Analyse
Læsetid: 6 min.

Stram, strammere, strammest

23. oktober 1997

Når en thailandsk kvinde, der er gift med en dansk elektriker, ikke kan få tilladelse til at bosætte sig i Danmark, trænger reglerne om familiesammenføring så til at blive strammet op?

En thailandsk kvinde ved navn Khamkong besøger sin søster, der er gift med en dansk mand. Khamkong har tre måneders turistvisum. Via en kontaktannonce møder hun en dansk elektriker Nils Hagstrøm, de forelsker sig og gifter sig d. 17. marts 1995. To dage senere ansøger Nils Hagstrøm om opholds- og arbejdstilladelse til Khamkong.
I den anledning bliver ægteparret kaldt til samtale på Frederiksberg Rådhus, samtalen handler om Nils Hagstrøms økonomi. Efter 25 års beskæftigelse som elektriker er han på arbejdsløshedsdagpenge. En af kommunens fuldmægtige regner ud, at Niels Hagstrøm har i alt 5.624 kroner til forbrug om måneden, når alle faste udgifter er betalt.
Det er ægtefællerne godt tilfredse med, men det er den kommunale fuldmægtig ikke:
"Under henvisning til ovenstående anses pågældende ikke at kunne påtage sig forsørgelsen af sin hustru," lyder den formulering, som ryger videre til Direktoratet for Udlændinge - som på det grundlag afslår Khamkong Hagstrøms ønske om at leve sammen med sin danske mand i Danmark.
Parret anker afgørelsen til Indenrigsministeriet og får svar seks måneder senere. Svaret er atter nej med henvisning til, at "Nils Hagstrøm oppebærer arbejdsløshedsunderstøttelse, og at Nils Hagstrøm ikke er i stand til at påtage sig forsørgelsen af Khamkong Hagstrøm."
Endvidere skriver Direktoratet, at "det på baggrund af det oplyste om Nils Hagstrøms manglende erhvervsmæssige tilknytning til Danmark ... ikke findes uhensigtsmæssigt, at Nils Hagstrøm sammen med Khamkong Hagstrøm etablerer et familieliv i dennes hjemland Thailand".
Den sidste kringlede formulering skyldes, at Danmark ifølge menneskerettighedskonventionen ikke må splitte et ægteskab - og derfor opfordrer ministeriet ægteparret til at slå sig ned i Thailand!
Den fortsatte historie om ægteparrets Hagstrøms ansøgninger og myndighedernes afslag kunne høres i Allan Nagels montage "Et lille, lukket land" på DR's program 1 i september måned. Den 24. marts i år gik Khamkong Hagstrøm under jorden for ikke at blive sendt ud af landet.
På trods af, at hun har to herboende søstre og har været gift med sin Nils i mere end to år. På trods af, at Nils Hagstrøm nu har fået arbejde igen. På trods af, at at Khamkong Hagstrøm hele tiden er blevet forsørget af sin mand. På trods af, at Khamkong Hagstrøm har et stående jobtilbud, så snart hun får arbejdstilladelse.

Historien om ægteparret Hagstrøm rejser spørgsmålet, om ikke reglerne om familiesammenføring trænger til at blive slappet. Deres tilfælde er ikke enestående: I 1996 kom 237 personer, heraf 86 danske eller nordiske statsborgere, i klemme i forsørger-reglen: Den herboende ægtefælle eller samlever skal tjene to gange bistandshjælpen, dvs. have en månedsløn på mindst 13.400 kroner.
Ikke desto mindre var opstramning om regler for familiesammenføring, "for at modvirke misbrugen heraf," et af de krav som Århus' borgmester Thorkild Simonsen sammen med fire andre storbyborgmestre rejste i et åbent brev til daværende indenrigsminister Birte Weiss d. 8. oktober i år.
Og i Venstres og de konservatives nye fælles 10-punkts program for udlændingepolitik handler det ene punkt om, at familiesammenføring ikke længere skal være et retskrav for flygtninge i Danmark.

Man må undrende spørge: Hvorfra stammer myten om, at familiesammenføringer får antallet af udlændinge i Danmark til at eksplodere? I 1996 fik i alt 8.727 mennesker tilladelse til at blive ført sammen med deres familie i Danmark. Lidt flere end 2.400 var mindreårige børn. Og lidt over 6.000 var ægtefæller - heraf mere end halvdelen ægtefæller til danske og nordiske borgere. Kun 186 forældre kom til landet.
De fleste tilladelser, det vil sige omkring 3.500, blev givet til danskeres og andre nordiske statsborgeres familiemedlemmer. Cirka 2.700 til herboende flygtninges familiemedlemmer, og cirka 2.500 til andre udlændinge, heriblandt familie til indvandrere.
Hvorfor er det et problem, mens det ikke er et politisk problem, at 237 herboende personer sidste år fik afslag på ansøgningen om at kunne leve sammen med deres ægtefælle i Danmark?
Hertil kan Birte Weiss indvende, at hun dagen før sin afsked, undskyld afgang, lige nåede at udtale til Politiken, at hun arbejdede med en tanke om, "at det, at man er dansk statsborger, i sig selv kunne være et stærkt indicium, for at man skulle have ret til familiesammenføring" - med andre ord en tanke om at danskere skal have mere ret til et familieliv end ikke-danskere.
Man kan kun gisne om årsagen til denne slappermoral. Herfra gisnes om, at en hel del socialdemokratiske kernevælgere af hankøn har haft oplevelser, der ligner Nils Hagstrøms og ad den vej fået kærlighedens blik på udlændingeloven.
Og så kan man efter hukommelsen citere Mimi Jakobsen som i sidste valgkamp satte debatten om familiesammenføringer i rette perspektiv: "Jeg mangler et videnskabeligt bevis på, at udlændinge har mindre omsorg, bekymring og kærlige følelser over for deres ægtefælle og børn end danskere har", sagde hun.

Det er ikke bare svært for udlændinge at få lov til at bo i Danmark sammen med deres familie. Det er også svært at få tilladelse til familiebesøg. Mehmet Ümit Necet, kultursociolog på Odense Universitet, blev i februar ringet op af sin søster fra Istanbul i Tyrkiet. Hun inviterede sig selv på besøg, og han sagde ja. Men få dage senere ringede søsteren igen og fortalte, at de danske myndigheder havde bedt hende om at skaffe ret omfattende dokumentation for sin tilknytning til Tyrkiet, og gjort hende bekendt med, at det let kunne tage et par måneder at behandle hendes visumansøgning.
"Min søster er gift og har to børn sammen med en meget rig handelsmand. De ejer adskillige ejendomme og har en stor formue i banken. Hun kunne ikke fatte, at hun ikke uden videre kunne få lov til at besøge sin bror, som er dansk statsborger og har et - i hendes øjne - respektabelt job på et dansk universitet. I stedet kontaktede hun den britiske ambassade, og på mindre end et døgn havde hun fået et visum til Storbritannien. Så lejede hun en ferielejlighed i London, og jeg fløj over for at være samme med hende," fortalte Meh-met Necef til Morgenavisen Jyllands-Posten i søndags.
Slægtninge fra visse andre lande er slet ikke velkomne. Fra Afghanistan, Bosnien, Irak, Somalia og Sri Lanka er der lukket både for turister og besøg fra slægtninge og venner.
Og man må undrende spørge: Hvorfra kommer myten om, at Danmarks grænser ligger åbne for invasion af udenlandske horder?
Hvorfor er det ikke et politisk problem, at mennesker, der bor i Danmark, fordi de er gift her, er flygtet hertil, og arbejder her i landet, ikke må få besøg af deres familie?

Der eksisterer ikke et objektivt mål for problemers størrelse. Den afhænger af øjnene der ser, og hovedet der tænker. Men fremmed-debattens tilstand tyder på, at for mange lukker øjnene, så de bliver fri for at se fakts i øjnene og nægter at tænke.
Så her er endnu et par faktuelle oplysninger:
*For tiden opholder der sig 78.000 flygtninge i Danmark. Det svarer til 1,5 procent af befolkningen. Det er ikke flere end antallet af publikummer til en udsolgt koncert i Parken i København.
*De samlede udgifter til asylsøgere og flygtninge var ifølge Finansministeriet lidt over syv milliarder i 1996. Det store beløb svarer til lidt over fire kroner om dagen pr. danske statsborger. Tre smøger eller en billig bajer.
*Svenske, norske, canadiske og amerikanske analyser viser samstemmende, at flygtninge og indvandrere er en udgift for samfundet de første år, de opholder sig i deres nye hjemland, men derefter bidrager positivt til samfundsøkonomien. Jævnfør interviewet med forskeren Jan Hjarnø i gårsdagens Information.
Set i lyset af de tre ovenstående punkter, må Venstres og de konservatives strammerønske om, at en flygtnings opholdstilladelse skal være midlertidig i syv år mod tre i dag, anses for at være direkte uansvarligt. Sådan en stramning vil være en barriere for at få flygtningene ud på arbejdsmarkedet og bidrage til det danske bruttonationalprodukt.
Det er bare et par eksempler på, at slagordene 'stram, strammere, strammest' blokerer enhver fornuftig samtale om de faktiske problemer vores mangekulturelle samfund slås med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her