her